Annonce
Fyn

Og de nominerede er...: Tre foreninger kæmper om Ildsjæleprisen 2020

Ildsjæleprisen gik sidste år til Bydelssøstrene, der blev anerkendt for deres sociale arbejde med udsatte kvinder i Vollsmose. Foto: Odense Kommune
Årets gallafest for Odenses ildsjæle er aflyst på grund af coronavirus. Odense Kommune holder dog fast i uddelingen af de fem frivilligpriser og sætter nu navn på de tre nominerede til hovedprisen.
Annonce

Odense: Det bliver uden den sædvanlige pomp og pragt, når Odense Kommune uddeler årets priser til de mange frivillige, der uge efter uge bruger en del af deres fritid på at glæde og hjælpe andre.

Årets Frivillig Galla er som så mange andre større arrangementer blevet aflyst på grund af situationen med coronavirus. I stedet vil de ialt fem ildsjælepriser blive uddelt fra den 3. november til den 18. november.


De frivillige løfter kulturlivet, de støtter vores udsatte, de skaber aktiviteter for vores børn og ældre, de bringer ny energi ind i foreninger og rigtig meget andet. Det skylder vi dem som en by en stor tak for, for Odense skal være kendetegnet ved, at vi er her for hinanden.

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester


Selve Ildsjæleprisen vil blive uddelt for 14. gang i forbindelse med Frivilligcenter Odenses jubilæum den 18. november, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel vil forestå ceremonien.

- Vi har så mange gode frivillige kræfter i byen, som gør en enormt stor indsats for deres medborgere. De frivillige løfter kulturlivet, de støtter vores udsatte, de skaber aktiviteter for vores børn og ældre, de bringer ny energi ind i foreninger og rigtig meget andet. Det skylder vi dem som en by en stor tak for, for Odense skal være kendetegnet ved, at vi er her for hinanden. Det ser jeg frem til at markere igen i år med Ildsjæleprisen, siger Peter Rahbæk Juel (S) i en pressemeddelelse.

Annonce

Tre nominerede til hovedpris

Mens de fire øvrige priser - Kickstarteren, Den Bæredygtige, Holdspilleren og Stjernen - bliver givet til foreninger eller personer, som kommunen vælger, er der mulighed for at påvirke valget af vinderen af Ildsjæleprisen.

I ugen op til uddelingen vil man således kunne stemme på én af de tre nominerede, som er Red Barnet, Fyns Døveforening og Multihuset KIK IND.

Vinderen af hovedprisen kan både glæde sig over æren og overskuddet fra Kulturmaskinens Julegalla 2020.

Annonce

Rådmænd uddeler priser

Mens Ildsjæleprisen bliver uddelt af borgmesteren, tager de fire rådmænd sig af de andre priser.

By- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) skal uddele prisen Kickstarteren.

- Kickstarteren er en vigtig pris, fordi den belønner både nytænkning og iværksætterånd. Det er i høj grad kvaliteter, som vi har brug for i Odenses foreningsliv. For det er nemlig kickstarterne, der får nye idéer og sætter skub i tingene. Det er helt afgørende, når foreningerne skal kunne udvikle sig i takt med samfundet, så deres tilbud bliver ved med at være attraktive. Jeg glæder mig meget til at overrække prisen, siger Christoffer Lilleholt.

Fem priser til frivillige kræfter

Odense Kommune har siden 2007 uddelt Ildsjæleprisen til en frivillig social forening eller organisation, som har været med til at yde en særlig indsats for de socialt udsatte og sårbare i Odense. Siden 2017 har prisuddelingen også indeholdt fire underpriser, der hylder forskellige aspekter af det frivillige sociale område:

Kickstarteren belønner nytænkning og iværksætterånd.

Den Bæredygtige sætter fokus på den bæredygtige tankegang, der tænker i langsigtede og ansvarlige løsninger.

Holdspilleren fejrer det gode samarbejde mellem foreninger og evt. med virksomheder og kommune.

Stjernen hylder en enkelt person for en mangeårig frivillig social indsats.

Ældre- og handicaprådmand Søren Windell (K) glæder sig til at uddele Holdspillerprisen.

- I år har jeg fået æren af at uddele prisen Holdspilleren, og jeg glæder mig meget til at overraske en helt særlig forening, der dyrker det gode samarbejde med andre. Samarbejde og fællesskab er nemlig vigtige parametre, når vi snakker innovation og nyskabelse, ligesom det også er vigtige elementer i kampen mod ensomhed, som er en vigtig sag for mig. Jeg tror på fællesskabet, og derfor ser jeg i den grad frem til at hædre årets holdspillere, siger han.

Beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF) ser også frem til at hylde det frivillige sociale arbejde med prisen Stjernen:

- Jeg glæder mig til at uddele Stjerneprisen til en af de mange frivillige odenseanske ildsjæle, der gennem flere år har gjort en stor indsats. De frivillige gør en uvurderlig forskel blandt andet på det sociale område, og det skal vi huske at anerkende. Derfor har vi i Beskæftigelses- og Socialudvalget også netop vedtaget at lave et frivilligbevis på det sociale område i samarbejde med Frivilligcenter Odense.

Og endelig har børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) fået æren af at uddele prisen Den Bæredygtige.

- Jeg er begejstret for, at bæredygtighed og langsigtede løsninger er noget af det, vi hylder. Nu sætter verdensmål også en standard for det frivillige arbejde i Odense - for eksempel i forhold til ligestilling og en grøn og retfærdig by, siger hun.

Der er samlet set blevet indstillet 80 forskellige foreninger og personer til de forskellige priser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Se listen - her skal du huske at bære mundbind

Annonce