Annonce
Sport

Odense-spiller testet positiv for anden gang: Samtidig skuffede Odense Håndbold og smed stor føring

Denne aften var der ingen tvivl om, at Tess Wester var kampens bedste spiller. Hun blev af modstanderens lejr kaldt "et plankeværk", hvilket er et kompliment for en målvogter. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Odense Håndbold leverede en ny skuffelse torsdag aften, hvor de smed en ellers komfortabel føring i anden halvleg og spillede uafgjort hjemme mod Nykøbing Falster Håndbold.

HÅNDBOLD: Odense Håndbold leverede en ny skuffelse torsdag aften.

Efter tre nederlag i træk spillede holdet uafgjort hjemme mod Nykøbing Falster.

Odenseanerne var ellers foran i store dele af kampen takket være en storspillende Tess Wester, men på mindre end ni minutter lykkedes det Odense at smide en føring på 26-21, og kampen sluttede 27-27.

Annonce

Før kampen fyldte det meget, at Odenses japanske fløjspiller Ayaka Ikehara tirsdag var blevet testet positiv for corona, hvilket er anden gang for hende i denne sæson.

Resten af spillerne testede dog negative, og selvom det kostede Odense en træningsdag onsdag, har holdet været vant til at spille uden japaneren, der på det seneste har siddet ude med en brækket næse.

Stærk brasilianer

Inden det gik helt galt for Odense sidst i anden halvleg, var der flere lyspunkter i første halvleg.

På højrefløj var Jessica Quintino i første halvleg et studie i, hvordan en højrefløj leverer offensivt.

En præstation som står i stærk kontrast til Aarhus-kampen, hvor man hørte den aarhusianske trænerbænk instruere spillerne til ”bare at lade hende skyde”.

Efter at have brændt sin første mulighed på Natasja Clausen, scorede Quintino på sit andet, tredje, fjerde, og femte forsøg i første halvleg.

Anderledes bedre havde Natasja Clausen fat i Odenses andre skytter, hvilket er med til at forklare, hvorfor stillingen var 13-12 ved pause.

Kampen kort

Ligaen, slutspil

Odense Håndbold – Nykøbing Falster Håndbold 27-27 (13-12)

Kampens gang: 1-1, 7-3, 9-6, 12-8, 12-9, (13-12), 17-15, 20-19, 23-20, 25-20, 26-23, 27-27.

Mål:
Odense Håndbold: Lois Abbingh 7, Jessica Quintino 5, Nycke Groot 5, Sara Hald 4, Mie Højlund 4, Freja Cohrt 1, Mia Rej 1.
Nykøbing Falster: Johanna Westberg 9, Sofie Flader 4, Nikita Van Der Vliet 4, Kristina ”Mulle” Kristiansen 4, Amalie Fulff Nielsen 3, Sofie Olsen 2, Lærke Nolsøe 1.

Bedste spiller:
Odense Håndbold: Tess Wester.
Nykøbing Falster: Johanna Westberg.

Udvisninger:
Odense Håndbold: 5.
Nykøbing Falster:3.

Dommere: Martin Gjeding og Per Olesen.

Tilskuere: Ingen.

Odense Håndbolds næste kamp: Torsdag 8. april klokken 20 Viborg HK – Odense Håndbold.

Annonce

Mie er tilbage

I anden halvleg viste Mie Højlund igen, hvorfor hun for nylig igen blev udtaget til det danske landshold, som hun har haft en lille pause fra grundet en fiberskade, som hun nu virker til at være over.

10 minutter inde i 2. halvleg stod stillingen 19-19, hvorefter hollandske Lois Abbingh trådte i karakter og leverede to scoringer.

Efterfølgende gjorde Sara Hald det også til 22-19, hvorefter udeholdets træner Jakob Larsen kaldte til timeout. Han er i øvrigt gift med Odenses stærke forsvarsspiller Kamilla Larsen.

Sofie Flader og de andre fra Nykøbing Falster havde godt fat i Odense Mie Højlund, men hun fortsatte bare med at levere flotte afleveringer kampen igennem. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Annonce

Dårlig slutning

Med mindre end ni minutter igen begynder Odense Håndbold pludselig at brænde den ene chance efter hinanden, og det lykkedes altså Nykøbing Falster at spise hele forspringet på fem mål.

Det sidste mål til 27-27 satte udeholdets Sofie Flader ind i de sidste sekunder, hvorfor det naturligvis var en skuffet Tess Wester, der gav interview til Sport Fyn efter kampen. Selvfølgelig på dansk.

- Vi fik jo ikke scoringerne. Jeg tror, vi brænder tre-fire afslutninger i de sidste 10 minutter og laver ingen mål. Så føler man os lidt presset i forsvaret, mens Nykøbing får ny energi. Der mangler vi lidt.

Du spiller rigtig godt i dag, hvad er det, der fungerer for dig?

- Jeg synes, at vi i første halvleg fint holder vores aftaler, selvfølgelig laver de mål, men de spiller jo også fint. Men i anden halvleg mangler vi lidt at holde nogle aftaler, og vi har noget miskommunikation. Men jeg synes, at vi til sidst har styr på det, siger Tess Wester.

Efter kampen er presset øget på Odense Håndbold, der to kampe inde i slutspillet stadig har en sejr til gode.

Det får de en ny chance til at lave om på, når holdet tager til Viborg om en uge og skal forsøge at hævne den øretæve, som Viborg uddelte i grundspillets sidste kamp, der kostede Odense førstepladsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce