Annonce
Sport

Odense-komet udtaget: Skal til EM i Italien

Simon Bak fra Cykling Odense er trods sine 19 år udtaget til U23-EM i Italien. Foto: Michael Bager
Simon Bak er efter en stærk sæson udtaget til EM i Sivelle i cykelcross den kommende weekend.

Cykelcross: Det har været et godt år for den fynske cykelcross, som startede i februar, da Bogense afholdt et vellykket VM, som blev rost af deltagerne.

Nu har den odenseanske teenager Simon Bak tilføjet endnu et kapitel til fortællingen, da det nu er officielt, at den unge rytter skal forsvare de danske farver U23-klassen til EM i Sivelle i den kommende weekend.

19-årige Simon Bak cykler til dagligt rundt på den nyligt anlagte cykelcrossbane nær Thorvald Ellegaard Arena, hvor han repræsenterer Cykling Odense.

Ifølge bestyrelsesmedlem for terræn-sportsudvalget i Cykling Odense Thor Mårtensson, så kendte man godt til den unge rytters potentiale, men at gennembruddet ville komme allerede nu, overrasker dog klubben.

- Simon Bak har længe haft potentialet til at køre med i toppen af dansk cyklecross men ingen, måske endda heller ikke ham selv, havde forventet, at han på nuværende tidspunkt ville være Danmarks absolut bedste crossrytter, udtaler Thor Mårtensson i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesmedlemmet er især imponeret over den unge rytters teknik.

- Han har trods sin unge alder et højt teknisk niveau, som mange ældre og mere rutinerede ryttere kunne misunde ham og har derudover en udholdenhed, der giver ham den afgørende fordel i de hårde og meget fysisk krævende cykle-crossløb.

Simon Bak har i denne sæson deltaget i fem løb, hvor det er blevet til fire sejre.

De to andre ryttere, som skal repræsentere Danmark i U23-klassen, er Alfred Thoft Christiansen fra ÅMK og Mads Høiberg Klinke fra Team O.B. Wiik-Dan Stillads.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Cheftræner om GOG-nedturen: Mit ansvar

Annonce