Annonce
Odense HC

Odense Håndbold: Pytlick rystede posen mod Aalborg

Odense Håndbolds Stine Jørgensen fik rigtig gang i målscoringen med 10 mål mod EH Aalborg - heraf et enkelt på straffekast. Foto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix
For at skærpe sine spillere til en kamp, som lå til Odense Håndbolds højreben, dikterede cheftræner Jan Pytlick forsvar 5-1 fra start mod bundholdet EH Aalborg. Og Pytlick skiftede lystigt ud i sin bagkæde, så alle er friske til søndagens vigtige møde i EHF Cup.

Håndbold: Det er næsten aldrig let som et tophold - og ikke mindst som et bedre hold - at møde et bundhold.

Der var reelt aldrig tvivl om, at Odense Håndbold - nummer to i ligaens grundspil - ville vinde over EH Aalborg fra bunden af rækken. Gæsterne fik lov til at have en føring på 5-4 efter 12 minutters spil, men derefter kom Odense hurtigt på 8-5 og så sig reelt aldrig tilbage, selv om tingene blev lidt op ad bakke i perioder i anden halvleg.

Med bevidstheden om en sejr i baghovedet svingede Odenses spil nemlig for meget i de sidste 30 minutter. Nordjyderne havde succes med syv mod seks, Odenses forsvar stod ikke helt kompakt, og der blev misset for mange store chancer i orange i angrebet.

Efter at være kommet foran med 10 mål kort efter pausen fik et hele tiden hårdt arbejdende Aalborg-hold kæmpet sig tilbage til minus fire - 22-26 - efter 20 minutter, før Odense-spillerne fik taget sig sammen til at lukke opgøret til den ventede lille lussing.

Annonce

Odense Håndbold-EH Aalborg 35-26 (18-12)

Kvinder, 1. division

Kampens gang: 2-1, 3-4, 10-7, 13-8, 15-9, (18-12), 21-12, 23-16, 26-19, 26-22, 31-24, 35-26.

Mål:
Odense: Stine Jørgensen 10 (1), Mie Højlund 7, Trine Østergaard 3, Freja Cohrt 3, Suzanne Bækhøj 2, Nycke Groot 2, Kathrine Heindahl 2, Nathalie Hagman 2 (1), Ingvild Bakkerud 1, Nadia Offendal 1, Kamilla Larsen 1, Tess Wester 1.
EH Aalborg: Cecilie Mørch Hansen 8 (4), Sara Kjærgsgaard 7, Anne Brinch-Nielsen 4, Ida Andersen 3, Jenny Karlsson 1, Line Berggren Larsen 1, Hanne Åhlen 1.

Bedste spiller:
Odense: Stine Jørgensen.
EH Aalborg: Sara Kjærsgaard.

Udvisninger:
Odense: 5 (Freja Cohrt 2 + 2).
EH Aalborg: 2.

Dommere: Rasmus Nedergaard Pedersen og Malene Lythje - præstation ok.

Tilskuere: 1932.

Odenses næste kamp: Søndag den 10. november: Odense-Besancon (Frankrig), EHF Cup, 3. kvalifikationsrunde, (første kamp af to).

Tre vigtige kampe

- Vi manglede de sidste 10 procent i dag, lød det fra cheftræner Jan Pytlick, der ellers havde rystet posen op til kampen for gøre sine spillere skarpere til mødet med bundholdet. I første halvleg diskede de orange således op med forsvar 5-1 med først Nadia Offendal og siden Nycke Groot skubbet frem.

- Spillerne skulle lige have noget nyt at tænke på - noget nyt at indstille sig på - så de ikke kom til at tage for let på kampen. Men rent faktisk er 5-1 også noget, jeg gerne vil have kørt ind til slutspillet, forklarede Jan Pytlick.

I starten af opgøret sparede Jan Pytlick Kathrine Heindahl, der kæmper lidt med ryggen og skulderen. Derfor stod Kamilla Larsen på stregen i både forsvar og angreb.

Jan Pytlick skiftede også lystigt løs - ikke mindst i sin bagkæde - så ingen blev kørt trætte før tre meget vigtige kampe for fynboerne. På søndag spiller Odense Håndbold sin første kamp i tredje kvalifikationsrunde i EHF Cup hjemme mod franske Besancon, onsdag gælder det sidste kamp i ligaen før VM-pausen ude mod København Håndbold, og lørdag den 16. november går det så løs med den anden kamp mod Besancon i Frankrig.

Højlund førte an

- Jeg synes, vi leverede en god første halvleg. I anden halvleg tog vi nok tingene nok lidt for let, fordi vi troede, at alt var afgjort. Men heldigvis fik vi taget os sammen til sidst, sagde Mie Højlund, der selv førte an med en stribe scoringer, da gæsterne kom for tæt på.

Topholdet Team Esbjerg vandt onsdag aften med besvær 30-26 hos Silkeborg-Voel, og Odense har på andenpladsen fortsat fire point op.

På søndag gælder det så altså Besancon i Odense Idrætshal - i øvrigt samtidig med, at GOG spiller Champions League-opgør mod svenske Kristianstad i Jyske Bank Arena - og den samlede vinder går videre til gruppespillet i EHF Cup med start i begyndelsen af januar.

- Vi vil meget gerne i gruppespillet. Vi skal spille op til vort bedste, for Besancon er et stærkt hold. Jeg ville selvfølgelig helst have sluttet af hjemme, men nu må vi sørge for at få et godt udgangspunkt på søndag for turen til Frankrig, fastslog Jan Pytlick.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Cheftræner om GOG-nedturen: Mit ansvar

Annonce