Annonce
Erhverv

Odense-firma fik minus på 200 millioner: - Det går som planlagt

Onrobots direktør Enrico Krog Iversen behøver ikke at være presset af endnu et kæmpestort underskud, for han havde advaret ejerne om det, allerede før de købte deres aktier. PR-foto: Nils Lund Pedersen, Onrobot
Fynske Onrobot fik endnu et gigant-underskud i 2020. Men det er helt efter planerne, forsikrer virksomheden, som også vil levere blodrøde tal i år.

Odense: Hvis man får uro i maven af underskud på flere hundrede millioner kroner, skal man ikke investere i Onrobot, der har hjemme ved Nyborgvej i det østlige Odense. Et helt nyt regnskab fra virksomheden viser, at 2020 også endte med et kæmpeminus - og der er flere på vej.

Det nye underskud blev på 206 millioner kroner før skat. Det er lidt mindre end året før, der endte på -230 millioner kroner, men det vil sandsynligvis alligevel blive et af de fem største underskud på Fyn i år.

Med det nye resultat har Onrobot i alt tabt 537 millioner kroner i dets seks år korte levetid. Pengene er gået til i høj hastighed at opbygge en virksomhed, der skal være den førende i hele verden på sit område - udstyr og værktøj til robotter.

Annonce


Det giver selvfølgelig en høj risiko, men gevinsten ved at vokse hurtigt er også stor for os.

Enrico Krog Iversen, direktør og medejer, Onrobot


Nogle af de store summer, som investorerne villigt har skudt ind, er gået til opkøb af andre virksomheder med interessante produkter, andre er udbetalt som lønninger til udviklere, der får den efterhånden store produktliste til at virke på tværs af en lang række forskellige robotfabrikater og mange, mange penge er brugt til ansættelse af sælgere og etablering af lokale afdelinger 13 steder i verden.

Mange ansatte

Det har ført til, at den unge virksomhed allerede sidste år i gennemsnit beskæftigede 165 personer heraf omkring 60 i på hovedsædet i Odense.

Onrobot A/S

Hjemsted: Odense SØ

CVR-nr.: 36492449

Direktion: Enrico Krog Iversen

Bestyrelse: Ulrik Jørring (formand), Helena Yli-Renko, Helle Priess, Nicolai Fink Gundersen, Lars Rønn

Ejere: Vækstfonden (25-35 pct.), Summit Partners (5-10 pct.), Opto One (5-10 pct.), Enrico Krog Iversen, Birgitte Krog Iversen

Regnskabstal 2020 (2019 i parentes)

  • Bruttofortjeneste: -51 millioner kr. (-78)
  • Resultat af drift: -202 millioner kr. (-226)
  • Resultat før skat: -205 millioner kr. (-229)
  • Resultat efter skat: -198 millioner kr. (-229)
  • Egenkapital: 271 millioner kr. (292)
  • Antal ansatte: 165 (155)

Selv om tallene ser slemme ud, bærer de mange anstrengelser faktisk frugt. Det er ikke lykkedes at få kontakt til direktør Enrico Krog Iversen, men han har tidligere fortalt, at omsætningen i 2020 steg med 50 procent. På grund af coronaen var det mindre end det oprindelige mål, men væksten accelererede hen over året, og i efteråret blev der hver måned solgt dobbelt så meget som i samme måned året før. Hvis den udvikling fortsætter, vil omsætningen vokse meget kraftigt i 2021.

Det betyder, at det er til at se en ende på perioden med store underskud. I år vil underskuddet ifølge regnskabet blive på 100-180 millioner kroner, men i 2022 vil man opleve de første måneder uden minus, og i 2023 skulle det første overskud for et helt år ifølge planerne manifestere sig.

Annonce

Overskud i 2023

Den kraftige udvikling er blevet finansieret af en lang række investorer, der løbende har købt aktier for i alt 932 millioner kroner - seneste indskud skete i marts, da der blev tilført 118 millioner kroner.

Dengang sagde Enrico Krog Iversen, at de nye penge ville være nok til at holde virksomheden kørende, indtil salget kan finansiere alle udgifterne fra engang i 2022. Ifølge det nye regnskab lå der 164 millioner kroner i kontanter i kassen ved årsskiftet - siden er de nævnte 118 millioner kroner kommet til.

På billedet er Onrobots udstyr i brug hos en amerikansk producent af maskinudstyr, Tomenson Machine Works i Chicago. PR-foto: Onrobot

Det største enkeltbeløb er kommet fra det statslige Vækstfonden, der ejer 25-35 procent af aktierne. Ellers er det en meget bred gruppe af mindre investorer, der har skudt penge ind - ud over Vækstfonden er der kun to aktionærer, der ejer mere end fem procent af aktierne.

Ifølge direktøren har de store underskud ikke bekymret de mange aktiekøbere:

- Det er helt som planlagt, og vores investorer har været helt klar over det på forhånd. Det giver selvfølgelig en høj risiko, men gevinsten ved at vokse hurtigt er også stor for os, sagde direktør Enrico Krog Iversen, der selv er medejer, sidste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Møder massiv kritik: Ingen vil have jobbet - nu søger kommune politibetjente til at passe voldsom og autistisk borger

Annonce