Annonce
Fyn

OB virker på desperationens rand

Randers FC's Alhaji Kamara scorer til 1-0, da Oliver Lund har fedtet bolden væk i en let tæmning. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Først da der var skiftet fire-fem mand ind begyndte OB at røre på sig, men tabte igen i Randers og mod en direkte konkurrent,
Annonce

Fodbold: Det vrimlede denne fredag med amerikanske helligdage af alskens slags med både sorte fredage og udskårne græskarmænd.

OB'erne tog hjem som udtørrede græskarmænd og endte med at have en sort fredag af den slags, som har luret alt for længe som en skygge over det fynske spil. Det var svært at spore vinder-attituder på det hold, der var havnet i Kronjylland og nu truer den kendsgerning, at OB alt for tidligt melder sig ud af kampen om top seks. Det er pinligt.

OB var kommet til Randers uden den skadede Jørgen Skjelvik og efter få minutters spil begyndte spilstyrer Jens Jakob Thomasen at humpe rundt og blev så endelig skiftet midt i halvlegen til fordel for Moses Opondo, så Troels Kløve skulle falde ned og være den mest defensive centralt på banen.

Men Randers havde også måttet skifte Tosin Kehinde, der var gået i stykker under opvarmningen.

OB virkede noget ramt og automatismerne i kombinationerne var under niveau og det samme var indlæggene fra Ryan Johnson Laursen og i modsatte side virkede Skjelvik-afløser Oliver Lund temmelig rusten.

Det var tydeligt, at Ayo Okosun skulle sørge for at komme med helt frem i feltet og havde da også en fin headechance i begyndelsen mod hjemmeholdet, der mødte OB'erne ved midten og lod dem spille bagfra.

Mads Frøkjær-Jensen forsøgte med sit stort anlagte spil, men virkede underligt hæmmet og havde et par afleveringer på tværs, der efter få sekunder startede et Randers-angreb og siden et skift, der røg direkte ud over sidelinjen.

Og sådan var det hele vejen rundt. OB'erne virkede usikre og de mange fejl gjorde det nemt for Randers-gutterne at forsvare.

OB var farligst, når man bare droppede en bold ind i feltet og på den måde opstod halvlegens største fynske chance, da Issam Jebali sparkede lige over krydset.

Men så kom OB'erne på bagkant.

Fra venstre trak Ådalens gamle søn Mathias Greve ind mod midten, mens sportschef Michael Hemmingsen advarende råbte fra tribunen:

- Frø, Frø, Frø, FRØ....!

Han var nervøs for at Mads Frøkjær-Jensen ikke så, hvad der kom bag ham. Men faren lurede et andet sted. Greve forsøgte at spille indenom Oliver Lund, der missede tæmningen af bolden, så den røg hen til en helt fri Kamara. Lund forsøgte at hive lidt i blusen på manden fra Sierra Leone - forgæves. 1-0 til Randers på en teknisk fejl.

Oliver Christensen havde også virket lidt nervøs ved et par afspil, der næsten blev blokeret og gik lige til stregen, da han strøg ud og væltede Marvin Egho. VAR-rummet tjekkede, om der var straffespark, men sagde nej.

Der var intet at sige til, at Randers førte ved pausen, for OB var et forkrampet kobbel.

Annonce

Skiftede til 4-4-2

Jakob Michelsen blæste til modangreb og skiftede fra 4-3-3 til 4-4-2.

Der blev talt meget om at udnytte rummet bag Randers-låsesmeden André Rømer. Det blev vist aldrig udført.

I stedet fik OB's landsholdsmålmand vist både sine styrke og sin svaghed indenfor få minutter. En sløset Mads Frøkjær-Jensen mistede en bold i eget felt, så Mistrati kunne sparke hårdt mod bageste stolpe, hvor Oliver Christensen mirakuløst nåede ud.

Lidt efter fik Randers hjørnespark med 18 mand parkeret foran OB-keeperen, der først boksede lidt væk og siden puffede bolden lige hen til Frederik Lauenborg, der sagde tak og sparkede bolden i kassen til 2-0.

Så gad Jakob Michelsen ikke se mere på sine bovlamme angribere. Emmanuel Sabbi havde tordnet et fint Opondo-oplæg i retning af Gudenåen, så både han og en tam Jebali blev taget ud til fordel for den islandske tank Gudjohnsen og den hurtige pil Mikkel Hyllegaard.

Jeppe Tverskov fik en skade og gik ud sammen med Mads Frøkjær-Jensen, der var en skygge af sit potentiale.

Netop som Jakob Michelsen dirigerede rundt på samtlige spillere på græsset, fik Oliver Lund kværnet sig igennem til en reducering ni minutter før tid.

Men det mere fysiske udtryk kom for sent og OB får svært ved at indfrie forventningerne og det er allersidste udkald mod AaB i Odense på fredag.

Kampen Kort

Superligaen, Randers FC-OB 2-1 (1-0)

Mål: 1-0 Al-Hajdi Kamara (35) spilles fri af en dårlig tæmning fra Oliver Lund og scorer, 2-0 Frederik Lauenborg (48) scorer efter to forgæves forsøg fra Oliver Christensen på at puffe bolden væk, 2-1 Oliver Lund (81) scorer efter to forsøg.

Advarsler: Kasper Larsen OB og André Rømer, Randers (90+4)

Randers FC (4-4-2) Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Simon Graves, Erik Marxen, Jeppe Lauridsen - Mathias Greve, André Rømer  Frederik Lauenborg, Vito Hammershøj-Mistrati (72. Tobias Klysner) - Marvin Egho (82. Bassala Sambou), Al-Hadji Kamara (87. Mathias Nielsen).

OB (4-3-3) Oliver Christensen - Ryan Johnson Laursen, Kasper Larsen, Jeppe Tverskov (70. Marco Lund), Oliver Lund - Ayo Okosun, Jens Jakob Thomasen (22. Moses Opondo - karakter: 4), Troels Kløve - Emmanuel Sabbi (63. Mikkel Hyllegaard), Issam Jebali (63. Sveinn Aron Gudjohnsen), Mads Frøkjær-Jensen (70. Aron Elís Thrandarson).

Bedste spillere: Randers FC:  Erik Marxen OB: Kasper Larsen

Tilskuere: 350

Dommer: Aydin Uslu - karakter: 7

Næste kamp: Fredag 19.00, OB-AaB, Superligaen

Karakterer: Oliver Christensen 4 - Ryan Johnson Laursen 4, Kasper Larsen 4, Jeppe Tverskov 4, Oliver Lund 02 - Ayo Okosun 02, Jens Jakob Thomasen - , Troels Kløve 02 - Emmanuel Sabbi 02, Issam Jebali 00, Mads Frøkjær-Jensen 00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

De lovede, det ikke ville ske: Birgit bliver blændet væk fra sin terrasse af solvarmepark

Annonce