Annonce
Sport

OB-midt ærgerlig ovenpå pointdeling: Vi skulle have vundet

Jens Jakob Thomasen - her i kamp mod AGF tidligere på sæsonen - ville have alle tre point med hjem til Odense. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Jens Jakob Thomasen var efter 1-1-kampen mod Sønderjyske trist over, at det ikke lykkedes for OB at udnytte momentum og store chancer bedre.

FODBOLD: OB måtte nøjes med det ene point i torsdagens udekamp mod top 6-konkurrenten Sønderjyske.

Efter at være kommet bagud 0-1 lagde fynboerne pres på sønderjyderne, og det resulterede i udligningen ved Issam Jebali med godt og vel et kvarters tid tilbage på uret.

Efter kampen var OB's midtbanespiller Jens Jakob Thomasen ærgerlig over, at de stribede ikke gjorde arbejdet færdigt.

Annonce

- Hvis der var nogen, der skulle have vundet, så var det os, men 1-1 er nok et fair resultat. Jeg synes, vi havde de største chancer - særligt i anden halvleg. Vi er sindssygt ærgerlige over, vi ikke får tre point, for den lå til os, siger Jens Jakob Thomasen til Sport Fyn.

Banen på Sydbank Park var som forventet i yderst dårlig stand. Det gjorde ikke tingene nemmere for de fynske gæster.

- Det besværliggjorde da arbejdet, at banerne er, som de er lige for tiden. Det gør, at man skal bruge længere tid på bolden og bruge flere berøringer, fordi man hele tiden skal være opmærksom på, om bolden er ved at hoppe over fødderne på dig. Så man kan ikke bruge så meget af tiden på at orientere sig.

Kaptajn Drachmann ændrede tingene

Efter en sløj første halvleg blev blandt andet anfører Janus Drachmann sendt på banen, og det havde stor betydning for OB.

- Janus kom ind med en sindssygt god arbejdsindsats og med meget vokal på. Han var med til at booste holdet med hans gejst, siger Thomasen og fortsætter:

- Og så har mig og Janus altid spillet godt sammen, så det var rigtig positivt. Spillet blev bedre i anden halvleg, og det havde Janus og de andre indskiftere en stor andel i.

Fynboerne sad på hele spillet fra Sønderjyskes føringsmål ti minutter inde i anden halvleg og frem til Jebalis udligning. Dog havde de problemer med at komme frem til de helt store chancer.

- Det kræver noget at have momentum, og det synes jeg, vi havde, og det er stærkt i sig selv. Om vi så kom frem til nok store chancer, det ved jeg ikke - måske ikke, slutter Thomasen til Sport Fyn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce