Annonce
Erhverv

Nyt stort butiksområde på vej i Svendborg:  Plads til byggemarkeder, fastfood-restauranter og meget andet

Det nye butiksområdet skal ligge tæt på motorvejen til Odense. Grafik: Mikkel Damsgård Petersen
Svendborg Kommune planlægger at etablere et stort nyt butiksområde ved motorvejen. Der bliver plads til byggemarkeder, møbelforretninger, hvidevarerforretninger og andre større forretninger - dog ikke dagligvarebutikker. Borgmester Bo Hansen (S) tror ikke, at det nye butiksområde kommer til udpine bymidtens forretninger.

Svendborg: Det kniber med pladsen til store forretninger i Svendborg, og derfor er Svendborg Kommune gået i gang med at planlægge et nyt stort butiksområde, som skal ligge for enden af Odensevej klos op ad motorvejen.

Butiksområdet, som allerede har fået øgenavnet "Cigaren", fordi grunden har en lang og lidt buet form, skal huse større udvalgsforretninger som for eksempel byggemarkeder, møbelforretninger, tv- og radioforretninger, hvidevarerforretninger og andre udvalgsforretninger.

Borgmester Bo Hansen (S) forklarer, at det nye butiksområde bliver en pendant til Svendborg Storcenter, som i dag huser blandt andet Harald Nyborg, Elgiganten, Ilva og Jysk.

- Vi ønsker at skabe plads til nogle af de butikker, som har vist interesse i at komme til byen, som har haft svært ved at finde et egnet sted. Det kunne for eksempel være Biltema eller nogle af de andre store kendte butikskæde. Jeg forestiller mig, at det bliver et butiksområde med mange forskellige udvalgsbutikker, og at der også kommer nogle fastfood-restauranter og en tankstation samt en el-ladestation, forklarer han.

Det er til gengæld udelukket, at der kommer dagligvarebutikker i det nye butiksområde.

Kommunen har hyret Institut for Center-planlægning til at lave en rapport over fordele og ulemper ved det nye butiksområde. Rapporten er sendt i høring sammen med den nye kommuneplan.

I rapporten anslås det, at det nye område, som er på 113.000 m2, kommer til at rumme et samlet butiksareal på 60.000 m2. Det foreslås, at butikkerne skal være på mindst 1000 m2 og højst 15.000 m2.

Ifølge rapporten forventes det, at nogle af de butikker, som i dag ligger i området ved Svendborg Storcenter, vil flytte ud til det nye butiksområde. Det bekymrer dog ikke borgmesteren.

- Jeg ved, at der er flere forretninger i Svendborg, som gerne vil udvide, og som derfor vil være interesseret i at leje en af de forretninger, som er ved Svendborg Storcenter. Det er klart, at et nyt butiksområde ved motorvejen vil skabe en flyttekæde, men jeg tror ikke, at det kommer til at efterlade ledige lejemål ved Svendborg Storcenter, siger han.

Annonce

Først realiseret om flere år

Han er heller ikke bekymret for, at det nye butiksområde får konsekvenser for handelslivet i Svendborg centrum.

- Vi er meget optaget af at beskytte detailhandlen i centerbyen. Jeg tror ikke, at de forretninger, som kommer i det nye butiksområde, vil være en konkurrenter til de butikker, der er i midtbyen. Vi har jo allerede et eksempel, som vi kan lære af - nemlig Svendborg Storcenter. Jeg synes ikke, at storcenteret har haft konsekvenser for handlen i midtbyen, siger han.

Fakta om det nye butiksområde ved Svendborg

Det nye butiksområde, som bliver kaldt for "Cigaren", ligger for enden af Odensevej tæt på motorvejen og Svendborg Fjernvarme.

Området er på 113.000 m2, og det forventes, at butikkerne kommer til at dække i alt 60.000 m2. Butikkerne skal være på mindst 1000 m2 og højst 15.000 m2.

Butikkerne, som påtænkes at etablere sig i området, kan for eksempel sælge: boligudstyr, tv- og radio, hårde hvidevarer, byggematerialer, dyreartikler og køkkener.

Der bliver ikke plads til dagligvarebutikker.

I rapporten, som er lavet af Institut for Center-Planlægning, anslås det, at det nye butiksområde i 2026 vil have en årlig omsætning på 342 millioner kroner.

Det anslås også, at en årlig omsætning på cirka 115 millioner kroner vil blive flyttet fra Svendborg Storcenter til det nye butiksområde.

Endvidere anslås det, at butikkerne i Svendborg bymidte vil miste en omsætning på 6 procent - svarende til 22 millioner kroner - på grund af mindre salg af boligudstyr.

Og sidst men ikke mindst anslås det, at det nye butiksområde ved Odensevej til tage noget af handlen i butiksområdet ved Odense SØ. Det anslås, at Odense SØ vil miste en omsætning på 103 millioner kroner svarende til tre procent.

Flemming Madsen (S), som er formand for Teknik- og Erhvervsudvalget, forventer, at kommuneplanen vil blive vedtaget på byrådsmødet i juni.


Derefter skal der laves en lokalplan for området, for der eksisterer ikke nogen nu. Derfor kan det godt tage flere år, før der kommer butikker i det nye område ved motorvejen.

Flemming Madsen (S), formand for Teknik- og Erhvervsudvalget


- Derefter skal der laves en lokalplan for området, for der eksisterer ikke nogen nu. Derfor kan det godt tage flere år, før der kommer butikker i det nye område ved motorvejen, siger han.

Størstedelen af jorden, som skal udlægges til butiksområde, er privatejet. Det er derfor op til lodsejerne at beslutte, om de vil sælge deres jord til sultne butiksgiganter.

- Det kan vi ikke blande os i. Det er en forhandling, som skal ske mellem lodsejerne og forretningerne, siger Bo Hansen.

Fyns Amts Avis ville gerne have talt med direktøren for Biltema, Jacob Borring Møller, som tidligere har vist interesse i at åbne en forretning i Svendborg. Direktøren er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Aflyst boligmesse blev startskuddet for et år med corona på Sydfyn: Da han tændte telefonen, var verden på den anden ende

Erhverv

Flere boliger solgt på Strynø

Annonce