Annonce
112

Nyt problem: Fynbus havde for mange passagerer

Fynbus. Arkivfoto: Michael Bager

Svendborg: Fynbus kæmper generelt med faldende passagertal i selskabets busser, men indimellem kan problemet godt være det modsatte.

Således var der alt for mange mennesker, der ville med på en natbus fra Svendborg omkring klokken 01.53 natten mellem fredag og lørdag. Det oplyser Fyns Politi, som blev tilkaldt for at få nogle af passagererne til at stå af igen.

Bussen var en rute 930 N, der skulle køre fra Svendborg Banegård til Faaborg.

Kommunikationskonsulent Mikkel Henriksen fra Fynbus fortæller, at chaufføren ikke kunne køre, fordi det var uforsvarligt.

- Der var så mange mennesker, at han ikke havde ordentligt udsyn, og så er det helt korrekt af ham ikke at køre. Der er et maksimalt antal passagerer, som en bus må køre med, men derudover er det også op til chaufførens vurdering af den konkrete situation, om han kan køre forsvarligt. Han skal for eksempel kunne se spejlene på bussens højre side, siger Mikkel Henriksen.

- I nat bad chaufføren nogle af passagererne om at stige af igen, men det ville de ikke, og derfor kørte han ikke. I stedet tilkaldte han politiet, der fik nogle af de mange mennesker til at forlade bussen. Det skete roligt, og ingen fik bøder, siger han og tilføjer, at den slags situationer opstår meget sjældent.

De afviste passagerer kunne faktisk bare have taget en taxa.

- Vores rejsegaranti giver passagerer ret til at tage en taxa på vores regning, hvis der ikke er plads til dem i bussen, og der er over 20 minutter til den næste, siger Mikkel Henriksen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce