Annonce
Langeland

Nyt på Langeland: Øreakupunktur til alle

Dorte Andersson, Berit Voigt og Vicki Bay Elian tilbyder øreakupunktur i Frivilligcentret. Foto: Gitte Kjeldal
NADA-caféer breder sig som ringe i vandet og etableres nu på Langeland af tre sygeplejersker, der vil tilbyde øre-akupunktur til alle langelændere

De kan ikke kurere sygdomme, og de lover ikke, at det nødvendigvis hjælper alle, men de tre sygeplejersker Dorte Andersson, Vicki Bay Elian og Berit Voigt har efterhånden mange erfaringer med øreakupunkturen som en hjælper mod fx søvnløshed, stress, natlige mareridt, angst eller en hjælp til syge, demente og døende til at få en anelse mere ro.

-Det er ikke meningen, vi skal tjene penge på behandlingen, det er en social ting, som vi gerne vil give til de, der vil have det. Og det er tanken bag NADA, at ingen skal tjene penge på det. De tredive kroner, det koster, går til materialer, forklarer Dorte Andersson.

Det er Dorte Andersson, der først stiftede bekendtskab med øre-akupunktur.

- Min søn var tidligere i behandling under psykiatrien og fik der øre-akupunktur. Det fjernede hans natlige mareridt og gav ham en ordentlig søvn. Da han ikke længere var i psykiatrien, tog jeg et kursus, så jeg kunne give han øreakupunktur, og det gør jeg med mellemrum. Men jeg har hjulpet andre blandt andet med søvnproblemer eller eksamensangst, fortæller Dorte Andersson, der i sin begejstring over metoden har lokket de to andre sygeplejersker med i arbejdet.

Vicki Bay Elian tænkte i første omgang, at øreakupunkturen var noget hokus-pokus. I dag ville hun ønske, hun kunne bruge det i sit arbejde som sygeplejerske.

- Jeg ville gerne kunne bruge det til demente. Det kan give dem mere ro. Men vi må ikke bruge det, selv om jeg er sikker på, det ville kunne begrænse medicinforbruget. På Hospice Sydfyn bruger man det både til døende, men også til de pårørende, og det giver ro i en svær situation, forklarer hun.

- Behandlingen er en nonverbal behandling, man skal altså ikke komme og fortælle om sine skavanker eller krænge sin sjæl ud. Man får fem små nåle hvert øre og skal sidde med dem i tre kvarter. Hvis man ikke kan have nåle i ørerne, findes der små kugler, der kan sættes på øret med englehud på de samme punkter, forklarer Dorte Andersson.

- NADA er en forkortelse for National Acupuncture Dextoxification Association (National Akupunktur Afgiftning Sammenslutning). Øreakupunktur har været brugt af psykologer i psykiatrien. Desuden bruger flere kommuner bruger metoden i misbrugsbehandling. Det er også brugt i krisesituationer som fx efter katastrofen i World Trade Centeri 2001.

De tre langelandske sygeplejerske kommer ikke til at behandle misbrugere eller psykisk syge i deres tilbud i Frivilligcenteret.

-Det kræver langt mere målrettet behandling. Vores tilbud er et tilbud til alle over 15 år, som kan hjælpe med at skabe lidt ro til selv at arbejde med de småskavanker, vi allesammen har, siger de.

De tre sygeplejersker har alle taget NADA-uddannelsen og tilbyder mandage og torsdage fra 16-18 akupunkturbehandlingen i Frivilligscenteret i Rudkøbing med start den 7. november. Det koster 30 kr. pr. behandling.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Royale besøg af politiet er ikke godt nok

Gennem et par uger har vi på Fyns Amts Avis fortalt om den stigende bekymring, der er på Langeland over det, der opleves som mangelfuld tilstedeværelse. Sagen begyndte i denne omgang ved at vi på avisen undrede os over, at der i en periode i september og oktober ikke var offentliggjort døgnrapporter fra Langeland. Vi kunne med andre ord ikke se, hvad der var sket af stort og småt for ordensmagten på øen - og selvom man så kan forledes til at tro, at der intet kriminelt sker, så var det dog ikke vores første tanker. Det viste sig da også, da vi begyndte at undersøge det nærmere, at der faktisk var sket forskellige ting, som det måske havde været rart for langelænderne at høre om og følge op på. En ung kvinde var faldet syv meter ned fra et stillads - et sted, hvor der i øvrigt tit var klaget over megen uro med forskellige konsekvenser for naboerne til følge. Det er langt fra sikkert, at det, der er sket på Langeland i nævnte periode, er hverken værre eller bedre end det, der sker andre steder. Men det er indiskutabelt et problem, at man ikke ved, hvad der sker, at borgerne bliver utrygge og at en masse forkert viden spreder sig. Kort sagt er det vejen mod et samfund, der ikke hænger ordentligt sammen, og selvfølgelig skal der fokus på det, så den sammenhængskraft kan genoprettes. Det store spørgsmål er så, hvordan det sker. Som det ses i dagens udkomme, taler vi med langelænderne om det, og det, vi møder, er ikke vrede og raseri. Det er nærmere opgivenhed med en række konkrete eksempler på mangelfuld tilstedeværelse af politiet. Lige nu endda flere steder på kanten af apati hos langelænderne. Flere har opgivet troen på, at det bliver bedre - og at det alligevel ikke nytter noget. Og det er faktisk noget af det allermest farlige ved situationen, som den er nu. Ved politireformen og de følgende ændringer de senere år er det ligesom blevet accepteret, at hver kommune ikke behøver have fast tilstedeværelse af politi. Det kan godt styres centralt fra - for eksempel også med et politi fra Svendborg, der så tre gange i døgnet skal patruljere på Langeland - de besøg, som vittige sjæle kalder royale besøg. Men som det siges meget klart fra langelænderne: Det ønsker vi ikke. Vi ønsker daglig og fast tilstedeværelse af politiet. Vi ønsker politi med lokalkendskab og et politi, der også laver forebyggende arbejde. Åbenmundede betjente, der også er politisk valgt til at tjene folket, tager heldigvis bladene fra munden i de her uger og fortæller om konsekvenserne, som de ser dem. Med andre ord: Lyt! Lyt til langelænderne, lyt til betjentene. Og overvej lige følgende spørgsmål: Er det ikke helt relevant og konstruktiv kritik, der kommer her? Bør politiet ikke selv tage ansvar og få ændret de beslutninger, der har ledt os ud på denne vildvej her på kanten af udkanten? Er konsekvenserne ved ikke at gøre noget ikke langt større end problemerne ved at erkende, at den nuværende situation faktisk ikke er holdbar? Læs selv dagens artikler og lad os gerne høre svarene.

Annonce