Annonce
Svendborg

Nyt og energivenligt lys over Svendborg

6000 energikrævende lygtepæle har fået energivenlig LED-belysning. Foto: Jens Thybo
Lygtepælene i Svendborg Kommune er blevet klimavenlige. Svendborg Vejbelysning, som er en del af Vand og Affald, har skiftet til LED-belysning på halvdelen af kommunens lygtepæle. Det har i løbet af de seneste seks år givet en besparelse på 1,2 millioner kWh, svarende til 350 ton CO2.
Annonce

Svendborg: De gør normalt ikke så meget væsen af sig, faktisk lægger vi mest mærke til dem, når de ikke virker: Lygtepælene. Men især på denne tid af året er de med til at gøre det trygt at færdes i mørket for både gående, cyklister og bilister.

Tilbage i 2012 var mange af kommunens i alt 12.500 lygtepæle både forældede og nedslidte, og halvdelen af kommunens belysningspark havde et alt for stort energiforbrug. Det var derfor nødvendigt at gøre en større indsats på området, fortælles det i en pressemeddelelse.

Svendborg Kommune besluttede derfor at udskifte armaturer i en del af lygtepælene til nye energivenlige af slagsen. Det arbejde er nu slut, og 6000 energikrævende armaturer er skiftet til nye, energivenlige LED-armaturer med en energibesparelse svarende til 1,2 millioner kWh eller 350 ton CO2.

Det har givet andre gode sidegevinster, da de nye LED-pærer giver et bedre lys på vejen og er dermed med til at skabe mere tryghed. Samtidig har æstetikken fået et løft, idet de gamle træ- og gittermaster er udskiftet til nye rørmaster, og de sidste luftledninger er gravet ned.

- Jeg er meget tilfreds med resultaterne af belysningsplanen, siger Flemming Madsen, formand for Svendborg Vejbelysning i pressemeddelelsen.

- Det er en fornøjelse at se de flotte resultater og det løft, den nye vejbelysning giver til vejene i Svendborg Kommune. Samtidig har vi sænket energiforbruget, og besparelsen på elregningen er med til at finansiere udskiftningen af de mange armaturer, siger han.

Kort om belysningen

Svendborg Kommune vedtog i 2013 en plan for belysning på alle offentlige veje og stier.

Planens overordnede målsætninger er at give tryghed og komfort i de mørke timer, forskønne omgivelserne og begrænse energiforbruget ved belysningen.

Fra 2014-2020 er cirka 6000 energikrævende lygtepæle udskiftet til LED-belysning.

Det har fra 2013-2019 givet en energibesparelse på 1,2 millioner kWh, svarende til 350 ton CO2.

Energibesparelsen ved udskiftningen til LED-belysning er med til at finansiere omkostningerne til nye armaturer.

Svendborg Vejbelysning/VA fortsætter med at skifte til nye LED armaturer, men i lavere tempo, da de resterende lygtepæle allerede har energibesparende lyskilder.

Kilde: Vand og Affald

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Fordrukken kvinde sov på perron

Annonce