Annonce
Erhverv

Nyt fra Svendborgs erhvervsliv - med røde tal på udsolgt festival

Lars Skovmand Aagaard (i midten) kan konstatere, at fint vejr og udsolgt ikke er garanti for økonomisk succes. Selskabet bag Hansted Live i Krøyers Have kom nemlig fra 2018/2019 med underskud. Foto: Kasper-Emil Tornfeldt

- Det var noget lort, vi fik lavet, men vi havde godt vejr til det, skal det fynske folketingsmedlem Jens Peter Jensen (V) engang have sagt, og udsagnet passer ikke helt skidt på regnskabsåret 2018/2019 i Hansted Live ApS.

For vejret var bestemt med, da selskabet holdt en udsolgt festival i Krøyers Have i juli 2019, men det kan bare ikke umiddelbart ses på bundlinjen. Underskuddet på 91.000 kroner før skat har da også fået skudsmålet "utilfredsstillende" i ledelsesberetningen, og det er Lars Skovmand Aagaard, Svendborg, der ejer flest anparter i selskabet. I ejerkredsen er desuden svendborgenserne Daniel Eghøj Pil, Nick Østergaard Jensen, Thomas Bimler Højris og Martin Christiansen.

Røde tal på bundlinjen er der også i et andet Lars Skovmand Aagaard-selskab, som han har sammen med Thomas Andersen, Svendborg. Det hedder Vinsted ApS og driver vinbar på Klosterplads i Svendborg, og underskuddet lyder på 62.000 kroner før skat. Ifølge ledelsesberetningen er det som forventet, og endelig har Lars Skovmand Aagaard også fået gjort status over 2018/2019 i et tredje selskab, Run R ApS. Det står for driften af værtshuset Hansted i Vestergaard og kom fra året med et minus på 28.000 kroner før skat, og så hører det med, at Arne Skovmand Christensen, Svendborg, ejer 20 procent af anparterne i dét selskab, og at resultatet ifølge ledelsesberetningen er utilfredsstillende.

Til gengæld spandt Pind J. Design ApS i en vis forstand guld på guld i 2018/2019. I hvert fald kom selskabet, som driver guldsmedeforretning i Gerritsgade og selv designer og fabrikerer smykker, fra regnskabsåret med et overskud på 362.000 kroner før skat, og det er der tilfredshed med, kan man læse i ledelsesberetningen. Thomas Pind Jørgensen, Rudkøbing, og Peter Valdemar Pind Jørgensen, Svendborg, ejer selskabet med de 19 ansatte, og egenkapitalen er opgjort til 2,1 millioner kroner.

Endnu bedre er 2018/2019-bundlinjen i JBM Byg ApS, som har adresse på Birke Alle på det vestlige Thurø og har en håndfuld menneskebørn på lønningslisten. Et overskud på 1,4 millioner kroner før skat var, hvad det blev til, og det fremgår ikke, om ejer og direktør Jan Berndt Madsen, Thurø, er tilfreds med resultatet. Men det betyder da, at egenkapitalen i hans holdingselskab har rundet fem millioner kroner, og så hører det med, at JBM Byg varetager alle slags byggeopgaver og ofte optræder i hovedentreprenørens rolle.

Vi runder af med nok et håndværkerfirma med sorte tal på bundlinjen, nemlig Sydfyns Byggefirma ApS på Færgegårdsvej i Vindeby. Resultatet i den fem ansatte store virksomhed blev et plus på 238.000 kroner før skat, og det er tilfredsstillende, hedder det i ledelsesberetningen. Chris Dam Jensen, Tåsinge, ejer virksomheden og er også dens direktør. /finn

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce