Annonce
Langeland

Nyt forslag til at fjerne risiko for skader på Rudkøbing Havn: Gamle fendere fra Bagenkop kan genbruges

Jan Olsen ved en af de fire fendere i det gamle leje i Bagenkop Havn til Kielfærgen. Konstruktionerne er i god stand og brugbare. To eller måske blot en enkelt fender kan være en sikker løsning på Kongekajen i Rudkøbing, vurderer han. Foto: Michael Lorenzen
De fire fendere fra det gamle leje til Kielfærgen er i brugbar tilstand og udgør stor værdi, mener tidligere smedemester Jan Olsen.

BAGENKOP: Langeland Kommune har få penge, og man kan lige så godt strække dem bedst muligt.

Det mener tidligere smedemester Jan Olsen, der er medlem af Bagenkop Erhvervsforening og er foreningens repræsentant i Langeland Havneråd. Det er ham, som står bag forslaget om at genbruge fendere fra færgelejet i Bagenkop, hvor Kielfærgen lagde til og sejlede fra.

Fenderne er fastmonteret på solide betonblokke på kajen. I øvrigt består konstruktionen af et "stativ" af et materiale, der kan give sig, og yderst stålplader, belagt med gummi.

- Når de kunne holde til Kielfærgen, som var et solidt fartøj, så kan de også klare Ærøexpressen. Jeg kender ikke den præcise værdi, men du får ikke en enkelt for under 100.000 kroner magen til fenderne i Bagenkop Havn, siger Jan Olsen, som samtidig driver firmaet Langeland Touristik med udlejning af både og feriehuse, en fiskeshop med videre.

Annonce

Jan Olsen kom til Bagenkop i 1966 og har udført adskillige arbejder på havnen, herunder til Langeland-Kiel færgen. Det var blandt andet billetkontor og faciliteter til passagerer, inden de kunne gå ombord.

Jan Olsen vurderer, at det ikke er nødvendigt med alle fire fendere. Den ene er i øvrigt "kapslet" ind af en trætrappe og -platform til udspring i forbindelse med det kommende Shores-projekt.

- Hvis den skulle bruges, så kunne man altid pille trappen og platformen ned først, men det vil være nok med to af disse fendere i Rudkøbing. Jeg vil endda tro, at en enkelt vil kunne gøre det, tilføjer Jan Olsen.

- Måske skal de lige tilpasses, men det vil man sagtens kunne, og det vil da være hul i hovedet ikke at bruge fenderne. Så har man da de sparet nogle penge, man har hårdt brug for andre steder, siger den tidligere smedemester, som naturligvis håber, at hans idé bliver ført ud i livet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce