Annonce
Svendborg

Nysgerrigt øresvin: Delle er begyndt at svømme på længere ture i  Svendborgsund

Øresvinet Delle er begyndt at udforske Svendborgsund efter at sommertravlheden har aftaget. Arkivfoto: Andrea Bisgaard
Svendborgs nye vartegn, øresvinet Delle, er begyndt at svømme længere ture, efter at sommertravlheden har lagt sig. Men hvordan klarer han vinteren? Hvorfor dræber han marsvineunger? Og er det okay at sejle helt tæt på ham? Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på, når Fyns Amts Avis og Naturama den 7. oktober afholder fyraftensmøde på Naturama.

Svendborg: Det er blevet efterår, og Svendborgsund er ikke længere plastret til med sejlere, der kredser rundt for at få det helt rigtige billede af Svendborgs nye kæledægge: øresvinet Delle.

Den mindre trafik har gjort Delle mere eventyrlysten, fortæller Jesper Stig Andersen, der er manden bag Facbook-gruppen "Delles venner" og som følger Delle tæt, fordi han næsten dagligt sejler ud i Svendborgsund på sit sup-board.

- Trafikken i Svendborg Havn er blevet meget mindre, nu hvor sommeren er forbi, og det er fedt at se, hvor meget Delle er begyndt at slappe af. Han er begyndt at svømme mere frit rundt i sundet, og han er blandt andet blevet spottet i Troense og ved Iholm, som han passerer, når han følger med Ærøfærgerne og Højestene ud af havnen, fortæller han.

Onsdag den 7. oktober afholder Naturama i samarbejde med Fyns Amts Avis et fyraftensmøde på Naturama, hvor Carl Chr. Kinze, som er hvalekspert fra Hvaler.dk, og Kirstin Anderson Hansen, biolog fra Fjord & Bælt, holder oplæg om øresvinet Delle. Her vil man blandt andet kunne få en forklaring på, hvorfor der flytter flere og flere delfiner ind i de nordiske farvande.

Man vil også kunne få svar på, om de mange sejlerturister stresser øresvinet, hvorfor han dræber marsvineunger, og om det er farligt at svømme med Delle.

Jesper Stig Andersen var en af de første, der opdagede Delle i oktober 2019.


Først troede jeg, at det var en spækhugger, for den var virkelig stor, og mine ben begyndte at ryste. Men så så jeg, at det var en delfin. Lige siden har jeg set Delle næsten hver dag.

Jesper Stig Andersen


- Jeg stod på mit sup-bord og var på vej ind i den runde lystbådehavn, da jeg pludselig kunne se noget stort, der svømmede rundt under mig. Først troede jeg, at det var en spækhugger, for den var virkelig stor, og mine ben begyndte at ryste. Men så så jeg, at det var en delfin. Lige siden har jeg set Delle næsten hver dag. Jeg er tit på sup-board, og den kommer næsten altid hen til mig, når jeg er på vandet. Den har fået til vane at følge mig, når jeg sejler ind til lystbådehavnen, siger Jesper Stig Andersen, der også er begyndt at kalde på Delle.

- Jeg tager min snorkelmaske på, og så lægger jeg mig på tværs af mit sup-board og stikker hovedet ned i vandet. Så kalder jeg "Delle. Delle," og så kommer han, fortæller Jesper Stig Andersen, der er glad for, at han fik udråbt betonklodsen ved værftet til Delle-helle.

- Det var det helt rigtige at gøre, for der har været helt vildt meget trafik i havnen denne sommer, så det har været godt for ham, at han havde et sted, han kunne søge hen, når han havde brug for lidt fred, siger Jesper Stig Andersen.

Vil du med til fyraftensmødet om Delle, kan du tilmelde dig på: www.avisfordele.dk/fyns-amts-avis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Fernisering i fire kunsttårne

Svendborg

Eksamensfri og karakterfri: Skolefolk vil åbne ny friskole i Tankefuld

Debat

Fyns Amts Avis mener: Ny sydfynsk friskole kan ramme megatrend

Annonce