Annonce
Kultur

Nye roser til Esben Smed - han har hentet sig en isbjørn

Esben Smed er her fotograferet med sin hustru, Line Daugbjerg Christensen, der driver biografen Øst for Paradis i Aarhus. Foto: Katrine Becher Damkjær/Ritzau Scanpix


Nordisk Film Fonden har uddelt sine tre årlige hæderspriser under én samlet prisuddeling kaldet Isbjørnen, og denne gang er en af priserne tilfaldet skuespiller Esben Smed, der har modtaget Ove Sprogøe Prisen. Uddelingen blev fejret ved et gallaarrangement torsdag 7. november i Nordisk Films studier i Valby med Ellen Hillingsø som årets vært.

Ove Sprogøe Prisen er på 50.000 kroner og er "en hyldest til én af Danmarks mest folkekære skuespillere", som det hedder fra fonden. Esben Smed modtager den for "en usædvanlig præstation på film det forgangne år, og i udnævnelsen er der lagt vægt på, at vedkommende har et talent med potentiale til at opnå samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe", forklares det.

Esben Smed blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2013 og har siden etableret sig som et af de største skuespillertalenter herhjemme. Han slog igennem på det store lærred med sin rolle som John "Faxe" Jensen i Kasper Barfoeds "Sommeren '92" (2015), inden han året efter blev kendt som Nicki i DR's tv-serie "Bedrag" (2016). Siden har han haft en lang række hovedroller i danske film, blandt andet i "Aminas Breve" (2017), "Lykke-Per" (2018) og senest "Ser du månen, Daniel" (2019).

Ove Sprogøe Prisen er i år uddelt for 13. gang og er tidligere givet til bl.a. Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Danica Curcic, Ulrich Thomsen, Johanne Louise Schmidt, Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau.

De øvrige priser under Isbjørnen er Nordisk Film Prisen, som er gået til instruktør Feras Fayyad, og Erik Ballings Rejselegat, som er gået til VFX-Supervisor Peter Hjorth.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Mand truet med koben

Annonce