Annonce
Sport

Nye kræfter truer duopol i dansk kvindefodbold

Det amerikanske sportsbrand Capelli Sport har stærke forbindelser til fodboldklubberne i USA. Capelli ejer desuden HB Køge og udvider løbende sin portefølje med flere klubber på forskellige kontinenter. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
HB Køge har ligesom FC Nordsjælland spillet sig til tops i dansk kvindefodbold og truer traditionelle tophold.

Siden 2002 har toppen af dansk kvindefodbold været et parløb mellem de to mastodonter Brøndby og Fortuna Hjørring, men mesterskabsduopolet er kommet i fare.

I den forgangne sæson spøgte FC Nordsjælland i kampen om guldet, men måtte give tabt i slutfasen.

Og når HB Køge søndag tager hul på forårssæsonen i Gjensidige Kvindeliga, ligger holdet på førstepladsen, selv om holdet først rykkede op i den bedste række i den forgangne sæson.

- Da vi valgte at gå hundrede procent efter det, lå det ret hurtigt i kortene, at vi hurtigt kunne tage et spring, siger HB Køges direktør, Per Rud.

Fælles for FC Nordsjælland og HB Køge er, at de har internationale ejere med store netværk.

HB Køge ejes af det amerikanske sportsbrand Capelli Sport, og det giver blandt andet direkte adgang til mange dygtige spillere på den anden side af Atlanten.

Seks amerikanske spillere med fodboldopdragelse i USA's high school- og college-system har fundet vej til den østsjællandske by, og det kan mærkes.

- Vi fandt ud af, at de amerikanske spillere ikke bare havde et højt niveau, men et rigtig højt niveau. Samtidig løftede flere af vores egne spillere sig, så det var ret tydeligt, at vores ambition om at spille i Champions League inden for fem år var alt for uambitiøs, siger klubdirektøren.

Særligt i spillerrekrutteringen har ejerens netværk vist sig uvurderligt.

- Vi har haft mulighed for at hente spillere, der har vundet VM og alt muligt, men for os er det ikke et spørgsmål om at have en spiller i to-tre måneder. Vi vil gerne bygge en kultur op, og vi skal tænke langsigtet.

Ud over den varme linje til USA har ejeren købt sig ind i flere klubber på forskellige kontinenter. Blandt andet ejer organisationen kvindeholdet i tyske MSV Duisburg, og snart bliver det også aktuelt at udveksle spillere mellem klubberne.

Summen af de mange tiltag er med til at hæve ambitionerne i Køge.

- Vores mål er at være den førende kvindeklub i Skandinavien og fast deltager i Champions League, siger Per Rud.

HB Køge og FC Nordsjælland mødes søndag klokken 16.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce