Annonce
Kultur

Ny teaterchef: - Efter coronaen venter de nye, brølende 20'ere med en ekstrem opblomstring af kunst og kultur

Jacob Schjødt - Odense Teater 2021. Foto: Emilia Therese
Jacob Schjødt, Odense Teaters nytiltrådte chef, dedikerer sæson 2021-22 til de trofaste teatergængere og tror på en opblomstring for kunst og kultur.

Odense: I mandags havde Jacob Schjødt første arbejdsdag som direktør for Odense Teater. Men velkomsten i publikumsfoyeren, hvor teatrets ansatte trykker den ny chef på næven, og han kvitterer med en peptalk om sine forventninger til fremtiden, blev der ikke noget af.

Det sørgede corona-nedlukningen for.

- Da jeg fik stillingen i maj sidste år, var teatret også corona-nedlukket, så jeg hilste på personalet via internettet. Det er stadig ikke lykkedes os at være fysisk samlet allesammen, men vi har holdt flere virtuelle møder.

Annonce

På et af møderne skitserede Jacob Schjødt repertoiret for sæson 2021-22. For alle andre forbliver repertoiret en hemmelighed til sidst i april. Bortset fra den netop offentliggjorte nyhed om, at Søren Pilmark skal spille Stockmann i Henrik Ibsens "En folkefjende".

- Vi venter med at melde flere forestillinger ud, selv om titlerne ligger fast, for der er stadig bolde, der skal jongleres rundt med, inden de sidste detaljer om ansættelser og spilleperioder er på plads.

Kulturel udsultning

Jacob Schjødt breaker ikke flere nyheder om repertoiret, men han er klar i mælet, når det gælder målsætningen for sæsonen.

- Alle kulturinstitutioner har i flere år haft fokus på at tiltrække børn og unge, og det arbejde intensiverer vi yderligere med vores Klub U. Men skal jeg være lidt fræk, synes jeg, vi har et vigtigere indsatsområde i år, for det voksne publikum fortjener ekstra kærlighed og opmærksomhed, siger han og uddyber:

- Under coronaen er det trofaste teaterpublikum blevet kulturelt udsultet, så vi dedikerer sæsonen til vores faste teatergængere, som er lige så utålmodige efter at komme tilbage, som vi er efter at spille teater for dem.

Annonce

Tre scenarier

Teatret har tre premierer tilbage på denne side af sommerferien, og selv om udsigterne til, at kulturinstitutioner får tilladelse til at lukke publikum ind, er spinkle, arbejder personalet ufortrødent videre.

- Frem til 28. februar er de fysiske prøver erstattet af internet-prøver, men selv hvis det bliver muligt at genoptage fysiske prøver, er der ingen garanti for, at vi kommer til at opføre forestillingerne. Alt afhænger af, hvornår vi må spille og for hvor mange, siger Jacob Schjødt, der vil strække sig langt for at få publikum på sæderne:

- ”Bonnie & Clyde” har premiere 13. marts og ”Tre søstre” 20. marts, så den besynderlige ikke-fysiske prøvetid og værkstederne, der er tvunget til at køre for nedsat kraft, kan gøre det nødvendigt at tænke i reducerede udgaver af forestillingerne. Vi arbejder med tre scenarier: at spille forestillingerne tilnærmelsesvis som de er tænkt, at opfinde et format, hvor scenografi og kostumer er tonet lidt ned, eller i værste fald at aflyse. Det tager vi bestik af, så snart der kommer nye udmeldinger fra regeringen.

Annonce

Savner tidshorisont

Jacob Schjødt er fuld af forståelse for, at teatrene ligger sidst i rækken, når landet genåbner, men han har en bøn til beslutningstagerne:

- Produktionstiden på en forestilling er lang, så vi har hårdt brug for en tidshorisont, der rækker længere end tre-fire uger. Nu holder vi gang i prøverne, vel vidende at det kan være spildte kræfter, og at forestillingerne måske aldrig får et publikum.


Fraværet af kulturtilbud har udløst et savn og en sult efter at være fælles om oplevelser og en nysgerrighed efter nye former for scenekunst, som vi gerne vil skabe rammerne for.

Jacob Schjødt, direktør, Odense Teater


Sæsonens sidste premiere, ”Frank vender hjem”, ligger 21. maj, så Jacob Schjødt ser mest fortrøstningsfuldt på muligheden for at gennemføre dén af de tre forårsforestillinger.

- Uanset om vi får en, to eller tre forestillinger ud over rampen, regner vi ikke med tilladelse til at spille for fulde sale på denne side af sommerferien. Men det gælder om at få det bedste ud af den usikre situation, så vi knokler på.

Annonce

Oplevelsessavn

Jacob Schjødt er et besindigt menneske, så han vælger at fokusere på lyset for enden af tunnelen:

- Vi lever højt på håbet om, at næste sæson bliver mere normal. Og på den anden side af coronaen venter de nye, brølende 20'ere med en ekstrem opblomstring af kunst og kultur. Fraværet af kulturtilbud har udløst et savn og en sult efter at være fælles om oplevelser og en nysgerrighed efter nye former for scenekunst, som vi gerne vil skabe rammerne for.

Indtil videre koncentrerer Jacob Schjødt sig om at få sæson 2021-22 puslet på plads. Drømmen om at måtte trykke på næven bliver næppe opfyldt foreløbig, men teaterdirektøren ser frem til en mere normal hverdag, hvor han i det mindste kan udveksle albuehilsner med medarbejderne, når de kan igen kan færdes mere frit på scene, værksteder og de mange, snørklede gange.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn

Hvorfor glemmer I altid os sejlere: En bro vil tvinge os ud midt på Lillebælt

Annonce