Annonce
Fyn

Ny hollænder flyver ind til Odense Håndbold

Kelly Vollebregt skifter fra Borussia Dortmund til Odense Håndbold. Her underskriver hun den tre-årige kontrakt. Foto: Odense Håndbold.
Den hollandske højre fløj Kelly Vollebregt har underskrevet en treårig aftale og bliver fjerde hollænder i klubben.
Annonce

Odense Håndbold har skiftet strategi. Fra at gøre en dyd ud af at erobre spillerne på det danske landshold synes klubben nu at gå efter spillere fra Holland, der er forsvarende verdensmester. Kelly Vollebregt er det nyeste skud på stammen efter Lois Abbingh, Nycke Groot og Tess Wester.

- Vi går ikke målbevidst efter hollændere bare fordi, vi også spiller i orange trøjer. Det her handler mere om hvilke muligheder, der er i markedet. Men de fleste hollændere er godt skolede fra talentprojektet Papendal i Holland, siger administrerende direktør Lars Peter Hermansen.

- Vi er mest optaget af spillernes kompetencer, personlighed og vilje til at ville yde for Odense Håndbold. Hollændere er traditionelt lette at integrere, fordi de er meget som danskere. Vi jagter f.eks. ikke østeuropæere, tilføjer Lars Peter Hermansen.

Kelly Vollebregt skifter fra Borussia Dortmund Handball til Odense Håndbold fra næste sæson. Den hollandske højre fløj har underskrevet en treårig aftale.

- Vi er meget glade for, at Kelly Vollebregt bliver en del af truppen i næste sæson. Kelly er en dygtig og træfsikker afslutter, som vi selv fik at føle, da vi mødte Borussia Dortmund på hjemmebane i DELO EHF Champions League, hvor hun scorede hele seks gange. Vi glæder os rigtig meget til, at Kelly bliver en del af Odense Håndbold, siger træner Ulrik Kirkely.

- Det har været en stor drøm for mig at spille i Danmark, så da muligheden bød sig fra Odense Håndbold, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Odense. Min store ambition er at vinde titler med Odense Håndbold, og spille fast på det hollandske landshold, og jeg er overbevist om, at jeg kan udvikle mig selv både som spiller og som person i Odense Håndbold. Jeg er ikke i tvivl om, at det er et godt skridt i min karriere at komme til Odense, og jeg vil gøre, alt hvad jeg kan for at nå mine mål, siger Kelly Vollebregt, der er 25 år og oprindeligt kommer fra Delft, Holland.

Hun skifter fra tyske Borussia Dortmund Handball, hvor hun har spillet siden 2019. Inden da spillede højre fløjen for TuS Metzingen Handball, hvor hun spillede fra 2015-2019. Kelly Vollebregt er en del af den hollandske bruttolandsholdstrup og har spillet 7 landskampe i den orange bluse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce