Annonce
Ærø

Ny dagligvarebutik bekymrer købmænd på øen: Jeg forudser 12 fyringer

En ny discountforretning vil ødelægge handlen hos flere butikker i byen, mener ærøske købmand.
En ny dagligvareforretning i Marstal vil koste 12 stillinger i SuperBrugsen, fortæller brugsuddeler Hardy Overlund. I Letkøb, Havnekiosken og i Vikings Minimarked i Tranderup er man bange for, at det rammer alle butikker på øen.
Annonce

Marstal: En ny dagligvareforretning på Marstal havn med discountvarer på hylderne.

Det kan blive en realitet, hvis planerne vel at mærke glider gennem den politiske proces.

Torsdag sen eftermiddag var Ærøs kommunalbestyrelse nemlig til orienteringsmøde om planerne for en ny dagligvareforretning med placering på havnen i Marstal. "Godt med konkurrence", sagde flere politikere efter mødet, mens andre mente, at et sådant supermarked vil få konsekvenser for øens øvrige butikker.


Vi har regnet lidt på det. Hvis der kommer en ny butik, vil det koste os 12 fuldtidsstillinger.

Hardy Overlund, brugsuddeler, SuperBrugsen, Marstal


Og konsekvenser får det, hvis en ny dagligvareforretning kommer til Marstal. Det mener i hvert fald Hardy Overlund, der er brugsuddeler i en af øens største forretninger - SuperBrugsen.

- Jeg er meget bekymret. Og min bekymring går på tabet af arbejdspladser. Vi har regnet lidt på det. Hvis der kommer en ny butik, vil det koste os 12 fuldtidsstillinger, vurderer han.

- En stor del af vores medarbejdere er deltidsansatte. Det er flere familier, der vil blive ramt og formentlig vil fraflytte øen, og hvad vil det ikke koste os, når de familier flytter. Hvis de både bliver klippet her, får malet hus med videre, tilføjer brugsuddeleren.

Hardy Overlund er brugsuddeler i SuperBrugsen i Marstal, og han er meget bekymret, hvis en ny dagligvareforretning skulle komme til byen. Billedet her er taget, da SuperBrugsen for nylig modtog kommunens Handicappris. Foto: Linea Andersen
Annonce

Går ud over hele byen

På Vestergade i Marstal ligger også en mindre dagligvareforretning og kiosk - nemlig Letkøb, som Bettina Lohmann driver. De nye planer har også vækket bekymringer hos hende.

Bettina Lohmann driver Letkøb i Marstal. Hun søgte i sin tid om at få sin butik til havnen, men kommunen ville ikke ændre lokalplanen for det. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

- Det er ikke bare mig, det kommer til at berøre. Jeg tror, det kommer til at berøre alle butikker. Ikke kun dem, der sælger sukker og mel, fordi et nyt supermarked vil have alt under samme tag - de sælger også garn, støvler og tøj, siger Bettina Lohmann og fortsætter.

- Jeg kan godt se, at det er sundt med konkurrence. Men jeg er konkurrence til SuperBrugsen. Vi supplerer hinanden godt, men jeg er i tvivl, om vi kan være flere.

I Havnekiosken, der befinder sig på Marstal havn i dag, er man knap så bekymret for at få en ny nabo.

- 80 procent af mine varer er jo souvenirs, så det kommer ikke til at gå ud over os, fortæller ejer Roy Sathnarain.

Roy Sathnarain ejer og driver Havnekiosken på Marstal havn. Foto: Michael Danekilde Olsen

Han er dog ikke begejstret for idéen.

- Jeg synes ikke, det er godt, hvis det skulle komme. Det er ikke godt for byen, og det går udover brugsen, mener han.

I Tranderup ser Bjarne Folmer, der har Vikings Minimarked, også med skepsis på en eventuel ny dagligvarebutik.

- Det vil komme til at påvirke alle mere eller mindre, det er der ingen tvivl om. Det er svært at spå om, hvor stor konsekvens det vil få, men der vil jo stadig kun være de samme antal mennesker til at handle, siger Bjarne Folmer.

Bjarne Folmer driver dagligvareforretning i Tranderup på Ærø. Han ligger dog ikke søvnløs over et muligt nyt supermarked i Marstal. Arkivfoto.

Han er dog ikke bekymret for sin egen forretning.

- Først skal vi lige vente og se, om den kommer. Og så kan vi tage den derfra. Det er ikke noget, jeg ligger søvnløs for.

Annonce

Pengene på øen

Skulle en ny dagligvareforretning i Marstal blive en realitet, så er det de ting, som SuperBrugsen selv producerer, der ryger, spår Hardy Overlund.

- Vi har bageren, et slagteri og delikatessen. Den butik, der kommer, vil få deres varer udefra - for eksempelvis bakeoff, forklarer han.

- Derudover har vi en anden service. Vi kører vareture og har postudlevering. Det er en service, vi som forretning tilbyder. Men det er klart, at hvis vi bliver presset, er det den slags, man skærer væk.

- En anden ting, der bekymrer os, er, hvorvidt politikerne får kigget ind i det, der sker. Får folk bare en liter mælk ti øre billigere?

I debatten har det også allerede forlydt, at nogle mener, varerne i SuperBrugsen er for dyre. Til det siger Hardy Overlund:

- Hvis man synes, det er prisen, der er afgørende, så har vi altså en discountforretning i forvejen, og så kan man finde tilbuddet der, siger han og fremsætter en sidste pointe.

- Forskellen på dem (ny dagligvareforretning, red.) og os er, at de penge, som vi tjener, de bliver på Ærø. De penge som Netto eller en anden butik vil tjene, putter man i pengekassen og tager med til København.

Annonce

Forskelsbehandling

I Letkøb hos Betinna Lohmann er der også en sidste ting i disse nye butiksplaner, som gør hende "pissesur", som hun selv formulerer.

For år tilbage ansøgte Betinna Lohmann nemlig om at få sin forretning ned på havnen.

- Jeg fik min kæde til at spørge, om vi kunne være i Motorfabrikken, men da ville man ikke ændre lokalplanen, fortæller hun.

På Havnegade - på siden ned mod vandet - må det kun være maritim-baserede bygninger, forretninger og lignende, medmindre det har ligget der længe ligesom Havnekiosken, fortæller Betinna Lohmann.

- For mig at se, skal de (kommunen, red.) ændre lokalplanen, hvis en ny forretning som den omtalte skal bygges. Det vil man gerne, når der står nogle nye og banker på, men ikke hvis det er en eksisterende forretning. Det kalder jeg forskelsbehandling.

- Det giver ikke mening at lave om på lokalplanen for nogle nye, der kommer, og ødelægge havnemiljøet til fordel for det, lyder det fra Betinna Lohmann.

På kommunalbestyrelsesmødet 20. januar skal politikerne drøfte, hvorvidt man vil sætte forvaltningen til at arbejde videre med planerne om en unavngivet dagligvarebutik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce