Spørgetime: Statsminister Mette Frederiksen (S) er kommet i hård modvind efter regeringens beslutning om - uden hjemmel i loven - at aflive alle danske mink. Minkavlere, landmænd og fiskere er blandt dem, der mest højrøstet mener, at Mette Frederiksen bør gå samme vej som sin nu forhenværende fødevareminister, Mogensen Jensen - ud.
Mette Frederiksen har ikke under minksagen stillet op til store kritiske interviews i medierne her i stormvejret, men nu stiller hun op for at svare på dine spørgsmål. Som læser af Avisen Danmark får du en unik mulighed for at stille statsministeren netop de spørgsmål, som du savner svar på - uanset emnet.
Fra artiklenSom læser af Avisen Danmark får du en unik mulighed for at stille statsministeren netop de spørgsmål, som du savner svar på - uanset emnet.
Det sker i forbindelse med et digitalt læsermøde, som statsministeren deltager i onsdag aften hos Fyens Stiftstidende i Odense.
Du kan følge læsermødet på direkte video fra klokken 19 til klokken 20 på avisendanmark.dk eller dit lokale nyhedssite. Og du kan allerede nu sende dine spørgsmål på mailadressen spoerg@jfmedier.dk. Hvis du har lyst, kan du optage en kort video med dit spørgsmål og sende til samme mailadresse - så kan det være, at vi viser dit videospørgsmål under læsermødet. Uanset hvordan du stiller dit spørgsmål, så husk at skrive dit navn, adresse og telefonnummer i mailen.
Spørg om alt
Du kan selvfølgelig stille spørgsmål til den aktuelle diskussion om minkaflivning og lovbrud. Men du kan også komme af med dine spørgsmål om hele sundhedskrisen, om nedlukningen og om corona-håndteringen. Eller om tidlig pension til Arne og andre nedslidte. Eller om klima - eller noget helt andet. Det er dig, der spørger, og det er Mette Frederiksen, der svarer. I hvert fald på det, som hun kan nå på den time, hun har sat af til arrangementet.
Stil dit spørgsmål
Statsminister Mette Frederiksen (S) har lovet at svare på spørgsmål fra Avisen Danmarks læsere onsdag aften.
Send dit spørgsmål allerede nu på mail til spoerg@jfmedier.dk. Send gerne en kort video eller et foto af dig med. Husk at skrive dit navn, din adresse og dit telefonnummer i mailen.
Følg læsermødet på direkte video onsdag klokken 19 til 20 på avisendanmark.dk eller dit lokale nyhedssite.
Det er Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, der onsdag aften sidder over for Mette Frederiksen og stiller spørgsmål på læsernes vegne.
Grib chancen for at kontakte landets statsminister, der nærmest kunne gå på vandet, da hun kontant tog styringen, mens en ny coronavirus ramte verden. Tæt på hver tredje danske vælger stod bag landets statsminister i skyggen af pandemien, da hun var mest populær.
Sådan ser det ikke ud mere, men Socialdemokratiet har dog ikke mistet opbakningen. Partiet har ifølge meningsmålingerne stadig en tilslutning, der ligger lidt over resultater fra folketingsvalget i juni sidste år.