Annonce
Langeland

Nu må langelænder lade bilen stå: Seks måneders fængsel, og køretøjet konfiskeret

Denne "lille fætter" - politiets alkometer - har han mødt utallige gange, og flere gange har den givet højere udslag end lovligt. Nu ryger en 44-årig mand et halvt år i fængsel. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Syv tidligere domme for at køre uden kørekort og fire domme for spritkørsel gav hård straf.
Annonce

LANGELAND: Folketinget har igennem en del år skærpet straffene på en lang række områder, blandt andet over for folk, der har svært ved at acceptere, at de ikke må køre bil i kortere eller længere tid.

Så der blev slået med den store hammer ved Retten i Svendborg for nylig, da en 44-årig mand fra Langeland stod tiltalt for at køre med for høj en promille, med en for høj koncentration af det aktive stof fra blandt andet hash, THC, i blodet, men først og fremmest for sin fortid.

Selve episoden fandt sted i december 2019, hvor politiet standsede ham på Brovejen i retning mod Langelandsbroen lidt uden for Rudkøbing. Manden havde en promille på 0,74, hvor 0,50 er den højeste tilladte, og der blev fundet en koncentration af THC på 0,014 pr. kg blod. Man må maksimalt have 0,001.

Hvad der til gengæld trak op i regnskabet, var syv tidligere domme for at køre bil uden kørekort, som han tidligere to gange var blevet frakendt i 10 år, samt fire forudgående domme for spritkørsel.

Manden erkendte ifølge domsudskriftet fra Retten i Svendborg at have kørt med for høje koncentrationer af sprit og THC den dag i december 2019.

Dommen kom til at lyde på seks måneders ubetinget fængsel, en bøde på 2500 kroner, der kan forvandles til yderligere seks dage bag tremmer, nye 10 års frakendelse af kørekortet samt konfiskation af den bil, han kørte på Brovejen i.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland

Pyromanerne på rådhuset

Annonce