Annonce
Svendborg

Nu kan medlemmer igen gå en runde i Svendborg Golf Klub

Svendborg Golf Klub genåbner efter corona-lukning. Retningslinjerne for at bruge banen er dog strammet op, så man reducerer risiko for spredning af Covid-19. Arkivfoto: Hans Sturesson
Svendborg Golf Klub har ind til i dag været corona-lukket, men nu kan medlemmer af klubben, der har sukket efter at gå en runde på banen, igen komme ud at svinge golfkøllen. Retningslinjerne for at benyttet klubbens bane er dog strammet op for at reducere risikoen for smittespredning.

Svendborg: I en e-mail til medlemmerne af Svendborg Golf Klub oplyser klubbens bestyrelse, at man nu foretager en såkaldt "kontrolleret åbning af Svendborg Golf Klub".

Siden statsministeren lukkede Danmark, har Svendborg Golf Klub også været lukket, men efter Dansk Golf Union tirsdag tog stilling i sagen og besluttede at golfbaner igen kan åbne - med en række restriktioner for at reducere risiko for smittespredning af coronavirus - har Svendborg Golfklub besluttet at åbne igen.

I e-mailen til klubbens medlemmer, der er underskrevet af næstformand Ulla Larsen, står der, at "på baggrund af DGU's anbefaling har et flertal af bestyrelsen i Svendborg Golf Klub besluttet at åbne golfbanerne for spil for medlemmer".

Der er dog en række betingelser, som skal overholdes, fremgår det. Det er blandt andet kun klubbens medlemmer, der må benytte banen, ligesom man kun må gå to og to sammen, foruden der skal gå et kvarter fra man starter sin runde til den næste spiller starter sin runde.

Det fremgår desuden, at flag er fjernet fra banen ligesom hulkoppen er hævet over jorden, så spillere hverken skal røre ved flaget eller have hånden i hullet og samle golfbolden op.

Betingelserne er mange, og det fremgår også, at klubhuset vil være lukket.

Skovtur

Formand i Dansk Golf Union, Lars Broch Christensen, siger, at beslutningen om, at golfklubber delvist kan genåbne blev truffet på et møde tirsdag.

- Da Danmark blev lukket hev vi jo i nødbremsen og lukkede alle aktiviteter, fordi vi endnu ikke vidste, hvad det var, vi stod over for. Nu har vi så besluttet, at golfklubberne delvist kan åbne under forudsætning af, at de følger nogle ret skrappe retningslinjer, siger han.

Retningslinjerne kan man læse på golf.dk, og de tæller blandt andet at man kun må gå to og to sammen, og at man kun må benytte klubber, hvor man er medlem.

- Så gæster ikke kommer kørende langvejs fra for at spille golf. Klubhusene vil også være lukkede, og det forventes, at spillere ikke opholder sig i klubben før og efter, de har været på banen. Det er at betragte lidt som en skovtur, og helt rigtig golf er det jo heller ikke, eftersom der spilles uden flag og hulkoppen er hævet over jorden, og vi spiller jo heller ikke turneringer, siger han.

Tilbagemeldingen fra medlemmerne er dog ifølge Lars Broch Christensen, at de er tilfredse med beslutningen.

- Nu får Hr. og fru Jensen mulighed for at gøre noget, de rigtig godt kan lide og samtidig få lidt motion og noget frisk luft på en forsvarlig måde, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce