Annonce
Svendborg

Nu kan du støtte strøgbutikkerne hjemmefra: Svendborg får en webportal

Nu kan du handle de varer, du normalt finder i Svendborgs strøgbutikker, hjemme foran computeren. Arkivfoto: Tim K. Jensen.
For at sikre den lokale handel under coronakrisen har Svendborg Event og Shopping Svendborg oprettet en handelsportal, hvor man hjemmefra kan købe varer fra byens butikker. Et kærkomment tiltag, lyder det fra en af de butiksdrivende.

Svendborg: Det er nu muligt at støtte strøgbutikkerne i Svendborg uden at bevæge sig fysisk ned i byen. En ny handelsportal på internettet med navnet ”Vores Svendborg” er netop blevet lanceret, og herinde kan man finde gode tilbud og varer fra en række af byens butikker.

Det er eventkontoret Svendborg Event og handelsstandsforeningen Shopping Svendborg, der står bag tiltaget i et forsøg på at yde hjælp til detailhandlen under coronakrisen, hvor folk opfordres til at blive hjemme og dermed ikke kan tage på shoppetur i gågaden.

Det forklarer eventchef, Anja Mia Haas.

- Vi har gjort det for at prøve at holde hånden under byens detailhandel, som jo bløder og har det rigtigt svært for tiden. Vi har spurgt os selv, om der var noget, vi kunne gøre for at hjælpe til og understøtte, at folk stadig kan bruge de lokale butikker, og det var derfor, vi kom på idéen, siger hun.

- Der bliver også en tid efter coronakrisen, og Svendborg er en fantastisk attraktiv by. Især i kraft af, at vi har en detailhandel, som er spændende, varieret og hyggelig. Den er vi nødt til at sikre og gøre, hvad vi kan for, at butikkerne overlever. Fra Svendborg Event og Shopping Svendborg opfordrer vi derfor også til, at selvom vi handler digitalt, skal man stadig handle lokalt, siger eventchefen.

Annonce

Hele byen skal med

På den lokale webshop finder man i øjeblikket et udvalg af vin, smykker og fodtøj fra butikker som Vinspecialisten, Guldsmed Lauridsen og Intersport - og flere andre. Planen er ifølge Anja Mia Haas at få endnu flere butikker til at melde sig under fanerne og bruge portalen til at sælge fra.

- Jeg håber, at vi kan få hele byen med. Det skal være sådan, at de ting, som du normalt vil gå ned og finde i byen, når du slentrer omkring, skal du kunne få her også, siger hun og forklarer, at Svendborg Events medarbejdere helt ekstraordinært og frem til 1. maj står for at bringe varerne fra butikkerne og ud til kunden kvit og frit.

- Her under krisen vil vi gerne stå for udbringningen, men vi håber også, at der kommer nogle frivillige, som har lyst til at hjælpe os med den del.

Kærkomment

Vinspecialisten i Korsgade er en af de butikker, der på nuværende tidspunkt gør brug af webportalen. Butikschef Simon Styrup Jensen roser initiativet.

- Det betyder ufatteligt meget, at der bliver bakket op om de små butikker, og tiltaget er meget kærkomment, især for en butik som min. Vi er i en situation, hvor jeg mere eller mindre står alene i butikken og får svært ved at nå at levere varer ud. Så det er en stor gevinst, at vi får den her mulighed, siger han og forklarer om vanskelighederne i at fastholde omsætning under coronatiden.

- Vi lever jo af kunder, der kommer ind ad fordøren, og dem er der bare ikke så mange af. Det kan mærkes, og så er det jo godt at lave det her, hvor der er lagt op til, at folk kan sidde derhjemme, men fortsat støtte deres lokale forretninger.

- Jeg var meget glad, da jeg hørte om muligheden, tilføjer han.

Lang levetid

Mens Vores Svendborg-portalen er opstået i kølvandet på coronasituationen, er det umiddelbart ikke tanken, at den kun får lov at leve, mens det står på, forklarer Anja Mia Haas.

- Vi havde faktsik længe gået med en tanke om at lave en portal, hvor virksomheder kunne handle deres julegaver lokalt. Men det har været lidt svært at komme i gang og finde den rigtige motor til det. Her var der så en kærkommen lejlighed til at skynde os at lave noget, som ikke bare Shopping Svendborgs medlemmer, men hele byen kan få adgang til, siger hun.

- Derfor håber vi også, at den kan få et liv efterfølgende.

Du finder webportalen på voressvendborg.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jubilæum For abonnenter

Fra billettering og klingende mønt til digitalt rejsekort: For halvtreds år siden kørte Kjeld Uhrenholt sin første bus

Svendborg

Grænseåbning bringer glæde på Sydfyn: - Solen skinner på turismen i dag

Annonce