Annonce
Langeland

Nina åbner café i Bagenkop: Vil lave mad som vor mor lavede den og udleve drømmen om at åbne sit eget sted

Nina Figen Kromann er ny forpagter af Restaurant Havneblik, som hun har planer om at omdanne til café. Navnet bliver ændret til Spisestedet Havnen. Foto: Anna Stærbo
Nina Figen Kromann er ny forpagter af Restaurant Havneblik. Fremover skal stedet hedde Spisestedet Havnen, og hun har planer om at omdanne restauranten til en mere uformel café med klassisk mormormad.

Bagenkop: Der går ikke mange minutter, før snakken falder på mad. Stjerneskud, burger, frikadeller med mere. Og det er ikke så underligt, for mad er omdrejningspunktet for både Nina Figen Kromann og hendes mand Jakob Figen Kromann. De er begge uddannede som ernæringsassistenter, så de er vant til at arbejde med mad – hun laver mad i en børnehave, og han laver mad til en efterskole.

Snart skal Nina Figen Kromann stå for maden på sin egen café i Bagenkop som ny forpagter af Restaurant Havneblik – en vaskeægte drøm, der bliver til virkelighed.

- Jeg har altid drømt om at åbne mit eget, og det har længe været Restaurant Havneblik, vi har haft øje på, siger Nina Figen Kromann, der er barnefødt i Bagenkop, og som derfor har fulgt stedet, siden det blev bygget i begyndelsen af 1990’erne.

Annonce

Fra restaurant til café

Tidligere har restauranten også gået under navnet Bagenkop Marine Center. I folkemunde BMC’eren.

Med Nina Figen Kromanns ankomst vil hun ændre restaurantens navn til Spisestedet Havnen. Og det er ikke kun navnet, der skal ændres.

- Vi laver konceptet om, så det ikke skal være en restaurant. Det er ikke det, vi vil, og vi tror heller ikke, det er det, der er brug for. I stedet vil vi lave en café eller et cafeteria, siger Jakob Figen Kromann.

Her vil man blandt andet kunne bestille klassikere som stjerneskud, burger og masser af mormormad. Og der skal også være noget til vegetarerne.

Blå bog

Nina Figen Kromann er 39 år, og gift med Jakob Figen Kromann, der er 37 år.

Hun er født og opvokset i Bagenkop, hvor parret har boet sammen siden 2007.

Tidligere har de blandt andet boet og arbejdet i Grønland.

De har to døtre på ni og 12 år.

Parret er begge uddannet ernæringsassistenter.

Han arbejder som køkkenleder på Langelands Efterskole i Rudkøbing.

Hun arbejder som køkkenansvarlig ved Simmerbølle Børnehave.

Nina Figen Kromann er ny forpagter af Restaurant Havneblik i Bagenkop. Det er planen, at Jakob Figen Kromann hjælper til i højsæsonen, mens han har fri fra sit job.

For Nina og Jakob Figen Kromann smelter arbejde og fritid sammen. De elsker at nørde mad og nyder madlavningens mange gode egenskaber.

- For det meste er det sjovt at lave mad, for i 90 procent af tilfældene gør man folk glade. Det kan jeg godt lide, siger Jakob Figen Kromann.

- Jeg har lavet meget mad på plejehjem, og for de ældre er højdepunktet, når der er mad. Det smager af alt muligt, der gør, de husker tilbage på ting. Det er så mange gode ting ved mad, supplerer Nina Figen Kromann.

Annonce

Nye åbningstider

Caféen skal være uformel, uhøjtidelig og ikke kun for turister.

- Det er lige så meget for de lokale. Det, vi synes, der mangler hernede, er et sted, man lige kan smutte ind, når familien ikke selv gider at lave mad. Så kan man lige tage hen til spisestedet. Og man kommer bare, som man er – også selvom man lige har ligget og svedt på stranden, siger Nina Figen Kromann, der understreger, at børnefamilier selvfølgelig også er velkomne.

Nina og Jakob Figen Kromann er begge uddannet ernæringsassistenter. Derfor deler ægteparret interessen for mad. Foto: Anna Stærbo

Grillen, der ligger i forlængelse af caféen, vil hun drive videre mere eller mindre, som den er. Ishuset består også, men parret har videreforpagtet det til andre.

Tidligere har der været en del debat om åbningstiderne i Bagenkop, fordi der var dage i turistsæsonen, hvor der ikke var et eneste spisested i byen, der havde åbent. Og det kommer ikke til at være et problem for Spisestedet Havnen.

I højsæsonen hedder åbningstiderne klokken 11 til 21 hver dag. I skuldersæsonen er der åbent fredag til søndag – undtagen januar-februar, hvor der vil være lukket.

- Vi starter i påsken – forhåbentlig fredag 26. marts, siger Nina Figen Kromann, der har en plan b, hvis coronarestriktioner ikke gør det muligt at åbne helt op.

- I så fald bliver det grill med take away-retter, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce