Annonce
Svendborg

Nils malede skiltene, og nu bliver de skiftet ud: - Det er hærværk

Svendborg er på vej til at blive kendt for at gøre noget dumt, mener Nils Bennicke om udskiftningen af de gamle, røde og hvide vejskilte, som han selv har forskønnet en hel del af - uden at få noget for det. Foto: Katrine Becher Damkjær
Nils Bennicke vakte opsigt, da han i 2017 greb til maling og pensel og gik i gang med at male Svendborgs gamle gadeskilte. Nu er de ved at blive pillet ned og erstattet af nye, og det er han vred over - af mange grunde. Byrådsmedlem Jesper Kiel (EL) er enig og har krævet sagen i byrådet.

Svendborg: For et par uger siden kom Nils Bennicke kørende ad Brydevej i det vestlige Svendborg, og her så han noget, der gjorde ham vred.

- Der var en medarbejder fra Hededanmark, der var ved at skære et vejskilt ned. Et gammelt, smukt vejskilt, fordi det skulle erstattes med et nyt af plastic i farverne blåt og hvidt, og så opdagede jeg, at Sonnesvej, Johan Lundbyes Vej og Strandhuse og andre allerede havde fået nye skilte. Det er simpelthen så dumt, siger Nils Bennicke, da vi møder ham i kælderen i hjemmet i det vestlige Svendborg. Hvor han lige nu er i gang med at male Aalborgjollen Peder Mosts tofter og bundtøj for Museet for Lystsejlads, hvor han arbejder som frivillig.

Annonce

Spildt arbejde

73-årige Nils Bennicke har sine helt personlige grunde til at være imod udskiftningen af vejskiltene.

Fra letmetal og dannebrogsfarver til plastic og blot og hvidt. Nils Bennicke kan ikke lide udskiftningen af Svendborgs skilte. Foto: Katrine Becher Damkjær

I 2017 blev han så irriteret over at se de gamle skilte med den hvide bund og røde tekst forfalde, at han selv greb til bøtte, pensel og stige og gik i gang med at forskønne dem.


Man sætter Hededanmark til skrue det hele ned og smide det i skrotkassen, og så bruger man energi og kræfter på noget pis i plast. Det irriterer mig grænseløst

Nils Bennicke


Den fortælling nåede frem til først denne publikation, siden de landsdækkende medier, og Nils Bennicke skønner, at han siden har malet omkring 300 skiltesider. Uden at få en krone for det.

Så det gør ondt at se skiltene blive kasseret.

- Vi er nogle, der gør en frivillig indsats, og vi får ikke en skid ud af det. Det ender bare i ingenting, siger han.

Annonce

Historien

Men det er ikke det værste, mener han.

Nils Bennicke forklarer, at skiltene, som nu står for fald, for nogles vedkommende er endog meget gamle.

- En historie om de ældste er, at de stammer fra tiden lige efter anden verdenskrig, hvor man havde så meget letmetal til overs, at man brugte det til at lave skilte, siger Nils Bennicke, der er helt bevidst om, at fortællingen ikke nødvendigvis kan overleve et faktachek.

- Men jeg har talt med en gammel støbemester fra Frederiksværk. Og han ville ikke afvise, at der var krigsmateriel i de skilte, man lavede først i 1950'erne, siger Nils Bennicke, som faktisk ikke finder det så afgørende, om der er tale om en røverhistorie eller ej.

- Min pointe er, at skiltene har en historie, og at vi skal få noget ud af det, vi har, i stedet for bare at købe nyt, nyt, nyt. Men det gør vi ikke, fordi de i kommunen er bange for noget, der er gammelt og har en historie, siger han.

Annonce

Kendt for noget dumt

Han fortæller også, at han har set sig omkring.

- Hvis du kører rundt i Danmark, har de blå og hvide skilte alle vegne. Vi havde nogle smukke, gamle, dannebrogsfarvede letmetalskilte, som kan holde i 200 år, hvis de bliver vedligeholdt, og dem er vi ved at smide væk og erstatte med nogle i de skotske farver, så man ikke kan se, om man er i Horsens, Svendborg eller Vejle, siger Nils Bennicke, der ikke mener, at den form for ensretning er vejen frem.

- Byer vil gerne skille sig ud, og skiltene kunne have vist, at nu er vi i Svendborg, og at her har vi kultur. Nu bliver vi kendt for noget dumt i stedet. Vi bliver kendt for at ødelægge ting og for ikke at få en skid ud af det, vi har. Det er hærværk, og det er fandeme for dumt, siger han.

Annonce

På vej i byrådet

Nils Bennicke får opbakning fra politisk side.

Byrådsmedlem Jesper Kiel (EL) havde således sat sagen på dagsordenen, da der var møde i Teknik- og Erhvervsudvalget torsdag.

- Jeg foreslog, at vi satte sagen i bero, men fik kun opbakning til at gøre det i Troense og andre steder, hvor der er en bevarende lokalplan, siger Jesper Kiel, der minder om, at Svendborg har tilsluttet sig Cittaslow.

- Det indgår i Cittaslow-chartret, at vi skal have respekt for byens historie, og derfor er det ærgerligt, at vi skifter de gamle skilte ud. Det handler om hele byens udtryk, og derfor har jeg begæret sagen i byrådet, siger han.

Annonce

God historie i skrotkassen

Og så sætter Nils Bennicke trumf på ved at fortælle om en oplevelse, han har haft i Herning.

- Jeg blev standset af et stort selskab, hvor der var en, der sagde: "Hej, er det ikke ham skiltemaleren fra Svendborg?". De havde set mig i tv, siger Nils Bennicke.

Det kan man lære noget af, mener han.

- Det, at jeg blev genkendt, og at jeg blev inviteret i blandt andet Danmarks Radio, fortæller mig, at det er en god historie. En historie om at bevare skilte og om bæredygtighed og en historie, som kan bruges til noget. Men det gør man ikke. Man sætter Hededanmark til skrue det hele ned og smide det i skrotkassen, og så bruger man energi og kræfter på noget pis i plast. Det irriterer mig grænseløst, lyder det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce