Annonce
Svendborg

Nej til sparebudget: Enhedslisten ude af forhandlinger

Jesper Kiel (th) og Enhedslisten er ude af budgetforhandlingerne i Svendborg, efter at S-borgmester Bo Hansen (tv) har afvist at hæve en ramme på fem millioner kroner til politiske prioriteringer. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Enhedslisten forlod budgetforhandlingerne efter få timer. Partiet siger nej til et budget, hvor der skal spares for 8,5 millioner kroner og kun deles ud for 5,0 millioner kroner.

Svendborg: Enhedslisten bliver ikke en del af det budgetforlig, som politikerne i byrådet i øjeblikket er ved at forhandle på plads for kommunens økonomi i 2020.

Forhandlingerne blev indledt onsdag klokken 18, og da det første delforlig blev skrevet under senere på aftenen, stod Enhedslisten udenfor. Partiet ønskede at forhøje en pulje på fem millioner kroner til politisk prioritering, men det krav kom man ikke igennem med.

Det ærgrer partiets gruppeformand Jesper Kiel, som fastslår, at der nu reelt bliver tale om et sparebudget, fordi man fastholder en besparelse på 0,35 procent på alle områder. Det svarer til på 8,5 millioner kroner.

- Man vil spare 8,5 millioner kroner på velfærden i kraft af de årlige besparelser på 0,35 procent og samtidig kun dele ud for fem millioner, og det kunne vi ikke være en del af, siger Jesper Kiel.

Annonce

Delforlig

Alle partiet i byrådet – bortset fra Enhedslisten – indgik onsdag aften et delforlig for budget 2020. Forliget indebærer nogle rammer og forudsætninger for de kommende forhandlinger.

  • Den økonomiske politik fastholdes (driftsoverskud på 135 millioner kroner, likviditet på 80 millioner kroner, afviklingen af gæld, uændret skat)
  • Prioriteringsramme på fem millioner kroner til drift
  • Anlægsramme på 23 millioner kroner
  • Risikopulje på 20 millioner kroner til uforudsete udgifter
  • Fastholdelse af effektiviseringsprocent på 0,35 procent på alle områder (svarer til besparelser på 8,5 millioner kroner om året)

Desuden er man enig om at fastholde en rammestyring og afvente finansloven i forhold til finansiering af minimumsnormeringer.

Livrem og seler

Enhedslisten havde kastet blikket på en såkaldt risikopulje på 20 millioner kroner, som er reserveret til uforudsete udgifter. Jesper Kiel mener ikke, der er behov for at lægge så mange penge til side til dårlige tider og ønskede i stedet at bruge en del af pengene på velfærd.

- Vi prøvede at indgå et kompromis og spurgte, om puljen på fem millioner kroner ikke kunne hæves til syv eller ni millioner, men borgmesteren var ikke til at rokke, siger Jesper Kiel.

Borgmester Bo Hansen (S) erkender, at det er konservativt at reservere 20 millioner kroner i puljen som et værn mod sanktioner fra staten. De 20 millioner svarer til det beløb, som kommunen tidligere har betalt i kommunal medfinansiering til udgifter på sygehusområdet.

- Vi bliver nok ikke sanktioneret for 20 millioner, så når Enhedslisten kalder det for livrem og seler, så er den god nok, siger Bo Hansen

Er det nødvendigt, at en socialdemokratisk ledet kommune, der sidste år måtte spare 100 millioner kroner, går med livrem og seler i stedet for at tage chancen og bruge nogle af de 20 millioner kroner på velfærd nu og her?

- Jeg har i ni år hørt Enhedslisten sige, at vi puljer penge, som ikke er nødvendige at pulje, og det hører jeg også i år. Men hvis jeg kigger kassebeholdningen, er der noget, der tyder på, at jeg har ret, for hvis vi gik og pugede penge sammen, så havde vi nok en større kassebeholdning, end vi har i dag, siger Bo Hansen.

- Jeg synes også, det er god socialdemokratisk politik, at der er styr på økonomien, så vi ikke alt for ofte skal udsætte borgeren for det, vi udsatte dem for sidste år, fastslår borgmesteren med henvisning til de voldsomme besparelser.

Stærkt uforståeligt

Jesper Kiel fastholder, at det i 2020 ikke er nødvendigt at spare i Svendborg Kommune. Og han forstår ikke, at Socialdemokratiet ikke gør mere for at styrke velfærden i kommunen.

- Det er stærkt uforståeligt, at vi har en Socialdemokratisk regering, som har givet penge til kommunerne, så man kan beholde den velfærd, man har, og at man i Svendborg så holder fast i, at der skal spares mere, end der skal deles ud, siger Jesper Kiel.

Budgetforhandlingerne genoptages på rådhuset torsdag aften og fortsætter fredag morgen, men det bliver altså uden Enhedslisten, og det er alt andet end ualmindeligt.

Enhedslisten var senest en del af et budgetforlig i Svendborg Kommune i 2008.

Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Det flyder med vildsvin: Nummer seks drevet i land på Ærø

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lykken findes ikke i en flot figur

I en tid, hvor fikseringen på kroppe, næppe har været større, sætter en person som Kate Hansen tingene i perspektiv. Hun vender diskussionen om skønhedsidealer og livsglæde på hovedet og tilføjer debatten et perspektiv, der handler om psykisk trivsel. De fleste mennesker vil nok tro, at fordi hun har smidt 100 kilo og nu passer tøjstørrelse 36, så bør hun også være blevet et lykkeligere menneske. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud. Hun har ikke fundet sig til rette i den på det nærmeste helt nye krop, hun efter 20 måneders meget målrettet arbejde, har givet sig selv. Det har sat spor oppe i hovedet på hende, fordi hun ikke har kunnet følge med mentalt, og fordi hun har svært ved at stoppe vægttabet. Hun har ganske enkelt været så stålsat i sin mission og effektiv i sit vægttab, at hun helt har overset den side af sagen, der ikke handler om kalorier og forbrænding. Det er tæt på at være et tabu, at man kan være blive ramt mentalt, når man smider nogle overflødige kilo. Når man er ung og slank, burde den mentale vægt også være blevet lettere. Sådan er det bare ikke nødvendigvis. Lykken er ikke nødvendigvis at være slank. Lykken er at trives i det legeme, man har. At Kate Hansen lige præcis har sat ord på, at lykken ikke er gjort ved, at hun er blevet slank, er interessant. Og følelserne, hun forklarer, er tankevækkende. Hun var faktisk gladere, da hun var overvægtig. Hun synes på ingen måde, hun har krydset en målstreg. Hun har faktisk svært ved at se målstregen i horisonten. Hun ved godt, hvad der kræves af hende for at nå i mål, men der er nogle store forhindringer, hun skal forcere på vejen dertil. Det er stærkt af hende, at hun står frem og fortæller om det, og at hun på den måde åbner en debat i et samfund, hvor netop vores psykiske habitus er under stort pres. Hun nuancerer synet på vægttab og behovet for, at vi set ud fra et normset og et samfundsøkonomisk perspektiv skal sikre, at der ikke er for mange kilo på sidebenene. Bevares, det giver god mening, at legemet holdes sundt, men hvis hovedet ikke er sundt, er det jo underordnet, om vi kan passe en størrelse 36, eller det er størrelse 50, vi skal gå efter. Kate Hansen har sat ord på, at der også kan være en bagside af medaljen, når man med en voldsom stædighed og indædt vilje insisterer på at få et sundt legeme. Den bagside kan hun selvfølgelig få hjælp til at håndtere, men det er både godt og væsentligt, at vi bliver gjort opmærksom på, at lykken ikke alene kan findes i en flot figur. Der skal meget mere til. Hun har lidt svært ved at tage imod roserne for den flotte kamp mod overvægten, men hun må nok regne med, at rosen ikke bare sådan lige stopper. Det er der heller ingen grund til. Både fordi hun er kommet et stykke tættere på sit mål, men også fordi hun fortæller sin historie og bidrager til at nedbryde et tabu.

Ærø

Invasionen fortsætter: Nu er der fundet fem døde vildsvin på ærøske kyster

Annonce