Annonce
Erhverv

Nedtur hos amerikanske landmænd gør ondt hos Novozymes

Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Landmænd i USA har været ramt af oversvømmelser, og det har kostet salg hos Novozymes.

2019 har økonomisk set været et skridt tilbage for den danske virksomhed Novozymes, der fremstiller enzymer til alt fra vaskemidler til foder i landbruget.

Det viser Novozymes' regnskab for årets første ni måneder, der er offentliggjort onsdag morgen.

Tilbagegangen skyldes blandt andet, at amerikanske landmænd har været ramt af oversvømmelser i år og derfor har købt mindre hos Novozymes.

Desuden har der været tørke i Latinamerika. Det har forsinket sæsonen for plantning og igen ramt Novozymes.

Derudover har der været knas i den del af forretningen, som sælger enzymer til brug i bioethanol, der igen bliver brugt i benzin.

Markedet i USA beskrives i øjeblikket som svagt, og det betyder færre penge til Novozymes.

Selskabet har i år solgt for 10,64 milliarder kroner. Det er et fald på to procent over det seneste år, når man tager forskelle i valutakurser ud af regnestykket.

Samtidig er overskuddet faldet med 157 millioner kroner til 2,23 milliarder kroner.

Novozymes varslede allerede i starten af oktober, at udviklingen ikke havde levet op til det ventede. Selskabet måtte for tredje gang i 2019 nedjustere.

Få dage senere meldte selskabet ud, at direktør Peder Holk Nielsen stopper i 2020.

Inden længe vil der blive præsenteret en afløser. Peder Holk Nielsen har været i spidsen for Novozymes siden 2013.

Novozymes er målt på antal ansatte blandt de 30-40 største virksomheder i Danmark. Virksomheden har 6212 ansatte på verdensplan.

I august varslede Novozymes en sparerunde, hvor 280-330 stillinger skulle nedlægges.

Novozymes forventer nu, at salget falder op til to procent i år sammenlignet med 2018.

Dermed er billedet helt anderledes end starten af året. Da årsregnskabet for 2018 blev præsenteret i februar, forventede Novozymes i år en vækst på tre til seks procent.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

'Til salg'-skilt i Kværndrup er groet til: - Kommunen satser ikke på små landsbyer

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Ejendomsmæglere afviser at annoncere for kommunens grunde: - Vi driver forretning, ikke filantropi

Annonce