Annonce
Debat

Naturklumme: Vi levede af landet

Bent Juul Sørensen er naturklummeskribent for Fyns Amts Avis og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor man på Ærø satser på skovrejsning. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Vi lever af landet. Udtrykket blev tidligere brugt om tropper og lejesoldater. Under svenskekrigen i 1650’erne stod lejetropperne i Nordtyskland. Efterfølgende stod de svenske tropper i Jylland og senere i 1658 i resten af Danmark. Den svenske hær levede af landet. Det var en del af soldaternes løn. Man tog de fødevarer og værdier, der var, og inden da havde den danske hær også været forbi med sine krav.

Vi danskere har altid levet af landet, indtil Danmark kom i EU. Handelsminister J. O. Krag lagde i 1948 en strategi for, hvordan landbruget skulle bidrage til Danmarks omstilling til et industrisamfund. Vi overlevede af landet indtil 1972. Mange generationer fik deres uddannelse betalt af landbrugseksporten.

På Ærø har vi i høj grad levet af landet. Der var ikke andet. Det intensive landbrug gav en stærk lokal samfundsøkonomi. Produkterne skulle transporteres og landbruget (landet) fik brudt købstadsmonopolet i Ærøskøbing. Produkterne blev transporteret ud over Drejet i skumringen. Landet bidrog til, at handelsflåden fik noget at sejle med. Behovet for nye skibe steg og skipperne måtte op på landet for at få flåden finansieret. De overlevede i høj grad af landet. Motorfærgerne, havneanlæg og jernbanevognene kom til, og igen måtte man til investorerne på landet. Sognekassen i Rise (landet) måtte betale for en dok i Søby. Senere, hen i nyere tid, bidrog den store landbefolkning til at bemande industri-arbejdspladserne på Ærø. Skibsværfter, lysfabrikker, mejerier, asiefabrik, servicesektoren, foder- og grøntfabrik kan nævnes. Trods en vis forsinkelse i strukturen, er der ikke mange heltidsbrug tilbage på Ærø. Den animalske produktion er faldende. Mange års benhård kommunalpolitik har gjort, at dyrene er flyttet til den magre jord i det mere erhvervsvenlige og udvaskningsvenlige Jylland. Ikke just en CO2 venlig disponering. Heldigvis dyrkes jorden stadig på Ærø. Både fuldtids- og deltidslandmænd har en spændende beskæftigelse og en sund livsstil. De lever bogstaveligt længe af landet. Mængden af afgrøder er stabil på omkring 25.000 ton på Ærø, eller små 1000 lastbiltræk. Det er cirka tre træk om dagen. Dertil kommer levende dyr, foder og mælk, hvilket er mindst to daglige lastbiltræk yderligere. Altså 10 bookinger dagligt tur/retur.

Hvis disse produkter ikke blev produceret på Ærø, så skulle de produceres et andet sted. Det er her, at CO2 besparelsen opstår. Er det nu ikke rart, at vi selv kan bidrage på Ærø?

Mere end 30 procent af fragterne på færgerne er direkte landbrugs produkter, og landbrugernes egne behov bringer fragtdelen op på 40 procent til landbruget. Færgerne dokker på Ærø, samt betaler havnepenge og vareafgifter. Landet bidrager stadig til samfundsøkonomien. Er det ikke dejligt?

Landbruget er storforbruger af service og håndværkere. Mange er lokale og resten kommer med færgerne.


Vort samfund vil ikke længere kunne leve af landet. Generationers sikkerhedsnet er pludselig fjernet. Livskvaliteten vil svinde ind på Ærø.


Men skovrejsningens trauma frister nogle til at ændre på tingenes tilstand. Løvtræ kan måske kun høstes cirka hvert 200. år, og fyring med flis og træ bandlyses af ivrige læserbrevsskribenter i nærværende medie. Der bliver næppe meget at sejle med de første 199 år, når landbrug skal afløses af skovbrug. Ikke mange havnepenge til deling og lukning af en færgerute kan forudses. Færre søfolk skal beskæftiges. Hvis der skal dyrkes urørt skov, bliver der slet ingen afledte jobs. Manglende serviceindustri og færre håndværkerjobs trækker i samme retning, og samfundsøkonomien vil uundgåeligt blive påvirket.

Vort samfund vil ikke længere kunne leve af landet. Generationers sikkerhedsnet er pludselig fjernet. Livskvaliteten vil svinde ind på Ærø.

Sidst, men ikke mindst, vil en reduktion af landbruget hindre, at vi på Ærø kan oplagre CO2 i landbrugsjorden med nye driftsformer. Er det nu ikke synd for klimaet?

Men hvorfor skal vi dog så plante skov? En snæver kreds af læserbrevsskribenter i dette medie mener slet ikke, at skovdrift bidrager positivt i CO2 regnskabet. Hvis dette står til troende, kan det mere end undre, at skovrejsning fylder så meget i debatten. På det seneste skrives yderligere om, at træerne tømmer vores søer og damme for vand. Samtidig var der i januar meget utilfredshed med, at tre gamle træer midt på cykelstien skulle erstattes af en hel flok nye træer. Hvad skal vi overhovedet med den skov? Oven i denne tvivl tilbyder en stor ærøsk havnevirksomhed at plante skov på Ærø. Det må nærmest være at hælde brænde på bålet. Måske for at give virksomheden og andre skovrejsere god samvittighed? Skovrejsning kan næppe gavne noget lokalt, hverken i havnene eller i det ærøske samfund, og åbenbart slet ikke i CO2 regnskabet, ifølge kommentarer til disse klummer.

Selv regeringen har parkeret det svære CO2 spørgsmål.

Med en verdensbefolkning på vej til 10 milliarder mennesker der skal mættes hver dag, må man forholde sig til, at for hvert eneste træ der plantes på Ærø, så skal der fældes et tilsvarende i den sydamerikanske regnskov. Det er vel næppe en god historie - og slet ikke godt for CO2 regnskabet.

Og på Ærø vil vi ikke længere kunne leve af landet. Men hvad kommer så i stedet for? Ja, svaret blæser i vinden. Måske skal vi alle sammen køre til Odense hver dag for at få job. Det er nu også skidt for CO2 regnskabet.

Jeg er ret sikker på, at den store ærøske havnevirksomhed har en samvittighed så god som ny, når det gælder skovrejsning. Den har næppe været brugt overhovedet?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Fem nye lyntestcentre åbner mandag: Denne gang skal podepinden ikke så langt op i næsen

Annonce