Annonce
Svendborg

Naturama får del i pulje: Nyt udendørsmiljø står klar i sommeren 2021

Den nye gårdhave, som Naturamas gæster allerede i sommeren 2021 kan få glæde af, skal blandt andet bestå af en tribune, borde- og bænkesæt, bålplads, solsejl, markiser og danske planter og krydderurter.
Naturama var én ud af ni ansøgere, der søgte LAG SØM om tilskud til et projekt. De fik bevilget det ansøgte beløb, som skal hjælpe med at finansiere et nyt udendørsareal.
Annonce

Svendborg: 375.284 tusind kroner.

Det beløb havde man ved Naturama ansøgt om ved LAG SØM, Den Lokale Aktionsgruppe for Syd-, Øst og Midtfyn, for at kunne finansiere en del af den forestående udvidelse. Og beløbet fik de.

Hvad er LAG SØM?

Den Lokale Aktionsgruppe for Syd-, Øst- og Midtfyn er en organisation, der fordeler midler til lokale ansøgere, hvis projekter taler ind i LAG SØMs overordnede mål:

At styrke erhvervsudviklingen i landdistrikterne, at styrke turismen med særligt fokus på erhvervs- og fødevareturisme og kystnære aktiviteter, at styrke udviklingen af tværkommunale og transnationale erhvervssamarbejdsprojekter. Desuden skal udviklingen af fælles ressourcer i de tre kommuner og udviklingen af de enkelte områders specifikke særkender og udviklingspotentialer styrkes.

På organisationens hjemmesiden fremgår det desuden, at i byer med mere end 3000 indbyggere, er det kun jobskabende projekter, som organisationen kan støtte.

- Vi har fået bevilget det fulde ansøgte beløb på 375.284 kroner, hvilket udgør halvdelen af de samlede omkostninger for projektet, resten er egenfinansiering, siger Mette Thybo, direktør ved Naturama/Fjord & Bælt.

På Naturama er man allerede gået i gang med at udvide museet med 600 kvadratmeter, men man ønskede også at gøre noget særligt ud af udendørsarealerne.

- Vi udvider bagved den gamle bygning og får en helt ny gårdhave. Der skal der være borde og bænke, terrassemøbler, et bålområde, markiser og solsejl og så en tribune, hvor der blandt andet kan sidde en stor skoleklasse og blive undervist, fortæller hun.

Området med den nye tribune skal i fremtiden for eksempel kunne fungere som et udendørs klasselokale. 50 personer skal der være plads til, og pladsen skal kunne bruges til udendørs undervisning og som formidlingslokale, når der for eksempel foretages dissektioner, eller til hvis man vil lave mad og kan tilberede noget derude. Området skal desuden udsmykkes med hjemmehørende danske planter og krydderurter.

- Når man sidder i det nye caféområde, så kan man se den her nye tribune. Bag tribunen er der et legeområde og under tribunen kan der opbevares. Så det bliver simpelthen et samlingspunkt for vores gæster derude, siger Mette Thybo.

Planen er, at gæsterne allerede i højsæsonen næste sommer skal kunne nyde de nye udendørsarealer.

- Vi er utrolig taknemmelige for, at vi har fået den her bevilling af LAG SØM. Vi er rigtig, rigtig glade for, at vores gæster kan nyde det nye område, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce