Annonce
Kultur

Narkolepsi-medicin som fødselshjælper: The Minds of 99 blev ramt af en kambrisk eksplosion, som fødte sange på stribe

- Jeg tror, at publikum lytter anderledes til sange i dag end i 2019. Jeg fornemmer, at vi har bevæget os bort fra en kynisme og åbnet op for noget mere sensitivt, siger Louis Clausen (nummer to fra højre). foto: Karen Rosetszky
Fredag udsendte The Minds of 99 gruppens fjerde album ”Infinity Action”. Modsat de tre første udgivelser har bandet ikke arbejdet med et bestemt koncept eller udtryk som rettesnor. Det har finurligt nok resulteret i det mest helstøbte album til dato.

Musik: På et marmorbord på Hotel Ottilia i Carlsberg Byen i København ligger fire vinylplader placeret, så de ligner en blomst, hvor bladene folder sig ud.

De er alle udgivet af The Minds of 99, der siden udgivelsen af den første plade, ”The Minds of 99” fra 2014, er gået fra at være niche til 2010’ernes og begyndelsen af 2020’ernes mest toneangivende danske band.

Et band, der både favner det dødsensalvorlige og evner at gribe det ungdommelige nu uden skyggen af tanke på morgendagen.

Annonce

Personificeret i forsanger Niels Brandt, der trods sine 38 år stadig er en filosofisk gadedreng, som konstant veksler mellem gas og genialiteter.

- Prøv at se, hvad der gemmer sig herinde, siger han lokkende og viser det foto af grønne planter, der fylder hele første opslag af bookletten til det nyeste album, ”Infinity Action”.

- Det er skunk, konstaterer Niels Brandt med et kækt smil.

Hvis man er bekendt med bandmedlemmernes forhold til euforiserende stoffer, giver det god mening. Men efter at have moret sig over journalistens måben, fortæller forsangeren, at det er et photoshoppet billede af tang på havbunden i Kattegat.

- Hvis det skulle have været et billede af stoffer, ville det være narkolepsi-medicin, som var vores drug, da vi skrev de første fire af sangene i Los Angeles i april 2019, siger han uden at fortrække en mine.

- Ja, det var sgu mystisk, at vi købte narkolepsi-medicin produceret i Valby i Los Angeles, siger trommeslager Louis Clausen og holder den nye vinyl op foran sig.

Niels Brandt spørger, om jeg kan se, hvad motivet er. Billedet af tang på havbunden gør det lidt nemmere at afkode, at forsiden af coveret prydes af et søpindsvin.

Det kunne lige så godt være en supernova, der eksploderer. Det ville være et oplagt symbol på den kreative eksplosion, som prægede udspillet i dets vorden.

- Albummet startede som den fucking Kambriske Eksplosion* for snart tre år siden i Los Angeles, hvor vi besøgte produceren Frederik Thaae. Kreativiteten var helt uhørt, og vi har aldrig oplevet, at så mange sange kom til os så let, siger Niels Brandt.

Fløj under radaren

En af de sange, der blev født i Californien, er albummets sidste nummer, ”Sikke en sang”, som må bejle til titlen som den smukkeste sang, The Minds of 99 har begået.

- Da Niels spillede den for os, kunne vi alle mærke, at den satte nogle ting i gang. Den havde en nerve med stort potentiale, siger Louis Clausen.

Sangen er inspireret af Carsten Jensens roman, ”Vi, de druknede”, der handler om fire generationer af sømænd fra Marstal på Ærø.

- Følelsen af eventyret i bogen er røget ind i sangen, som også skildrer, at The Minds of 99 igen er på et eventyr. Hvordan og hvornår det ender, aner vi ikke. Heldigvis. Hvis man kender sin fremtid alt for godt, er det ulideligt, konkluderer Niels Brandt.

Efter opholdet i Californien gik The Minds of 99 ind i bandets mest travle festivalsommer nogensinde. Da medlemmerne skulle i gang med at skrive resten af sangene til albummet, var bandet lige som alle andre fanget i coronaens kviksand.

- Vi disintegrerede på en måde, fordi vi som alle andre sad isoleret derhjemme. I forhold til bandet og sangskrivningen var det ikke optimalt, men det betød, at vi som individer kunne flyve helt under radaren i en periode. Hvilket var et sindssygt privilegium, fordi vi i virkeligheden var megatrætte, siger Niels Brandt.

Annonce

En ekstra dimension

Efter et længere koncert- og sangskrivningsvakuum fik bandet en regulær saltvandsindsprøjtning i Parken, da det i september indbød 53.000 publikummere til den største koncert nogensinde i Danmark med et dansk band.

Fire måneder efter får tanken om koncerten det stadig til at sitre i kroppen på Niels Brandt og Louis Clausen. Men ikke på grund af rekorden.

- Det har aldrig været et mål for os at slå rekorder. Vores succesparameter handler ikke om antallet af solgte koncertbilletter og albummer. Det handler udelukkende om de sange, der ikke er skrevet endnu. Om de sange, der endnu ikke er præsenteret for publikum live. Den musikalske rejse og jagten på kommende sange er vores drivkraft, og efter koncerten i Parken var vi tilbage på sporet, siger Niels Brandt.

Louis Clausen er enig. Selv om rekordkoncerten overgik alle forventninger, er det stadig sangene, som vejer tungest.

- Parken var en fuldstændig vanvittig oplevelse, som bliver svær at overgå, fordi vi på en måde genåbnede Danmark den aften. Selv om friheden var til låns, var der en helt unik fællesskabsfølelse til den koncert. Men jeg glæder mig lige så meget til vores kommende arenaturné, fordi vi får lov at spille mange flere af de nye sange. Mit største kick opstår, når nye sange kommer ud at leve med publikum.

- Det er i det møde, sangene får en ekstra dimension. Fordi vi ikke kan forudse, hvordan publikum eller vi reagerer. Vi kan naturligvis mærke, hvis en ny single klarer sig godt i radioen, men det er først i samspil med et livepublikum, at vi finder ud af, hvad en sang kan. Eller ikke kan, siger Niels Brandt.

Det er helt klart vores mest komplekse album og på en måde en form for nulstilling af os som band, fordi det spænder så bredt. Vi har også to sange på engelsk, hvor vi tidligere har brugt enkelte engelske gloser i et vers eller i et omkvæd. Den enorme spændvidde er med til at gøre vores fremtid åben og spændende

Niels Brandt, forsanger i The Minds of 99

The Minds of 99 brød igennem med sangen, ”Det er Knud, som er død”, som er baseret på et hyldestdigt af Tom Kristensen til polarforskeren Knud Rasmussen. På ”Infinity Action” har Michael Strunges digt ”Krystalkuglen” fundet vej. Nærmest som en elegant prik over i’et.

- Digtet var nærmest et retrospektivt manifest for pladen. Da pladen næsten var færdig, indlæste jeg digtet for Gyldendal, da jeg er i gang med at indtale alle Michael Strunges digte. Jeg synes, det satte ord på vores plade på en måde, jeg aldrig selv kunne. Normalt går et manifest før handlingerne, men her var det omvendt, siger Niels Brandt.

De to medlemmer kalder ”Infinity Action” The Minds of 99’s mest alsidige album til dato. Fordi det spænder fra digtet “Krystalkuglen” og den 15 år gamle børnesang ”Emil” til storladne sange som ”Under din sne” og ”Sikke en sang”.

Fakta

The Minds of 99 blev dannet i 2012 af Niels Brandt (forsanger), Jacob Bech (synthesizer), Mikkel Bech-Hansen (keyboard), Asger Wissing (bas), Anders Folke Larsen (guitar) og Louis Clausen (trommer). Mikkel Bech-Hansen forlod bandet i 2016.

Gruppens navn var inspireret af, at Brandt havde lyttet til The KLF's nummer "Justified and Ancient", hvor der undervejs bliver rappet: "Make mine a "99", hvilket han fejlhørte som "Minds of 99".

Bandet har modtaget et væld af priser. Blandt andet Carl Prisen, Steppeulven, Danish Music Awards, P3 Guld og Gaffa Prisen.

Bandet skulle have givet en række koncerter i januar. På grund af corona er de flyttet til foråret:

Royal Arena, København - torsdag 7. april

Royal Arena, København - fredag 8. april

Jyske Bank Boxen, Herning - lørdag 9. april

Arena Næstved - torsdag 14. april

Gigantium, Aalborg - fredag 15. april

Jyske Bank Arena, Odense - lørdag 16. april

Ceres Arena, Aarhus - torsdag 21. april

Ceres Arena, Aarhus - fredag 22. april

Ceres Arena, Aarhus - lørdag 23. april

- Det er helt klart vores mest komplekse album og på en måde en form for nulstilling af os som band, fordi det spænder så bredt. Vi har også to sange på engelsk, hvor vi tidligere har brugt enkelte engelske gloser i et vers eller i et omkvæd. Den enorme spændvidde er med til at gøre vores fremtid åben og spændende, siger Niels Brandt.

Inden de gik i gang med albummet, var de to bandmedlemmers indtryk, at de fleste i bandet var ved at løbe lidt tør for brændstof. Nu er fornemmelsen, at tanken nærmest flyder over.

- Albummet understreger, at man selv uden gennemgående tematik eller genrekonventioner kan skabe et helstøbt album. Fordi alle sange er skrevet på deres egne præmisser og ikke orkestrerede eller kalkulerede. Det er alt muligt og ingenting i samme gryde. Det baner vejen for at komme endnu flere ukendte steder hen, siger Louis Clausen.

Annonce

En makaber periode

Den ultrakorte ”Folketing/Marketing” rundes af med et brøl, der vækker minder om Kim Larsen, når han brølede igennem. Det var planen.

- Når jeg synger: ”Så det saaaaaaagt” på den måde, er det superbevidst. Alle i bandet har hørt røvmeget Kim Larsen, og jeg havde to kassettebånd, da jeg var fem år. Det ene var ”Værsgo”, og det andet var ”Jungle Dreams”, siger Niels Brandt.

Han synes ikke, at ”Folketing/Marketing” er en protestsang, fordi den objektivt er sand.

- Økonomisk er der ikke ret meget at vinde ved at lave en vinylplade. Men processen med at få lavet artwork, cover og få alle tekster med har afgørende betydning for, at det føles som en helhed, siger Niels Brandt (th). Foto: Karen Rosetszky

- Jeg tror, at alle politikere vil være enige i sangens påstand om, at deres virke handler for meget om marketing og ikke så meget om folketing. Hvem af de 179 medlemmer af Folketinget vil være uenig? Kan du nævne én politiker, som ikke synes, de bruger for megen tid på marketing, spørger Niels Brandt.

Det er svært at skyde fra hoften med et navn. Det når heldigvis ikke at blive pinligt, da Niels Brandt ikke lader spørgsmålet svæve for længe i luften.

- Jeg synes sgu, det er en sjov sang. Jeg ved ikke, om vi har et dybere budskab med den. Så er det i hvert fald ikke planlagt.

Den følges op af ”Big City, Bright Lights”, som stilistisk og musikalsk vækker minder om netop Kim Larsens soloudgivelse ”Jungle Dreams” fra 1981.

- ”Big City, Bright Lights” er sgu noget fjollet og klovnet new wave a la Devo, som Kim Larsen dyrkede i begyndelsen af 80’erne. Det var en makaber periode, og de to sange hænger lidt sammen med min fascination for at få mine venner og bandkolleger til at grine. Det er noget af det fedeste i verden, og det lykkedes på disse sange, siger Niels Brandt.

Og får Louis Clausen til at le højt.

Annonce

Spontanitetens kraft

Latter er ofte mest givende, når den er spontan. Det samme gør sig gældende for musik og tekster. Det uventede er derfor en gave, bandmedlemmerne sjældent bytter.

- En dag kom Louis ned i vores øvebunker på Vesterbro og spillede en melodistump på klaver. Da jeg hørte den, poppede ordet narkoman op i mit hoved. Sammen lod vi os føre med, og pludselig havde vi skrevet det meste af sangen ”Som fluer”. Fordi vi turde lade tilfældet råde. Det er næsten altid der, man kan mærke, det bliver spændende, siger Niels Brandt.

De stoler efterhånden blindt på deres indfald. På hinandens underbevidsthed. På spontanitetens kraft. De bedste af The Minds of 99’s sange udspringer næsten altid af, at medlemmerne ikke tænker for kalkuleret.

- Vi dyrker et fænomen, vi kalder ”happy accidents”. Altså lykkelige uheld. Det kan være et forkert tag på en guitar eller en sætning, der synges forkert i studiet, men bliver fuldstændig genial af det. Det er umiddelbart, og det er ægte. Man skinner igennem i sine fejl, og det er én af de ting, som har været med til at forme The Minds of 99, siger Louis Clausen.

Trommeslageren mener, at det ligger i selve sangskrivningens natur at være åben.

- Hvis vi satte os ned med en ambition om at skrive ”Hurtige hænder vol. 2.0”, blev det med garanti en fiasko. Hvis vi derimod tør knuse krystalkuglen og smadre datiden, skaber vi en situation, hvor vi betragter verden med nye øjne. Det kræver mod at turde det.

Der er fuld knald på coveret til "Infinity Action" med en søstjerne på en skriggrøn baggrund. Coverfoto

- Ja, helt sikkert. ”Infinity Action” er en langt modigere plade end de tre foregående. En plade, hvor jeg også tydeligt kan høre, vi er blevet dygtigere, faktisk. En sang som ”En stemme” var vi ikke kompetente nok til at forløse for tre år siden. Vi havde ikke fantasi til at lave de forskellige temposkift og til selve produktionen. Der har Frederik Thaae også spillet en væsentlig rolle. Den sang er blot én af mange, der understreger, at der er blevet højere til loftet siden ”Solkongen, siger Niels Brandt.


*Den Kambriske Eksplosion refererer til en enestående periode af evolutionær nyskabelse af de fleste større dyrerækker. Den Kambriske Eksplosion fandt sted for cirka 543 millioner år siden og strakte sig over en periode på mange millioner år. Kilde Wikipedia

Annonce
Navne For abonnenter

Ene mand på toppen: Simon Sophus Nielsen står på mål for en omdiskuteret industri

Danmark

Mandagens coronatal: Ny smitterekord

Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Bentes gravpynt forsvinder på mystisk vis fra hendes mands gravsted: Men der er en god forklaring

Langeland For abonnenter

Se video: Langeland går mod strømmen, og fjernvarmekunder undgår prisbomber - nogle får endda en lavere regning i 2022

Debat

Læserbrev: Vækst er ikke en lige linje

Sport For abonnenter

Danskerklubben Brentford kan også have et kommercielt motiv - London-klubben har flere motiver til at hente Christian Eriksen

Dall: Derfor kommer Løkkes nye parti i Folketinget

Ærø For abonnenter

Mens landsholdet kæmper om medaljer, savner de håndboldspillere i Marstal: - Det er lidt demotiverende

Danmark

Alene i julen? Sådan passer du på humøret juleaften

Kultur For abonnenter

Sælger overfaldt biografdirektør med kniv: Efter medieomtale dukkede Marilyn Monroe figuren pludselig op

Faaborg-Midtfyn

45 efterskoleelever smittet, og ski-tur udsat: - Det er et lille Wuhan her hos os

Dronningens smykkeskrin fortæller sin helt egen historie: Blandt platin, rubiner og brillanter ligger der pludselig et par plastic-øreringe fra Matas

Debat For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Stærkt med nye film- og skatteuddannelser i Svendborg

Ærø For abonnenter

Se video: Ærøskøbing Vandværk graver 43 meter ned i jorden efter mere og bedre vand

Svendborg

Planen var at vente på ophævede restriktioner: Nu genåbner Torvecaféen alligevel

Annonce