Annonce
Søsiden

Nørd på udkik fra Svendborgsundbroen: Hvilken farve har skorstenen - indvendig?

Originalen møder modellen. Forgrundens m/f Marstal bygget af Frank Petersen er i skala 1:100. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Frank Petersen fra Marstal har bygget en fin skalamodel af færgen Marstal. Koøjet arrangerede møde mellem originalen og modellen.

Trafikanter på Svendborgsundbroen vil næppe undre sig, hvis en person står på broens fortov og nyder den gode udsigt.

Hvis de havde vidst, hvorfor Frank Petersen opholdt sig der for nogle måneder siden, kunne det have ført til hovedrysten.

Modelbyggeren fra Marstal var ude på en helt special mission. Alt var timet og tilrettelagt på bedste Egon Olsen-vis. Frank Petersen skulle stå præcis over midten af sejlrenden, og det skulle være m/f Marstal - og ikke søsterskibet m/f Ærøskøbing - der passerede under hans skosåler. Og Frank Petersens mission kunne kun udføres med et kik fra luften.

Opgaven var at opklare, hvilken farve færgen Marstals skorsten havde - indvendig. Grå, viste det sig.

- Kald mig bare tosset eller nørdet. Men når jeg bygger modelfærger, skal alt bare være helt præcist, også farverne, fortæller Frank Petersen.

Den færge-interesserede Frank Petersen, der til daglig arbejder i trælasten i Marstal, har bygning af modelskibe som hobby. Fra hjemmefrontens lille værft er det blevet til omkring en halv snes nybygninger.

Alle Frank Petersens færger er fra Ærø-trafikken, historiske som nutidige. En håndfuld af dem står udstillet i Danmarks eneste færgemuseum, der indgår som en afdeling i Marstal Søfartsmuseum. Et par andre modeller står i en bank. Hjemme hos Frank Petersen ses Ærøfærgernes m/f Skjoldnæs og den foreløbig seneste nybygning, m/f Marstal:

- For sjov tæller jeg de timer, jeg bruger på det. M/f Marstal har taget omkring 700, siger Frank Petersen.

Næste færge er allerede på bedding. Det er Ærøfærgernes elektriske Ellen, der i virkelighedens farvand planlægges indsat på Søby-Fynshav i juni.

- Folk har spøgt med, at jeg måske bliver færdig med min Ellen, før den rigtige færge kommer ud i drift, lyder det fra Frank Petersen.

Modellen af m/f Marstal blev afsløret i torsdags, da Det Gamle Værft i Ærøskøbing holdt åbent hus med sit renoverings-projekt, damperen Svendborgsund som tema.

Annonce
Modelbygger Frank Petersen, Marstal har med målebånd og kamera gjort mange og tætte studier på forbilledet i baggrunden . Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce