Annonce
Indland

Myndigheder anbefaler en måned mellem hvert trin i genåbning

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
De danske sundhedsmyndigheder kan ikke forklare, hvad et trin kunne være i en trinvis åbning af Danmark.

Mandag åbnede både regeringen og de danske sundhedsmyndigheder for en trinvis genåbning af Danmark.

Men hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut, som er involveret i coronahåndteringen, kan forklare, hvad et trin i en genåbning kan være.

Statens Serum Institut skrev ellers i en rapport mandag, at der bør gå cirka en måned mellem trinene i en genåbning.

Ritzau har spurgt, hvad der menes med et trin. Men det kan man ikke svare på hos Statens Serum Institut. Her henvises der i stedet til Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet.

I Sundhedsstyrelsen kan man heller ikke svare på det. Også her henviser man til Sundheds- og Ældreministeriet, som Ritzau afventer svar fra.

Muligheden for en trinvis genåbning af Danmark blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag.

Her sagde hun, at der med garanti vil komme flere coronasmittede, og at der også vil være flere smittede, som ender med at dø.

På den positive side er de mange tiltag mod coronavirus begyndt at virke, lød det fra statsministeren.

Det var i den sammenhæng, at hun åbnede for en trinvis genåbning.

Konkret sagde hun, at hvis alle fortsætter med at følge myndighedernes anbefalinger nogle uger endnu, så kan Danmark være på vej mod at blive åbnet stille og roligt igen på den anden side af påskeferien i april.

En kontrolleret, trinvis genåbning af landet vil dog kræve, at befolkningen bliver ved med at agere fornuftigt de kommende uger, understregede Mette Frederiksen.

/ritzau/

Link til rapport fra Statens Serum Institut
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce