Kender du foldebillederne, hvor man skiftes til at tegne videre på en tegning, man ikke aner, hvad forestiller, og hvor motivet først åbenbarer sig, når papiret bliver foldet ud igen?
Hvis man oversætter sådan et foldebillede til musik, får man lyden af Kaleiidos debutalbum, "Voyage".
Man kan også forsøge at indkredse musikken som lydflader af jazz, ambience, improvisation, electronica, meditation og spiritualitet.
Saxofonisten Cecilie Strange opfatter begge beskrivelser som en ros. Sammen med guitaristen Anna Roemer har hun udviklet musikvisionen Kaleiido, der er meget mere end et band.
- Anna og jeg mødte hinanden på musikkonservatoriet i Odense, da jeg gik på sidsteåret, og hun lige var begyndt. Hun spillede rytmisk guitar og var megasej til det, så jeg fik hende til at spille til min eksamen. Vi underviste begge på musikskolen 17:48, så vi sås af og til, og da Anna skulle til sin sidste eksamen, spillede jeg med.
Ikke én eneste node
Hvor jazz, folkemusik og til dels klassisk musik er Cecilie Stranges kernekompetencer, har Anna Roemer en forkærlighed for indie og elektropop. Det er den musikalske bredde, der kommer til udtryk i de to musikere og komponisters musik.
Selv om de begge brænder så meget for at komponere, at de har taget en uddannelse, der vægter komposition lige så højt som deres respektive instrumenter, findes der ikke en eneste nedskrevet node, når Kaleiido optræder - eller på debutalbummet for den sags skyld.
- Vi komponerer ikke numre, men skaber musikken forfra hver eneste gang. Vi spiller aldrig to koncerter i træk med de samme musikere, men inviterer forskellige folk med fra gang til gang og lader musikken vokse ud af øjeblikket og konstellationen af musikere. På den måde ændrer vores musikalske udtryk sig konstant. Akkurat som når hvert drej på et kalejdoskop kalder et nyt billede frem, forklarer Cecilie Strange.
Men selv om rammerne er frie, er det begreber som "minimalistisk", "melodisk" og "øjebliksmusik", de skiftende gæstemusikere bliver præsenteret for.
En lille, simpel melodi
Øjebliksmusik er det, man finder på albummet, "Voyage", der blev indspillet 5. december 2019.
Cecilie Strange og Anna Roemer havde ikke en klar plan, da de gik i studiet, men delte processen op i to forløb.
Om dagen indspillede de en række one takes sammen med trommeslageren Jakob Høyer og bassisten Anders "AC" Christensen, som er det nærmeste, Kaleiido kommer en grundstamme af musikere.
- Kl. 17 stødte sangeren Stine Steendorph aka Aza Falls og trompetisten Kasper Tranberg til. Under lydprøven improviserede vi os frem til en lille, simpel melodi, som blev det eneste udgangspunkt for den koncert, vi om aftenen spillede for 50 gæster i studiet.
- Der kom 55 minutters ren improvisation ud af koncerten. Musikken opstod lige dér og endte med at blive helt magisk, fordi vi gled ind i en fælles vibe, som skabte en endnu vildere energi, end vi havde forestillet os.
Skål i bobler ved skærmen
Albumudgivelsen er en kombination af det bedste fra eftermiddagens kvartet og aftenens sekstet. Digitalt udkommer der syv numre, men på vinylen er der kun plads til seks. Albumtitlen "Voyage" går igen på samtlige numre, der er "talsat" part I-VII.
Om Kaleiido
Kaleiido er en musikalsk vision skabt af saxofonisten Cecilie Strange og guitaristen Anna Roemer.
Dogmet er at lade musikken udvikle sig konstant ved at invitere forskellige musikere med, hver gang Kaleiido spiller.
På debutalbummet "Voyage", der udkommer digitalt og på vinyl, medvirker trommeslageren Jakob Høyer, bassisten Anders "AC" Christensen, trompetisten Kasper Tranberg og vokalisten Stine Steendorph.
Releasekoncerten bliver livestreamet 29. januar. Tjek kaleiidomusic på facebook og instagram for nærmere oplysninger og link til koncerten.
Havde det ikke været for coronaen, skulle udgivelsen være markeret med en releasekoncert 29. januar. I stedet planlægger Kaleiido at livestreame koncerten.
- Vi lægger en invitation til releasekoncerten op på facebook, og så håber vi, at publikum hjemme i stuerne får lyst til at åbne en flaske bobler og skåle med os undervejs, smiler Cecilie Strange.
Musikalsk dna
Når dogmet er, at Kaleiidos musik ikke skal kunne spilles ens eller gentages, virker det selvmodsigende at præsentere albummet ved en koncert.
- Releasekoncerten skal netop ikke være en kopivare, men afspejle vores arbejdsmetode. Det er meningen, at hver musiker flytter ind i Annas og mit univers med sin lyd, sit udtryk og sit musikalske dna. Hvis musikken skal lykkes, så billedet folder sig ud, og man "ser" hele historien, kræver det et ekstremt nærvær.
Cecilie Strange, saxofonist og komponistVi lægger en invitation til releasekoncerten op på facebook, og så håber vi, at publikum hjemme i stuerne får lyst til at åbne en flaske bobler og skåle med os undervejs.
Når intet er givet på forhånd, er det op til hver enkelt musiker at byde ind. Cecilie Strange forklarer, at nogle numre vokser frem af stilheden, mens andre bygger videre på en netop spillet inspiration, men fælles for numrene er, at de fra start til slut er drevet af en blanding af intuition og improvisation.
- Pladeselskabet har allerede udsendt fire af numrene som singler, og selv om vores musik ikke i traditionel forstand har en rød tråd, et genkendeligt tema eller bevæger sig tilbage til et fast udgangspunkt, fornemmer vi, at vores hyldest til den frie musik falder i lytternes smag, siger Cecilie Strange.