Annonce
Langeland

Musik med mobilitet

Georg Jensen mestrer stort set alle instrumenter. Her giver han et nummer på det elektroniske klaver. Foto: Karl Edvard Hansen
Georg Jensen, som har en langvarig musikuddannelse bag sig og har undervist på både egen og flere af landets musikskoler, underviser nu hjemme hos folk privat.

BAGENKOP: Han har en lang uddannelse inden for både rytmisk og klassisk musik. Og selv om man måske forbinder navnet Georg Jensen med sølvtøj, så er der i dette tilfælde snarere tale om slagtøj.

Men Georg Jensen, der bor i Fredsbjergparken i Bagenkop, gør sig ikke blot på trommer, han mestrer nemlig stort set alle musikinstrumenter, og han har undervist på en række musikskoler – sidst har han drevet sin egen, ”Den alternative Musikskole” i Svendborg.

Fra at have haft en fast base for musikskolen har han nu valgt at fungere som mobil musiklærer og tilbyde undervisning hos kursisterne i egne hjem.

- Der er mange, der kan have svært ved at tilrettelægge hverdagen, når de skal nå ting til bestemte tidspunkter, så her skal de ikke tænke på transport og så videre, men kan få tilrettelagt en undervisning, der tilpasses efter egne behov, der hvor de har hjemme, siger Georg Jensen.

Han tilføjer, at det også har den fordel for ham selv, at han ikke er bundet op af en dyr husleje eller krav i forbindelse med lejemålet. Nu skal han bare pakke instrumenterne, som han transporterer på en trailer med top.

Annonce
Her ses et lille udpluk af Georg Jensens store instrumentpark, som transporteres rundt efter behov. Foto: Karl Edvard Hansen

Man skal altid øve sig

Georg Jensens er barnefødt på Nørrebro, og musik har altid fyldt meget i den nu 69-årige musiklærers liv. Og i ungdomsårene var det Elvis Presley, Beatles og Rolling Stones, som gav brændstof til, at han selv fyrede den af i rockbandet "Step by Step". I dag er det jazzen, han gør sig i sammen med dansk-russiske Irini Strange.

- Musik kan så meget, og det holder en i gang, siger Georg Jensen og tilføjer, at det som alt andet skal holdes ved lige.

- I dag er der så mange tekniske muligheder, og der produceres musik i massevis, men det er ikke nok med teknikken, man skal nemlig altid øve sig, hvis musikken skal have en personlig stemme, understreger han.

Georg Jensen har igennem musikskolerne stor erfaring i at arbejde med unge mennesker, men underviser folk i alle aldre.

- Min yngste elev er syv år, og ældste er 56, men det afgørende er, at de er drevet af musikken, siger han.

For mere information kan man kontakte Georg Jensen på 6073 1047.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Profilen skal skæres til for ny kommunaldirektør

Rygterne om, at der var noget på vej, nåede ikke at svirre længe, før bomben detonerede på Langeland torsdag morgen: Kommunen fyrede endnu en kommunaldirektør. Denne gang var det Benny Balsgaard, som efter knapt tre års ansættelse fik fyresedlen. Før det var det Jørgen Christiansen, som efter 10 års ansættelse i samme stilling i samme kommune fik samme besked. Mens der ingen forklaring er kommet på Jørgen Christiansens fyring, så letter nuværende Langelandsborgmester, Tonni Hansen (SF), lidt på låget: - Udviklingen i kommunerne går så hurtigt, og der stilles konstant nye krav, derfor er vi enige om at søge en anden profil, siger han. Med den argumentation er der ikke just lagt op til, at en ny kommunaldirektør kan blive siddende i stillingen i ret lang tid. For er der en ting, der er sikkert, så er det, at udviklingen ikke kommer til at gå langsommere. Den profil, der passer som hånd i handske i dag, risikerer meget vel at passe som fod i samme handske om bare få år. Det stiller store krav til den ansættelsesprocedure, som de langelandske politikere nu skal stå i spidsen for. Det kan da ikke afvises, at der findes en administrativ schweizerkniv derude, hvis største ønske er at stå i spidsen for Langeland Kommunes administration. Sådan én, som både kan udvikle og skære, begejstre og stå for driften og kombinere det varme og empatiske med det koldblodige og kølige overblik. Sådan én som både nyder at være kommunalbestyrelsens forlængede arm og kan træffe selvstændige beslutninger i en omskiftelig hverdag. Grå eminence og farvestrålende inspirator i en og samme spadseredragt eller jakkesæt. De hænger bare ikke på træerne. Så de langelandske politikere vil nok gøre sig selv og kommunen en tjeneste ved at blive helt skarpe på, hvad der er vigtigst ved en ny kommunaldirektør, og så ellers knokle på for en ny overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og DJØF for de kommunale chefer. Vi priser os af en dansk model på arbejdsmarkedet, hvor det er nemt at hyre og fyre. Det matcher ikke just med de aftaler, de danske kommunaldirektører er ansat med, hvor en fyring eller anden opsigelse af samarbejdet har det med at belaste slunkne kommunekasser i årevis.

Annonce