x
Annonce
Svendborg

Mountainbikeløbet Bissen må udskydes til juni

Bissen er kendt for at være et løb, der tager sine ryttere hen, hvor ryttere ikke plejer at komme. Her gennem Naturama i Svendborg i 2018. Arkivfoto: Michael Nørgaard
Lukningen af Danmark blev mandag forlænget til og med påske, og det er for tæt på Bissen, så nu bliver mountainbikeløbet flyttet til 1. juni. Det kan vise sig slet ikke at være så dum en dag, håber løbsarrangør Rico Busk.

Svendborg: På det her tidspunkt af året plejer det at tikke ind i susende fart med tilmeldinger til Bissen - det efterhånden legendariske mountainbikeløb med start og mål på Frederiksøen i Svendborg.

Men ikke i år.

- Der er fuldstændig stille, lyder det fra Rico Busk, der arrangerer løbet.

Årsagen er den verserende pandemi, der når ud i stort set alle afkroge af verdenssamfundet lige nu. Og nu altså også Bissens.

Efter udmeldingen om, at Danmark skal forblive i dvale i hvert fald indtil efter påske, er Bissen nu flyttet fra 8. maj til 1. juni. En beslutning, der egentlig ikke var så svær under de givne omstændigheder.

- Vi har trukket den lidt, fordi vi ville vente til der kom en ny melding fra myndighederne, men meldingen var jo ikke overraskende, og vi har sådan set kørt med en plan B, som hed en anden dato så snart, der kom en ny melding. Så på den måde var det ikke svært, siger Rico Busk.

Flytningen fra storebededag til anden pinsedag er nu slet ikke så dum, når det nu skal være.

- Vi plejer at blive bombarderet med folk, der ringer og siger, at de gerne ville med, men ikke kan, fordi storebededag er en stor konfirmationsdag. Men i år er alle konfirmationer jo flyttet, så jeg regner med, at der bliver stor tilslutning, siger løbsarrangøren vel vidende, at ingen kan spå om fremtiden lige nu.

- Jeg har en god mavefornemmelse med den dato, men der er jo lige den der med, om der bliver åbent for store forsamlinger, så det er en beslutning taget i uvished. Men det er det bedste bud, så det tror vi på og glæder os til. Og det er det, vi planlægger benhårdt efter nu.

Der er indtil videre solgt 300 af de 800 startnumre, og hvis nogen af de tilmeldte ikke kan den nye dato, kan de få refunderet deres penge eller få dem overført til næste års løb. Det samme gælder, hvis man tilmelder sig nu, og løbet igen må flyttes på grund af corona. Usikkerheden omkring fremtiden er også årsag til, at løbet har valgt at droppe en varslet prisstigning på billetterne 1. april.

I det hele taget giver flytningen lidt ekstra arbejde til Rico Busk og resten af holdet bag løbet.

- Det giver noget uro hos deltagerne, og vi håber bare, at de 140 frivillige, vi har i gang på dagen, også kan den nye dato. Og så skal vi jo rundt til alle vores sponsorer igen, og vi skal lave nye ansøgninger til vejmyndighed og politi, og vi skal leje værftshallen igen. Men det er jo småting i forhold til resten af samfundet, siger han.

- Og hvis det kommer til, at vi skal betale en masse penge tilbage, fordi folk ikke kan den dag, og vi ikke får udsolgt, er der bare færre penge i klubkassen i år. Det må vi bare tage med, lyder det fra Rico Busk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Åbent brev til statsministeren og Danmark fra efterskoleleder

Kære Mette, kære Danmark – lad os passe på hinanden og komme styrkede ud på den anden side. Den 2. april påbegyndte Vejstrup Efterskole, som man har kunnet læse i Fyns Amts Avis, et stafetløb. Formålet med stafetløbet er at vise, hvordan man ”kan være sammen hver for sig”. Formen er at løbe en stafet – virtuel naturligvis på grund af smittefaren – fra Vejstrup på Sydfyn til København. I stedet for at løbe med en fysisk stafet, løber man med et billede på sin mobiltelefon, som man sender til den næste løber, to meter før man mødes. Ambitionen er at aflevere stafetten på Christiansborg til statsministeren inden påske. På næsten samme tid, som vi startede stafetten, mødtes jeg med alle elever til fællestime. I fællestimerne synger vi dels et par sange sammen, dels taler jeg om et emne, som kan være med til at ruste dem til at håndtere de udfordringer, de vil møde og have det godt med – det vi på Vejstrup kalder ”væredygtighed”. Alt sammen foregår naturligvis på afstand med et af de medier, der er blevet skolens væsentligste arbejdsredskaber, ”Teams”. Budskabet med stafetten er at minde eleverne og hele Danmarks befolkning om, hvor vigtigt, det er at bakke statsministeren op i at holde afstand i påsken; at man ikke lader sig rive med af det gode vejr, de traditionelle påskefrokoster samt lysten til at være sammen. For man kan frygte, at mange kan have lyst til det, netop som statsministeren har åbnet døren en smule på klem for, at corona-strategien ser ud til at være succesfuld, og at vi kan påbegynde en genåbning af Danmark efter påsken.

Annonce