Annonce
Erhverv

Kom som sendt fra himlen: Mor og datter scorer vidunderdreng i Løvens Hule

Stephanie (tv) og Vivian Seedorff blev torsdag aften partnere med den unge erhvervsmand Christian Arnstedt, da han købte sig ind i virksomheden O'tay i DR-programmet Løvens Hule. Foto: Per Arnesen/DR
Stephanie og Vivian Seedorff fra Svendborg optrådte torsdag aften i DR-hittet Løvens Hule, hvor de sikrede sig en kapitalindsprøjtning og et partnerskab med ung talentfuld erhvervsmand.

Svendborg: Stephanie og Vivian Seedorff fra Svendborg har på fire måneder solgt for 600.000 kroner tøj i deres nystartede webshop O’tay, og torsdag aften tog de et stort skridt mod et mål om at nå en omsætning på 2,3 millioner kroner i år og 5,9 millioner i 2021.

Her præsenterede de deres forretningside for fem investeringslystne iværksættere i DR-programmet Løvens Hule, og de endte med at score den unge erhvervsmand Christian Arnstedt som partner og investor.

Han købte 20 procent af den sydfynske mor- og datter-virksomhed for 300.000 kroner, og han skal nu forsøge at hjælpe med at få omsætningskurven til at holde den rette vinkel. Det samarbejde har både mor og datter store forventer til.

- Vi vil gerne starte salg til udlandet, og her kan Christian Arnstedt hjælpe os med at lægge de rigtige strategier. Han har prøvet det mange gange før, og sammen med ham kan vi skære nogle hjørner af, siger Stephanie Seedorff.

Annonce

Corona-problem

Stephanie Seedorff er lige nu hjemme i Danmark med kæresten Søren Laulund, og det er uvist, hvornår de tager tilbage til Kina.

Rejser de ind i Kina, kan de nemlig ikke rejse ud igen på grund af den coronavirus, der har ramt landet.

- Skulle jeg blive smittet, vil jeg også helst behandles i det danske sundhedsvæsen, så foreløbig bliver vi hjemme og ser tiden an, siger Stephanie Seedorff.

Det er hendes plan at rejse hjem tre-fire gange om året, og når hun er i Danmark, bliver hun her to-tre uger ad gangen.

Sendt fra himlen

Det er en mand med masser af talent, der nu skal hjælpe Stephanie og Vivian Seedorff med at øge salget.

Christian Arnstedt har optrådt på det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes' liste over Europas 30 største business-talenter, og han står i dag blandt andet bag virksomheden Blazar Capital, som opbygger og opkøber brands og koncepter.

Stephanie og Vivian Seedorff har netop udviklet et nyt brand, og før tv-lamperne blev tændt, håbede de på, at det netop blev Christian Arnstedt, der endte med at skyde kapital og kræfter ind i deres forretning.

- Han kom simpelthen som sendt fra himlen. Han har andre virksomheder, som han har taget den samme iværksætter-rejse med på nettet. Vi har samme alder, han er meget engageret, og i den seneste tid har vi talt sammen flere gange om ugen, fortæller Stephanie Seedorff.

Programmet blev optaget i september, og mens de to Svendborg-iværksættere har gået og gemt på hemmeligheden, har Christian Arnstedt og hans folk hjulpet med at lave en ny webshop til O'tay.

Da programmet blev sendt torsdag aften, steg trafikken voldsomt i webbutikken, og samtidig røg proppen af en flaske champagne i villaen på Otte Ruds Vej ved lystbådehavnen i Svendborg. Samtidig begyndte det at strømme ind med lykønskninger på forskellige sociale medier.

- De skriver: "Tillykke, hvor er I seje og stor respekt", og der er også mange, der roser vores produkter, fortæller Stephanie Seedorff.

Drøm om butikker

Hun har arbejdet i tøjbranchen i 15 år og har lige så længe haft en drømt om at lave sit eget design og sit eget brand. Da hendes kæreste i 2018 fik job i et medicinalfirma i Kina, besluttede hun sig for at flytte med og lancere sit eget tøjmærke, og hendes mor hoppede med på vognen.

Vivian Seedorff kvittede sit job som kursus- og eventplanlægger i et revisionsfirma, og nu står hun for alt det administrative i O’tay med adresse i Svendborg, mens Stephanie Seedorff er kvinden bag markedsføring og den næsten daglige kontakt til systuen i Kina, som hun nærmest opfatter som en del af familien.

Stephanie Seedorff bruger først og fremmest det sociale medie Instagram i markedsføringen. Her har O’tay næsten 10.000 følgere, der kan se de små film, som Stephanie Seedorff lægger ud, når hun prøver de nyeste kollektioner, viser rundt på lageret i Svendborg-villaen eller på systuen i det sydlige Kina.

Imens pakker hendes mor varer og sender dem af sted med personlige hilsner og en lille overraskelse. Det vil de holde fast i – også selvom drømmen er at blive meget større.

- Vi drømmer om at komme til udlandet og få et stort hovedkontor med lager og showroom, og måske kommer vi også til at åbne butikker, siger Vivian Seedorff.

Det med butikker er Stephanie Seedorffs drøm. Også selvom forretningsmodellen lige nu er, at tøjet kan sælges billigere, fordi man netop hopper butiksleddet over.

- Men jeg har altid stået ude ved kunderne, og jeg elsker det og synes, det er fantastisk at kunne give den personlige betjening og hjælpe dem til dørs. Det savner jeg ved webhandlen, og det er en kæmpe drøm for mig at åbne nogle butikker med mit eget tøj, siger Stephanie Seedorff.

Stephanie (tv) og Vivian Seedorff præsenterede torsdag aften deres tøj i DR-programmet Løvens Hule, og bagefter steg salget eksplosivt i deres webbutik. Foto: Per Arnesen/DR
Vivian (tv) og Stephanie Seedorff gik den 25. april 2019 i luften med deres eget tøjbrand O'tay, og torsdag aften præsenterede de deres forretning i Løvens Hule på DR. Arkivfoto
Christian Arnstedt er blevet kaldt et wonderkid i erhvervslivet, og nu er han partner med Vivian og Stephanie Seedorff, mor og datter fra Svendborg. Foto: Per Arnesen/DR
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Se billeder fra statsminister-visit: Skoledreng krævede svar om organdonation

Svendborg

Statsministerbesøg i Svendborg: Spørgelystent publikum holdt Frederiksen til ilden

Annonce