Annonce
Fyn

Modstander af Fyn-Als-bro: I ødelægger fantastisk natur

Vibeke Schaffalitzky de Muckadell flyttede til Sydfyn på grund af naturen. Arkivfoto: Bent Warncke
Vibeke Schaffalitzky de Muckadell er formand for forening, der kæmper mod en bro fra Als til Fyn.

Værdifuld natur og miljø ødelægges, hvis der opføres en bro mellem Fynshav og Horneland med tilhørende motorvej gennem fantastiske naturområder på Sydfyn.

Det mener Vibeke Schaffalitzky de Muckadell, der er formand for foreningen "Sydfyns Fremtid - Als-Fyn Bro og motorvej nej tak".

Foreningen blev stiftet i september 2020 og har allerede et par hundrede medlemmer og 1300 underskrifter mod broen.

Formanden flyttede selv fra København til forvalterboligen ved Arreskov Slot for et par år siden, og en af årsagerne var den smukke natur. Siden har hun og manden fået sønnen Christian.

- Vi vil gerne kunne give de store naturværdier videre til vores børn og beskytte dyrene i området. Det vil være forfærdeligt med en motorvej, der skaber forurening og støj og påvirker folkesundheden, siger hun.

Hun er 32 år og uddannet læge og mener, at netop unge familier vil være tiltrukket af den smukke natur.

- Unge går i høj grad op i klimaet, og en bro og motorvej kan være med til at skræmme tilflyttere væk, forudser hun.

Annonce

Uoprettelig skade

Hun peger på, at en miljøscreening viser, at en motorvej fra Horneland til syd for Årslev vil passere store naturområder og gøre uoprettelig skade på natur og dyreforhold.

Broen vil i Lillebælt gå gennem et Natura 2000-område med truede dyr og planter, og på land vil den foreslåede motorvej krydse Natura 2000-områder som Odense Å, Hågerup Å, Sallinge Å og Lindved Å.

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Hans Stavnsager har peget på, at han gerne ser et alternativ med en motortrafikvej, der følger den nuværende hovedvej mellem Odense og Faaborg.

Vibekes spørgsmål til ministeren

Vibeke Schaffalitzky de Mucadell vil gerne stille dette spørgsmål til transportminister Benny Engelbrecht (S):

Flere politikere har efterlyst en samlet, strategisk vurdering af, hvilke muligheder der er for en ny Lillebæltsforbindelse eller udvidelse af det eksisterende vejnet. Ønsker ministeren en sådan vurdering eller udelukkende en forundersøgelse af Als-Fyn-forbindelsen og i givet fald hvorfor?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce