Annonce
Danmark

Minkfarme kan få uanmeldt besøg for at holde coronasmitte nede

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fødevareminister vil kontrollere, om minkavlere og deres ansatte bruger værnemidler, som det er påbudt.
Annonce

Fra mandag kan minkfarme i hele landet få uanmeldt kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.

Det sker ifølge Miljø- og Fødevareministeriet som konsekvens af et stigende antal coronasmittede minkbesætninger i Nordjylland.

- Det er naturligvis bekymrende, at smitten breder sig, og vi skal sikre, at smitterisikoen er så lille som muligt, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

- Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at tage på uanmeldte stikprøvekontroller for at tjekke op på, om de ansatte på landets minkfarme følger myndighedernes anvisninger om brug af værnemidler og andre forholdsregler, siger Mogens Jensen.

Ifølge ministeriet viser en opgørelse fra fredag, at der i Hjørring Kommune er konstateret i alt 17 smittede besætninger. I nabokommunen Frederikshavn er der konstateret tre.

Det svarer til, at hver femte minkbesætning i de to kommuner set under ét er eller har været inficeret.

Fødevarestyrelsen har ikke fundet covid-19 på minkfarme andre steder i landet.

Siden juli har det været et lovkrav, at alle, der færdes i minkbesætninger, skal bruge værnemidler for at undgå coronasmitte mellem mennesker og dyr.

Spørgsmål: Har du en formodning om, at kravet om værnemidler ikke overholdes?

- Jeg må være ærlig og sige, at Fødevarestyrelsen ikke har nogen sikker viden om det.

- Men når vi kan se, at der sker en stigning i smitten, så iværksætter vi initiativer over hele landet for at være sikker på, at man bruger værnemidler på farmene og dermed begrænser muligheden for smitte, siger Mogens Jensen.

Ud over stikprøvekontroller iværksættes der et særligt tiltag gældende for fire nordjyske kommuner - Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Jammerbugt.

Her pålægges minkavlerne at indsende prøver af døde mink til test to gange om ugen i stedet for som hidtil hver tredje uge.

- Vi har en tro på, at smitten er afgrænset til det område, og derfor sætter vi ind med en særlig indsats i de to kommuner og nabokommunerne, siger Mogens Jensen.

Hvis Fødevarestyrelsen i forbindelse med en kontrol oplever regelbrud, kan konsekvensen blive en politianmeldelse.

- Vi skal jo bekæmpe covid-19 både blandt dyr og mennesker. Selvfølgelig er det ikke godt at have et stort reservoir af smitte på minkfarme, siger Mogens Jensen.

I starten blev minkbesætninger med covid-19 slået ned. Men strategien blev ændret, således at strategien nu er at minimere risikoen for, at smitten kommer ind til dyrene.

/ritzau/

Se pressemeddelelsen her
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Se listen - her skal du huske at bære mundbind

Annonce