Annonce
Langeland

Minister har mange forbehold ved et fremskudt færgeleje mellem Langeland og Lolland

Transport- og boligminister Benny Engelbrecht (S) har en lang række forbehold ved et fremskudt færgeleje ved Spodsbjerg-Tårs. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
I et svar til Folketingets Transportudvalg levner transportminister Benny Engelbrecht ikke mange håb til et fremskudt færgeleje ved Spodsbjerg-Tårs.
Annonce

Langeland: Mens borgmester Tonni Hansen (SF) og de to folketingspolitikere Bjørn Brandenborg (S) og Erling Bonnesen (V) skifter til et endnu højere gear for at få sat skub i et fremskudt færgeleje mellem Langeland og Lolland, er det som om transportminister Benny Engelbrecht (S) sænker farten.

I et skriftligt svar til Folketingets Transportudvalg, der spørger til ministerens holdning til et foretræde, som Svendborg, Lolland, Langeland og Gulborgsund havde i september, udtrykker Benny Engelbrecht en del forbehold ved en fremskudt færgehavn ved overgangen Spodsbjerg Tårs.

Her nævner han miljø- og sejladsmæssige udfordringer, der handler om;  ..."blokering af vandgennemstrømningen i Langelandsbæltet og betydelige udfordringer ved indsejlingen til færgelejet i en fremskudt færgehavn som følge af vanskelige strømforhold."

Hertil kommer, skriver transportministeren, at "...ingen af de undersøgte løsninger var samfundsøkonomisk rentable...".

Annonce

Højst tvivlsomt

I det hele taget mener transportministeren, at det er "højst tvivlsomt", om projektet vil kunne realiseres i tide i forhold til det igangsatte anlægsarbejde med Femern Bælt-forbindelsen.

Benny Engelbrecht konstaterer i sit svar, at en eventuel videre undersøgelse af en udflytning af Tårs havn vil skulle besluttes af et flertal i Folketinget, og at han indtil videre ikke har noteret sig sådan et flertal. Og at der derfor ikke er igangsat nogen ny undersøgelse.

Transportministerens svar får dog ikke umiddelbart Erling Bonnesen til at skifte gear.

- Vi synes, det er ærgerligt, at ministeren ikke interesserer sig mere for forbindelsen. Men så meget desto mere må vi på Sydfyn kæmpe. Det er nu, vi skal vise rettidig omhu og få iværksat en planlægning, så vi kan få trafikforholdene opgraderet, så det bliver samtidig med Femern-forbindelsen åbner. For det er vigtigt, at vi udbytter det potentiale, der kommer, siger han.

Annonce

Et skub fremad

Borgmester Tonni Hansen har tidligere sammen med en række andre borgmestre i en kronik slået et slag for, at man fra politiske hold er med til at gøre Femern-regionen til ”verdensledende centrum for grøn big business”, der kan ”tiltrække internationale virksomheder, der booster job- og karrieremuligheder” i området.

Og selvom det kan lyde fjernt fra Langeland, mener Tonni Hansen, at det kan være med til at skubbe Langeland og hele Sydfyn fremad, blandt andet fordi det vil blive lettere for mange virksomheder, der eksporterer til Danmark og omvendt. Men at det kræver en god infrastruktur, hvor et fremskudt færgeleje med en hurtigere forbindelse er vigtig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bagsiden

Hjemmebagt fynsk brunsviger-blues

Annonce