Annonce
Udland

Dødstal efter fabriksbrand i Indien stiger til 43

Ani/Reuters
Mindst 43 personer er omkommet i en fabriksbrand i New Delhi. Det skriver avisen The Times of India.

Mindst 43 personer er søndag omkommet i en fabriksbrand i Indiens hovedstad, New Delhi.

Det oplyser politiet ifølge avisen The Times of India.

Antallet af omkomne forventes ifølge politiet at stige.

Branden brød ud i en fabrik i de tidlige timer søndag morgen i millionbyens gamle kvarter.

Næsten 30 brandmænd blev kaldt til fabrikken for at forsøge at få kontrol over branden.

- Vi har siden reddet omkring 50 personer, siger Sunil Choudhary, vicechef for brandvæsenet i New Delhi, ifølge nyhedsbureauet AFP.

De personer, som kom til skade eller fik det dårligt som følge af branden, er blevet transporteret til fire lokale hospitaler.

Branden er slukket, men redningsarbejdet fortsætter, oplyser Sunil Choudhary.

- Der var fabriksarbejdere, som sov inde i denne fire- eller femetagers bygning, siger han.

En politikommissær oplyser, at hovedparten af de omkomne sov, da branden brød ud.

Mange fabrikker og mindre fremstillingsvirksomheder i Indiens storbyer er ofte placeret i byernes ældre og tæt bebyggede kvarterer, hvor grundpriserne er lavere end i moderne industriområder.

Ofte benytter fabriksarbejderne muligheden for også at overnatte i de bygninger, hvor de arbejder, for at spare penge.

Fabrikken, som brød i brand, fremstillede ifølge nyhedsbureauet Reuters håndtasker.

På fabrikken lå der en del af de materialer, der benyttes til at lave taskerne, og det har været med til at give branden mulighed for at sprede sig hurtigt, lyder det fra et lokalt medie ifølge Reuters.

Der er imidlertid endnu ingen officiel forklaring på, hvorfor fabrikken blev ramt af branden.

Årsagen til branden vil nu blive undersøgt nærmere, og der vil være konsekvenser for dem, der stod bag branden, lyder det fra Imran Hussain, der er minister for fødevarer og civile forsyninger, ifølge Reuters.

/ritzau/AFP

Annonce
Artikel om brand i Times of India
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Ærø

'Et par tusinde kroner': Folkemødet underdrev ø-coasters udgifter til havneleje

Annonce