Annonce
Debat

Min Mening: Sorg er ingen sygdom

Sorgen er ikke en pligt, nogen har pålagt mig, men et grundvilkår ved det at leve og at have tætte forhold til andre mennesker. Sorgen er en naturlig konsekvens af at miste nogen, man elsker.

At vandre er ikke en sport - sådan indleder Frédéric Gros sin bog: "Gå! En filosofisk fodrejse".

Frédéric Gros er en fransk filosofiprofessor og hans bog fra 2009 blev med det samme en kæmpesucces. Den er oversat til dansk i 2015. På det varmeste hermed anbefalet til alle, der kan lide at gå, og som opfatter vandringen som en frigørelse fra den daglige trummerum, men som ikke desto mindre ser hjemkomsten som en lykke. Og jeg tror, alle andre også vil have glæde af at læse "Gå!", der kan opleves som en lystvandring i filosofiens og litteraturens verden i selskab med store vandringsmænd fra Wordsworth til Gandhi.

God tur.

Søren Kierkegaard var en stor vandringsmand, der elskede sine gåture i København (han er også omtalt i bogen).

En dag gik han en tur med en god samtalepartner - så vidt jeg husker, var det Emil Aarestrup. Aarestrup var rund af statur. Kierkegaard mager og ranglet, hvorfor folkeviddet kaldte dem 10-tallet, når de spadserede sammen i byen. Jeg ser det for mig.

"Jeg skal lige ind og snakke med én, der er blevet enke", sagde Kierkegaard til Aarestrup, slap taget i ham og forsvandt ind i en opgang.

Et stykke tid efter kom han tilbage og fortalte, at enken var utrøstelig og dybt fortvivlet, men at han havde sagt til hende, at det var hendes pligt at sørge, så hvis hun brød totalt sammen, kunne hun jo ikke opfylde sin forpligtelse, som var at sørge over sin mand. Det hjalp hende, sagde Kierkegaard, vældig tilfreds med sin indsats (Historien har jeg fra Billeskov Jansen).

Jeg vil godt tro, at det med pligten den gang i 1840'erne har hjulpet enken til at bære sorgen. Men jeg tror ikke, det hjælper i dag. Ikke mig i hvert fald. Sorgen er ikke en pligt, nogen har pålagt mig, men et grundvilkår ved det at leve og at have tætte forhold til andre mennesker. Sorgen er en naturlig konsekvens af at miste nogen, man elsker. Men Kierkegaard har fuldstændig ret i, at enken ikke skal undgå sorgen, men tage den på sig. Og selvfølgelig skal man støtte den sørgende alt det, man kan. Det bliver sorgen godt nok ikke mindre af eller forsvinder af, men den bliver nemmere at bære, jo flere vi er om det.

I dag er der imidlertid nogen, der vil gøre sorgen til en sygdom. Man vil diagnosticere sorgen, så man kan blive behandlet og få adgang til orlov, forsikringer og den slags. Men det er langt mere i overensstemmelse med virkeligheden at opfatte sorgen som en voldsom øjenåbner, hvor man opdager, hvor sårbar man selv er, og at livet, kærligheden og døden er vævet ind i hinanden på en forunderlig måde.

Sådan oplevede jeg det fornyligt, da jeg var til en meget kær vens begravelse. Han kom af dage, da han i sit svævefly ramte en klippevæg i Sydfrankrig. Sorgen og savnet forsvinder aldrig, men det gør mit varme forhold til ham heller ikke.

At sørge er ikke en sygdom. Tværtimod.

Annonce
Knud Pedersen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Bagsiden af massiv tilflytning: Kommuner kan bygge sig ihjel

Debat

Min Mening: Godt gået, Marstal

Torsdag den 29. november var en skelsættende dag for marstallerne. Endelig fik de deres savnede livsnerve tilbage. Ja, man kan nærmest kalde det en vigtig del af deres DNA. Forud var gået et ultrakort forløb, der viser, hvilken sand iværksætterånd og ikke mindst stædighed og sammenhold, der præger marstallernes kærlighed til det maritime. På trods af nogen forbehold fra det kommunale hold, der syv år i forvejen havde nedlagt forbindelsen Marstal-Rudkøbing til mange marstalleres raseri og frustration, smøgede de ærmerne op og finansierede 40 millioner kroner nærmest af egen lomme. Hvis ikke det er godt gået, ved jeg ikke, hvad er. Man siger, at der er kun to ustyrlige drifter i verden: seksualdriften og jernbanedriften. Hertil kan måske føjes: færgedrift. Det må de, der besluttede at droppe Marstal-Rudkøbing, sande. Det er til gengæld også nu, det skal bevises - både at det kan løbe rundt, og at alle os, der har sagt, vi vil bruge ruten, rent faktisk også gør det og ikke bare skriver på Facebook, at vi vil. Det er en historie, som - for os udenforstående - kom overraskende og pludseligt. Jeg var med til at se begyndelsen af den, idet jeg dengang var med i den gruppe, der skulle udvælge finalister og i sidste ende vinder af Fyns Amts Avis’ initiativpris. Alt var i sin vorden på det tidspunkt, og projektet var stadig kun: et projekt. Ikke desto mindre var det en af de mest oplagte finalister til en initiativpris, jeg har set. Så meget initiativ og vovemod er der ikke mange, der besidder. Det er vel nærmest kun Ærø, der kan fremvise en sådan stålsathed kombineret med faglig viden, der ville kunne fremvise et nærmest folkeligt oprør. Her på Langeland har vi måske ikke været så gode til at bakke op om forbindelsen, men som Ole Mortenssøn så rigtigt skrev det, så skal der være forbindelse mellem naboer. Jeg blev rørt, da der dukkede billeder op af Ærøxpressen på vej under Langelandsbroen ved otte-tiden. Et meget velkomment syn. Nu kan der endelig igen skabes trafik til øhopperne mellem de to største øer i det sydfynske øhav, turismen får gavn af det i hele området, vi to nabobiblioteker kan ses næsten så let som ingenting, samhandlen får nye muligheder - og måske kan vi opdage, at vi langelændere og ærøboere har mere end vandet til fælles. Som langelænder og sydfynbo kipper jeg med flaget og byder hjerteligt velkommen tilbage. Man kan undre sig over, at Søfartsstyrelsen har så travlt, at den første rigtige tur måtte udskydes. Man ser for sig de mange ansøgninger til at drive færgefart, der står i kø. Det kan ikke mindske glæden ved, at det er lykkedes, og jeg vil nyde at gå forbi færgelejet og se, at vi igen er naboer med færgeforbindelse. Tak, Marstal.

Annonce