x
Annonce
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service.

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen.

Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale.

Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt.

Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder.

Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning.

Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande.

Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige.

Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Anni Bagge Jensen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: En pakkeløsning med økonomisk og moralsk støtte

Det er et fantastisk initiativ i al sin enkelthed, som Støtteforeningen Svendborg Demensby er kommet på. De frivillige i foreningen, som normalt giver et nap med i demensbyen, vil gerne give et solidt klap på skulderen – på behørig afstand – til de ansatte, og derfor giver frivilligforeningen et gavekort til de frivillige, som de kan bruge på Café Citronen i Svendborg. Værdien af sådan et gavekort er underordnet. Det er faktisk tanken, der tæller, og de bedste gaver – dem, der kryber helt ind under huden – er jo oftest dem, som kommer uventet. Det er en hård tid for sundhedspersonale på tværs af Danmark, uanset om de arbejder på et plejehjem, et sygehus eller i en ambulance. De står i frontlinjen i coronakrisen, og det er næppe kun rent fagligt, de er under pres, men formentlig også i en eller anden grad i familielivet, som også er vendt på hovedet i mange hjem. Derfor er de gestusser, som den de frivillige i demensbyen og mange andre kommer med i disse uger vigtige og er måske med til lige at give de procenter ekstra energi, som der er brug for. De frivillige rammer dog også plet på en anden måde. For med gavekortene får de lagt penge i en af de lokale virksomheder, der har seriøse udfordringer i en tid, hvor folk jo skal blive hjemme. Det er en nervepirrende økonomisk tid, hvor de fleste grene af erhvervslivet har fået tæppet hevet væk under sig. Som om det ikke var nok, så er det ikke til at sige, hvor længe de må stå der på det kolde betongulv. Og det er slet ikke til at sige, hvordan og hvor lang vejen er op af den økonomiske krise efterfølgende. Så når en gruppe frivillige finder lidt likviditet, er det fantastisk tænkt at lægge den lige præcis, hvor den er mest savnet: I erhvervslivet. Og så er der det sidste pletskud: Som kassereren i Støtteforeningen Svendborg Demensby, Dan Jeppesen, så rigtigt siger, er det jo ikke sådan en idé, de har taget patent på. Der er sikkert fonde, foreninger og hvad-ved-jeg, som kan finde nogle af de hårdt savnede likvide midler til erhvervslivet, der måske ligefrem kan sikre, at de kommer igennem denne coronakrise. Det redder ikke alle, men der er altså en grund til, at ”mange bække små gør en stor å” er blevet til et ordsprog.

Annonce