Annonce
Langeland

Min mening: Om TV-værternes selvfede selvpromovering og forfængelighed

Sognepræst Hanne Davidsen, Rudkøbing. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær.

Når vi åbner for nyhederne, er vi jo spændt på hvad nyt, der er sket siden sidst. Ikke mindst her i denne coronatid. Vi er jo også forpligtede på at følge med, så vi kan følge myndighedernes retningslinjer.

Noget, der så virkelig kan irritere mig, er TV- journalisternes måde at præsenterer nyhederne på. De taler nemlig ikke om nyheder, men om historier. Ofte slutter nyhedsudsendelsen med følgende sætning: ”Ja, det var så de historier, vi havde valgt at bringe i dag”.

Altså, jeg har ikke åbnet fjernsynet for at få en historie. Jeg ønsker hverken adspredelse eller underholdning. Jeg vil gerne på en saglig og objektiv måde informeres om, hvad der er sket i verden og herhjemme. Jeg er godt klar over, at der er tale om et valg. Det er også fint, at de gør opmærksom op, at det er sådan, det er. De kan jo ikke fortælle os alt, hvad der sker i verden. De må vælge, fair nok – og selvfølgelig. Men det er ikke historier, de skal fortælle.

På journalistuddannelsen anvender man sikkert den sprogbrug, men det burde man altså lave om på. En nyhed er ikke en historie. En historie er en fortælling. Den kan være virkelig eller fiktiv. En historie kan være en vittighed, et sagn, en legende, en vandrehistorie eller en beretning fra gamle dage. Der kan være meget sandt i en historie, også selvom den er en fiktiv. En historie kan være meget afslørende og øjenåbnende – ligesom en roman, et eventyr eller et teaterstykke. Men det er ikke det, jeg efterspørger, når jeg åbner mit TV og vil se nyhederne.

En nyhed er en begivenhed, der netop er hændt ude i den virkelige verden. Den kan efterforskes, undersøges, klarlægges og belyses fra mange vinkler. Vidner kan indkaldes og eksperter kan udtale sig om sagforhold, love, regler og konsekvenser.

Noget andet, der også irriterer mig – nu jeg er i brokkehumør – er TV-værternes selvfede selvpromovering og forfængelighed. De kan næsten ikke skjule, hvor meget de nyder at have fået netop den ’historie’, altså den nyhed, der virkelig er alvorlig og meget vigtig. Det er ikke alle. Der findes journalister, der forstår at lægge ansigtet i de rette folder afhængig af, hvilken nyhed de skal fortælle. Men hos andre er det direkte pinligt, hvor lykkelige de ser ud, når de skal fortælle om en frygtelig tragedie, altså af bare glæde over, at de heldigvis havde vagten, da netop denne her ’historie’ tikkede ind.

Og nu jeg er ved det: Hvorfor skal journalister igen og igen optræde som profeter og analysere på forhold de intet ved om. Der ville være mere indhold og substans i indslagene, hvis de kunne vente med at udtale sig indtil de faktuelle oplysninger forelå. Lad dog være med på alt for spinkle grundlag at begynde at gisne om mulige fremtidige scenarier. Der er for meget træden vande med interviews med indholdet: hvad nu hvis.

Nå, men myndigheder synes jeg faktisk klarer det fint, når der holdes pressemøder om coroana. De fastholder alvoren i coronatider, og de glæder sig, når tiden er inde til at åbne op. Og det er ikke en god historie. Det er en virkelig god nyhed.

En god historie hører vi om i dag Kristi Himmelfartsdag – eller folkeligt sagt: Kristi Flyvefart. På oliebjerget i Jerusalem kan man se Jesus’ fodaftryk lige inden han satte af fra bjerget og forsvandt i skyerne. Det må være folk med humoristisk sans, der har lavet dem. Det siger sig selv, at det ikke er en nyhed, men en historie, som skal fortolkes og sættes ind i en overordnet sammenhæng. Vi har jo forlængst forladt det verdensbillede, som er historiens forudsætning. Alligevel kan der godt gemme sig en sandhed i fortællingen. Det gør der sandelig også. Og det kan vi gå i kirke i dag og høre om. I dag holdes der jo gudstjeneste for første gang i lang tid. Det er skønt – det er en god nyhed.

Noget andet, der også irriterer mig, er TV-værternes selvfede selvpromovering og forfængelighed.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce