Annonce
Klumme

Min Mening: Noget om køer og tidsoplevelser

Jeg vil tro, at mindst 75 procent af os sad med deres elektroniske apparat, "connected" til alle andre end dem, de var i rum med.

En af mine yndlings(børne)bøger handler om Mor Muh og Krage. Hovedpersonerne er den reflekterende og kreative ko og den speedede, utålmodige krage; de to modsætninger. Historien og illustrationerne spiller kongenialt op til hinanden og efterlader læser - voksen og barn - med en oplevelse, der går til hjertet uden at være belærende. Bare sjov og lærerig.

Forleden var jeg med DSB og oplevede sporarbejdernes indvirkning på strækningen over Sjælland.

Bedst som jeg tænkte: Nå, det gik jo fint, blev vi - fra at have siddet trygt i toget fra København - smidt af i Roskilde. Det var yderst spændende at vente på, om der overhovedet var plads til alle fra det 10 vogne lange tog i Intercitytoget mod Aalborg, der kom 20 minutter senere.

Forinden sørgede DSB for motion, idet vi blev ledt fra den ene perron til den anden - og tilbage igen (retteligt er det vel Banedanmark, der har ansvaret).

Jeg rustede mig med min erfaring fra dengang, vi boede i København og skulle mod hovedøen klokken 16.00 fredag eftermiddag uden pladsbillet. Det var dengang, Storebælt betjentes af færger fra Korsør til Nyborg. Det gik nu fint nok denne gang, og ikke ret mange stod op, men hurtighed og en vis portion frækhed var en fordel.

Nu skulle jeg faktisk til et møde i Rudkøbing om eftermiddagen, så fra at være i god tid blev jeg presset på tiden. Det fik mig undervejs i toget til at tænke på tid, og hvor relativt den opleves og ikke mindst bruges.

Det kan ikke diskuteres, at det er hurtigere at flyve til Bornholm end at køre/sejle. Men der går alligevel en del tid med indcheckning, ventetid - og måske forsinkelser.

Ligeså kan det at køre i bil på for eksempel den vestfynske motorvej i myldretiden være en tålmodighedsprøve, hvor man pludselig kan holde stille eller køre med fem kilometer i timen, hvor tiden føles meget lang, og værst af alt: Man aner ikke hvorfor. Så kan det hjælpe på denne utålmodighed, hvis man kan dreje fra. Selvom man kører langsomt på den alternative rute, føles det anderledes - der sker noget, som man til en vis grad selv har indflydelse på.

I vor tid (!) må der helst ikke være mellemrum - altså tidsrum, hvor der ikke sker noget. Heldigvis har vi fået alle skærmene, som kan udfylde alle de tidsrum, der kunne være blevet til tankepauser. I toget sad vi stort set alle med vore skærme - jeg med min iPad, hvorpå jeg skrev denne klumme-idé ned. Næsten alle sad med propper i ørerne inklusiv ham, der stod op svajende og både skulle oplade sin telefon og skrive på den. Ligeså den unge mor med det meget lille barn, der, mens hun ammede, skulle checke telefonen.

Jeg vil tro, at mindst 75 procent af os sad med deres elektroniske apparat, "connected" til alle andre end dem, de var i rum med.

"Blip båt og Gud hvor går det godt."

Kim Larsen var profetisk på sin egen skæve måde.

Annonce
Anni Bagge Jensen. Foto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Eks-borgmester om fyret kommunaldirektør: - Der var et eller andet, der sagde mig, at det ikke ville fungere

Debat

Min Mening: Vi skal turde satse alt

For nogle år siden var jeg til julefrokost, hvor der var pakkespil. Vi skulle alle medbringe en pakke, kravet var blot, at det skulle være noget gammelt, og noget vi selv havde brugt. Jeg kan ikke længere huske, hvad jeg selv havde med, men sidder her med den bog jeg vandt: "Kærlighedens andet årti". Nu har min mand og jeg været gift i over 14 år, så nu er jeg begyndt at læse i bogen. Og jeg er allerede kommet til det første sted i bogen, hvor jeg har måttet lægge bogen lidt fra mig for at overveje ordene og de tanker og spørgsmål, som dukker op. "Vi lovede hinanden, at blive i ægteskabet ligegyldigt hvad som sker." Denne sætning stammer fra et ungt par, som i deres forlovelsestid gav hinanden løftet at blive sammen, uanset hvad der måtte ske. Det er stærke ord, når der ligger vilje bagved. Når man indgår et ægteskab, lover man at ære og elske hinanden til døden skiller parret ad. Det vil sige, at alle, som er viet i kirken, har afgivet dette løfte. Men alligevel kan det let komme til at virke som tomme ord eller noget, man jo bare siger ja til. Du som læser med, har helt sikkert en holdning til ovenstående? Men mon vi har talt med vores ægtefælle om netop den holdning, som vi hver især har til det med troskab? Senere i kapitlet bliver man konkret opmuntret til at invitere sin ægtefælle eller kæreste på en kop kaffe eller en hyggelig middag og så efterfølgende bede ham eller hende om sammen med dig at aflægge det løfte aldrig at lade jer skille (selv om I måske til tider ikke vil kunne udstå hinanden). Se det er en udfordring. Nogen af jer, som læser med endnu, har måske allerede aflagt det løfte for nylig? Eller måske er det mange år siden? Jeg har jævnligt talt med min mand om dette med skilsmisse. Sidst var her i sommer, hvor et af vores gode vennepar netop var gået fra hinanden. Vi brugte en del timers snak om, hvilke faresignaler vi bør være på vagt overfor i vores eget ægteskab, for at undgå at vores forhold glider fra hinanden, uden at vi måske selv er klar over det. "Du bliver nødt til at satse alt, hvad du er og kan i dit ægteskab." Satse alt. Det er jo temmelig meget, ja, faktisk alt. Men jeg tror rent faktisk, at jeg er enig med forfatteren. Man må turde lægge sig selv helt og fuldt ind i ægteskabet, for kun da vil det kunne bære. Holdning betyder alt. Sådan får de unge det at vide i skolen eller derhjemme i dag. Hvis du har et mål og har viljen til det, så skal det nok lykkes en dag. Hvis jeg lægger samme energi og kraft i min beslutning om mit ægteskab som i mit arbejde, så er der meget, der tyder på, at det vil lykkes. Hvis det at give op ikke er en mulighed, så er der jo kun en vej ud af problemerne ... fremad. Ja, fremad sammen.

Annonce