Annonce
Klumme

Min Mening: Mamre Lund og ramadanen

For hvem kan det mon skade, at der imellem hundredvis af kristelige sange og salmer skulle snige sig lidt nyt og uvant ind?

Abraham sad i Mamre Lund,

han var en hyrdekonning,

salvet af Gud med egen mund,

og Sara hed hans dronning.

Denne herlige salme, som Grundtvig skrev om den snart hundredårige rige jøde, som ikke havde nogen arvinger, men som Herren lovede en søn med Sara, der var næsten ligeså gammel, har sin uforstyrrede plads i Den danske Højskolesangbog. Ingen anfægter sandsynligheden af, at Gud salver Abraham med egen mund, eller at Sara føder en søn et halvt hundrede år efter, at det videnskabeligt set kan lade sig gøre. Men salmen har en egen stemning, som jeg sugede til mig i underskolen, så jeg kan citere hvert eneste vers den dag i dag. Alt er godt. Men så kommer et grueligt problem buldrende ind på os. Danmarks største minoritetsreligion, islam, som fem og en halv procent af befolkningen bekender sig til, truer os på ny. En lille hyldest til ramadanen i København har fået en del af den særligt sande, danske kristenhed på barrikaderne. Selvfølgelig med DF i front.

En gang imellem er det altså utroligt, hvad vi, det lille smørhulsland, vil bruge ord, tid og kræfter på. Jeg fristes til at citere en god veninde, hvis mand yndede at rase højlydt over alverdens små og store tildragelser: "Gem dog din ophidselse til dobbeltsengen!"

For hvem kan det mon skade, at der imellem hundredvis af kristelige sange og salmer skulle snige sig lidt nyt og uvant ind? Der er jo ingen, der siger, at vi skal føle os forpligtede til at tage islam til os og holde ramadan. Det skulle ellers være en god slankekur. Men giv dog lidt plads, vær dog lidt åbne over for anderledes tænkende og troende. Det handler integration jo også om.

De mennesker, der af forskellige grunde har valgt at bo i Danmark, har pligt til at integrere sig i vores samfund og følge vores love og regler. Men hvad de vil tro på, må de da selv om, det har vi alle en grundlovssikret ret til. Dog synes jeg, det ville være klogt at undlade at skilte med sin tro - den burde være en privatsag.

For et par uger siden havde Politiken en artikel om en iransk født, dansk opvokset, kvindelig skuespiller, som var vred og fornærmet over, at der stort set aldrig var roller til hende. Fordi hun insisterede på at bære tørklæde. Hun havde ofte været til casting, hvor hun blev tilbudt rollen, hvis hun ville tage det af. ”Hvorfor gør du så ikke det?”, spurgte intervieweren. Og hun svarede, at det blev hun altid spurgt om, så det orkede hun ikke at svare på. Men det ville være at smide alt det, som hun kæmpede for, i skraldespanden.

Så nu sidder vi her og er lige kloge. Jeg forstår det ikke. Et synligt, religiøst symbol, som kun gælder det ene køn, byder de fleste danskere imod. Hvor ville kvinderne fremme integrationen, hvis de smed det. Men en nydelig, lille sang om ramadanen i København, skulle vi nok kunne acceptere i den hæderkronede Højskolesangbog.

Annonce
Lulu Okholm. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Fyns Amts Avis mener: Vi skal da have honning OG marmelade

Det siges, at kloge og livsnydende Peter Plys engang er blevet stillet over for det frygtelige valg, om han helst vil have honning eller marmelade. Og at hans svar selvfølgelig kunne lyde: Han ville gerne have honning OG marmelade. Helt på samme måde burde man høre samme svar fra vi kloge, livsnydende svendborgensere. Hvad vil vi helst have: Maritimt liv eller kreativitet? Søfolk eller kunstnere? Skippere eller hippier? Det er helt utroligt, at vi ikke før - netop med vores hang til begge dele - har forstået, at netop begge dele er vores lokale styrker, og at de ovenikøbet begge har en kaliber, hvor de spiller hinanden stærke. Tag nu for eksempel Baggårdteatret, der fik en tur på ret høje bølger, da forvaltningen visionært anbefalede en fremtidig placering på Frederiksøen. Straks startede en kamp mod teatret og en argumentation for og imod Baggårdteatret og Lystbådsmuseet. Det var en alt for snæver en sti at bevæge sig på - for så ender en af dem med at tabe. Og dermed taber byen og os alle sammen. Og det er både trist og dumt på den måde at spille sig selv svagere. Det rette svar er selvfølgelig at gå efter både honning og marmelade - altså at finde plads til både det kreative og søens folk - og søens flåder. Vores stolte maritime fortid er en del af vores dna. Vores kreative nutid er puls og liv - og i fremtiden er det måske grønne løsninger til hipstere med hang til lækker natur, der sikrer vores overlevelse her på kanten af udkanten. Heraf det nye, dækkende ord for svendborgensere: Skipsters! Den smeltedigel er det, vi svendborgensere er gjort af, og det, der tiltrækker folk udefra - og i øvrigt har gjort i årtier. Det skal vi kæmpe for at bevare og spille endnu stærkere. Fuldstændig som Svendborg Event gjorde, når de - lidt for hurtigt - fortalte, at træskibssejladsen Fyn Rundt igen får startsted i Svendborg. Det er selvfølgelig helt afgørende, at Svendborg - som stolt træskibsby - fylder havnen med træskibe og byen bagefter - med vores anden styrke - arrangerer stor fest, når skibene igen anduver vores søfartsby. Så ivrigheden er forståelig - og forhåbentlig deles den af politikerne i økonomiudvalget, når de i dag skal beslutte om pengene skal bevilges til det projekt. Når nogen så spørger: Hvem skal så betale for al det honning og marmelade, er det jo netop sjovt at kunne sige: Turister, tilflyttere, os selv - og dem, der kommer for sejler hertil at tage del i vores livsnydelse her. I hvert fald får vi nemmere ved at få andre til at tage del i også betalingen af gildet, hvis vi undlader at ødelægge en af vores styrker og forstår i stedet klogt at spille på netop begge. Eller på endnu flere, hvor komplekst det end må være. Men det er derfor, det indimellem er klogt at konsultere Peter Plys...

Annonce