Annonce
Klumme For abonnenter

Min Mening: Landbrugserhvervet skal blive ved med at udvikle sig

På klimasiden skal vi nu have omsat forskningsresultater til praktiske løsninger til primærproducenterne. Det gælder for eksempel i forhold til kulstofbinding i jorden og i forhold staldteknologier, herunder fodersystemer.
Som PLUS abonnent får du adgang til flere hundrede PLUS-historier. Nyheder, baggrunde, analyser, interviews, portrætter og kommentarer. Den bedste lokale dækning.
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Fyns Amts Avis mener: Væksten er den gordiske klimaknude

De første mange tusinde år af menneskets historie, skete der meget lidt. Bevares, vi fik tæmmet nogle andre dyr og lagt land under plov, men ellers: stort set intet. Det var først, da vi begyndte at tage de liberalistiske og de kapitalistiske ideer til os fra slutningen af 1700-tallet, at det tog fart. Siden da har vi siddet uhjælpeligt fast i vækstens skruetvinge. På den ene side er der ingen tvivl om, at tankerne om vækst har accelereret udviklingen. Vi nærmer os otte milliarder mennesker på kloden. Vi har kureret sygdomme. Vi har indtaget rummet. På den anden side tyder mere og mere på, at selvsamme vækst kommer til at stå først, når menneskehedens nekrolog på et tidspunkt skal skrives. Vi har i mange år været i stand til at ødelægge jordkloden med et tryk på et par knapper. Vi bruger jordens ressourcer i et rasende tempo. Vi rykker ved balancer, som det har taget millioner af år at opbygge, og vi har ingen anelse om, hvad det betyder. Alt sammen i jagten på vækst. Den materielle vækst omgiver os i en sådan grad, at vi tror, den enten er natur- eller gudgivet. Samfundet, som vi kender det, ville da også bryde sammen, hvis vi opgav væksten som mål. Problemet er bare, at væksten har en udløbsdato. Enten fordi vi løber tør for ressourcer, eller fordi vi holder op med at tro på den. Det er formentlig en kombination af begge scenarier, der får amerikanske rigmænd til at drømme om at kolonialisere rummet. Bevidstheden om jordens knappe ressourcer breder sig, så hvis vi skal holde fast i illusionen om evig vækst, så er vi nødt til at kigge ud i rummet. Det er svært at spå, men vi kommer formentlig ikke til at kunne leve på Mars, før vi kan opbygge et samfund på bunden af Marianergraven, og det sidste har i hvert fald lange udsigter. Spørgsmålet er, om vi kan finde ud af at sætte andet end vækst ind som motor i menneskets fortælling? Kan vi leve med at opgive jagten på et længere liv? Kan vi slå os tilfreds med status quo eller måske lige frem tilbagegang? Det er den store ubekendte faktor i klimakampen. Vi mangler et troværdigt bud på et alternativ til væksten. Vi kan effektivisere os til meget og bruge jordens ressourcer smartere, men vi kan ikke brødføde os selv og hinanden på vindenergi og tang, hvis vi skal opretholde en vækst på to procent om året.

Annonce