Annonce
Klumme

Min Mening: Kunstens nødvendighed

Det er det, der er grobund for forståelse, tolerance, empati og nysgerrighed. Det er det kunsten dyrker.

Standardtilgangen til indlæring i vores uddannelsesinstitutioner er lineær.

Ligesom en GPS, der viser vejen fra A til B, stiller skolen et resultat op, der skal nås. Udgangspunktet er elevens uvidenhed, og med resultatet givet er undervisningsforløbet den kortest mulige vej fra 0 til færdigt resultat, det vil sige elevens tilegnelse af slutresultatet. Det være sig matematiske resultater, historiske begivenheder, og så videre vi starter fra A og når B hurtigst muligt, effektivt, målbart, Excel-egnet.

Men det er ikke sådan, livet er. Livet er ikke en linje, som vi følger. Livet er et megamolekyle, der roterer i rummet og bevæger sig i tiden. Rykker man på et element forrykkes mange forbindelser, og mange relationer bliver anderledes. Man kan ikke tage et element i et molekyle og skifte eller ændre det uden at hele udseendet og effekten af helheden ændres.

Det lærer vi ikke i skolen. At anskue og vurdere i tid og rum, at genkende strukturer og mønstre, bevægelser og kombinationer fra et fag til et andet og fra en sammenhæng til andre – det er ikke en del af programmet. Og dog er det selve det livet, vores sociale væren, og vores medmenneskelige kontakter, er opbygget af. Det er de ting, vi skal kunne kende, for at kunne begå os imellem hinanden. Det er også de ting, vi skal kunne arbejde med i samfundsmæssige, klima- og ressourcerelaterede sammenhænge.

Det er her kunsten kommer ind i billedet.

Teknik er godt, at kunne vise vejen fra A til B er praktisk, og nogle ting skal jo læres. Når det er sagt, er tilliden til genkendelse og udvikling af mønstre, følelser og fornemmelser, det der rykker verden videre og os mennesker sammen.

Det er det, der er grobund for forståelse, tolerance, empati og nysgerrighed. Det er det kunsten dyrker. Rummet, hvor vi ikke kommer "derhen" i en fart, men ser alle de veje og stier, der fører i den retning. Der hvor vi sanser storheden i at kunne bevæge os minimalt fysisk, men i uendeligheder mentalt.

At fatte og sanse hele den struktur vi er en del af, selv om den er svær lige at forklare. Men forklaringen er kunstens – og vores opgave er fordomsfrit at se, høre, tro på, acceptere og give gyldighed til de udsagn, kunsten kommer med. Ikke fordi de skal være krystalklare og datadefinerlige, men fordi kunsten er hjertets sprog og det trænger til at blive opgraderet til samme gyldighed som matematiske formler og regnearksnøjagtigheder.

Fordi livet er sådan. Fordi det er det sted, vi kan vokse sammen uden at voldtage de fysiske rammer, jorden giver os. Fordi det er her, vi kan udvikle os og møde fremtiden med glæde, spænding, fælles sprog og hver især komme til orde. Med hjertets sprog og kunstens rum som ramme og scene for vores ageren.

Det burde være grundlaget for den nye folkeskolereform – for sådan en kommer der vel snart?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland For abonnenter

Eks-borgmester om fyret kommunaldirektør: - Der var et eller andet, der sagde mig, at det ikke ville fungere

Debat

Min Mening: Vi skal turde satse alt

For nogle år siden var jeg til julefrokost, hvor der var pakkespil. Vi skulle alle medbringe en pakke, kravet var blot, at det skulle være noget gammelt, og noget vi selv havde brugt. Jeg kan ikke længere huske, hvad jeg selv havde med, men sidder her med den bog jeg vandt: "Kærlighedens andet årti". Nu har min mand og jeg været gift i over 14 år, så nu er jeg begyndt at læse i bogen. Og jeg er allerede kommet til det første sted i bogen, hvor jeg har måttet lægge bogen lidt fra mig for at overveje ordene og de tanker og spørgsmål, som dukker op. "Vi lovede hinanden, at blive i ægteskabet ligegyldigt hvad som sker." Denne sætning stammer fra et ungt par, som i deres forlovelsestid gav hinanden løftet at blive sammen, uanset hvad der måtte ske. Det er stærke ord, når der ligger vilje bagved. Når man indgår et ægteskab, lover man at ære og elske hinanden til døden skiller parret ad. Det vil sige, at alle, som er viet i kirken, har afgivet dette løfte. Men alligevel kan det let komme til at virke som tomme ord eller noget, man jo bare siger ja til. Du som læser med, har helt sikkert en holdning til ovenstående? Men mon vi har talt med vores ægtefælle om netop den holdning, som vi hver især har til det med troskab? Senere i kapitlet bliver man konkret opmuntret til at invitere sin ægtefælle eller kæreste på en kop kaffe eller en hyggelig middag og så efterfølgende bede ham eller hende om sammen med dig at aflægge det løfte aldrig at lade jer skille (selv om I måske til tider ikke vil kunne udstå hinanden). Se det er en udfordring. Nogen af jer, som læser med endnu, har måske allerede aflagt det løfte for nylig? Eller måske er det mange år siden? Jeg har jævnligt talt med min mand om dette med skilsmisse. Sidst var her i sommer, hvor et af vores gode vennepar netop var gået fra hinanden. Vi brugte en del timers snak om, hvilke faresignaler vi bør være på vagt overfor i vores eget ægteskab, for at undgå at vores forhold glider fra hinanden, uden at vi måske selv er klar over det. "Du bliver nødt til at satse alt, hvad du er og kan i dit ægteskab." Satse alt. Det er jo temmelig meget, ja, faktisk alt. Men jeg tror rent faktisk, at jeg er enig med forfatteren. Man må turde lægge sig selv helt og fuldt ind i ægteskabet, for kun da vil det kunne bære. Holdning betyder alt. Sådan får de unge det at vide i skolen eller derhjemme i dag. Hvis du har et mål og har viljen til det, så skal det nok lykkes en dag. Hvis jeg lægger samme energi og kraft i min beslutning om mit ægteskab som i mit arbejde, så er der meget, der tyder på, at det vil lykkes. Hvis det at give op ikke er en mulighed, så er der jo kun en vej ud af problemerne ... fremad. Ja, fremad sammen.

Annonce