Annonce
Læserbrev

Min Mening: Hvor skal man næsten begynde?

Jeg har i den seneste tid set, at flere og flere melder sig i koret om problemerne i den danske folkeskole. Senest er der flere klummeskribenter, der har udtrykt deres bekymringer og skepsis med den skole, som har været en stor del af mit liv. Først gennem 10 år som netop folkeskoleelev og siden fire år på seminariet, hvor jeg uddannede mig til netop at skulle ud og undervise snotnæserne, ballademagerne, 12-talspigerne og alle de andre skønne børn i folkeskolen.

Det er måske heller ikke helt retfærdigt at sige, at det har været skolen i sig selv, som har været genstand for negativ omtale. Det har mere været den reform, som regeringen så brutalt indførte i 2013 med virkning fra 2014, som har betydet at folkeskolen er udfordret.

Og udfordret er nok en underdrivelse af de helt store, for kender I det, når man går ud i sin garage, hvor man bare har opstablet alt sit lort igennem flere år, så smækker man porten i hurtigere end den blev åbnet, fordi man slet slet ikke kan overskue, hvor man dog skal begynde oprydningen? Sådan tror jeg faktisk lidt, at politikerne har det nu med folkeskolen.

For lad os blot snakke om nogle af de problemer, der er blevet stablet op i garagen: Klassekvotienterne er gået op, mindre forberedelsestid til lærerne, flere inklusionsbørn som kræver ekstra ressourcer, flere tests og større krav til bestemt indhold i undervisningen. Siden jeg uddannede mig til lærer fra 2006 til 2010, er timetallet på seminarierne ligeledes blevet mindre.

Jeg prøver lige at gøre regnskabet op:

Undervisnings-timeantallet er gået op. Forberedelsen ned. Der er kommet flere børn i klasserne og også flere der kræver større ressourcer.

Det vil sige, at det at være lærer, alt andet lige er blevet markant sværere/hårdere. Nå, men så har vi forhåbentligt klædt de lærerstuderende på seminarierne godt på til denne opgave?

Nej, der har vi skåret i timetallet. Så har vi da i det mindste givet lærerne mere i løn, når de nu skal løbe dobbelt så hurtigt? Nej, det er nogenlunde den samme som før.

Fri- og privatskolernes dage er kronede. De har elevtilvækst, de har ingen problemer med at rekruttere lærere, og det forstår jeg den undelyneme godt.

Jeg står overfor et snarligt karrierestop, og jeg bliver i disse dage ofte spurgt til, hvad jeg så skal lave, når håndboldkarrieren er færdig. Det nemme svar er naturligvis, at jeg skal bruge min læreruddannelse.

Men helt ærligt, så tror jeg ikke, jeg har lyst. Og den manglende lyst, tror jeg desværre ikke, jeg er alene om. I hvert fald ikke til at skulle ud og undervise i folkeskolen. Og det er tragisk, for jeg havde 10 fantastiske år i folkeskolen med knalddygtige lærere, og hvor jeg ud over de faglige ting lærte rigtigt meget om at være et empatisk og omfavnende menneske, som kan rumme mange forskellige eksistenser.

Jeg kan godt frygte et samfund, hvor vi bliver endnu mere opdelt og endnu mere fokuseret på os selv, end vi er i forvejen. Et samfund, hvor dem, der har meget, får et tagselvbord af muligheder, og dem der ikke har så meget, kan få resterne fra køkkenet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: Fortæl os om corona-beredskabet

I weekenden gik Italien fra at være et land, der var obs på coronavirus-udviklingen ude i verden til at være et land, der lukker hele regioner ned efter markant udbrud af coronavirussen. Helt ligesom det vil kunne ske her i Danmark, og som flere personer fra myndighederne nu siger, vi nok skal være forberedte på også her. Indtil videre er offentligheden orienteret om, hvordan man skal forholde sig i forhold til, hvis man skal rejse ud i berørte områder, og ellers har planen mod virussen på verdensplan været en inddæmningsstrategi, hvor man med lige dele planlagt karantæne og håb, har satset på at virussen kunne netop inddæmmes. Det er den strategi, som de danske myndigheder i løbet af mandagen nu ser så meget under pres, at der nu skiftes strategi. Der forlyder nu i stedet, at man heller ikke her i Danmark regner med at kunne undgå coronavirussen, men at man tværtimod skal være "forberedt på smittespredning", som det lyder. Det er ikke mindst udbredelsen til nu 30 lande og senest den aktuelle situation i Italien, der har ændret det. Det er selvfølgelig en ny situation for os her i landet, og her må man sige, at det er afgørende for både de måske kommende smittede i Danmark og for vores alles hverdagsliv de kommende måder, at der allerede fra nu kommunikeres klart og tydeligt om, hvad beredskabet går ud på. Nogle vil selvfølgelig fortsat kunne trække på skuldrene over den megen larm over mulig ny influenzavirus. Men hvis virussen kommer her, vil en del i forvejen syge eller svage personer kunne blive ramt hårdt, og med den udvikling, der ses lige nu, vil vi også se dødsfald som følge af coronavirussen. Ligesom vores sundhedsvæsen og ikke mindst samfundet i al almindelighed vil blive alvorligt præget af et stort udbrud. Selvfølgelig skal personer i særlig risikogruppe orienteres særskilt om de forholdsregler, de bør tage, når og hvis virussen konstateres her i landet. Men resten af befolkningen bør også allerede nu informeres om den ændrede strategi og en opdateret beredskabsplan. Det værste, der kan ske nu, er at folk går i panik, når og hvis sygdommen konstateres her. Det bedste middel mod panik er jo viden og oplysning, og derfor er rettidig, grundig og klar kommunikation af stor betydning for at vi undgår at reagere unødvendigt følelsesbetonet. Så lige i halen på en ny beredskabsplan må følge en kommunikationsplan, så man netop også når bredt ud til folk. De fleste af os husker nok, hvordan en stor del af befolkningen kan agere mindre hensigtsmæssigt, som vi gjorde med gær-hamstring under storkonflikten i 1998. Så det er for at finde den rette balance i reaktionen på det, der netop "kun" er en influenzavirus og måske slet ikke kommer i udbrud her - og alligevel kan kræve fornuftig indsats og samspil mellem sundhedssystemet og befolkningen for at komme bedst muligt igennem sådan en mulig epidemi. Så husk nu fokusset på at gøre befolkningen klar med rette fakta. Det vil kunne spare mange mennesker for mange unødige bekymringer - og mange i sundhedsvæsenet for unødige kontakter, der tager tiden fra det, der måske er mere væsentligt. Derfor kort sagt en opfordring herfra: Fortæl os om beredskabet - jo før, jo bedre.

Annonce