Annonce
Klumme

Min Mening: Hvor går grænsen?

Det er unægteligt svært at komme uden om tidens store problem, når man sætter sig ned og skal skrive en klumme. Jeg prøvede virkeligt at komme i tanke om et emne, der ikke lige handlede om Corona, men hver gang jeg fik en spinkel ide, virkede det som om, at Coronavirusset kom og åd den med sine store fangearme og altoverskyggende selviscenesættelse.

Så nu kommer det altså til at handle om Corona alligevel, og så har jeg et lille, spinkelt, måske naivt håb om, at jeg næste gang kan skrive om noget andet.

Som overskriften antyder, så oplever jeg, at det er meget svært for nogle danskere at finde ud af hvor grænsen går, og hvad der i den pågældende situation er fornuftigt at gøre.

Lad os tage en bilist som eksempel. Han kommer kørende på en landevej, hvor man må køre 80 kilometer i timen. Bilisten har sommerdæk på en januardag, hvor sneen falder, og der har allerede lagt sig et lille lag på vejen. Bilisten kører 79 kilometer i timen og bliver stoppet af en betjent, som spørger om, han ikke kan sænke farten lidt. Bilisten svarer lettere irriteret, at han kører det han må.

Eksemplet kan trække direkte paralleller til myndighedernes opfordringer og påbud, som er væltet ind over os de seneste uger. Først måtte man ikke samle over 1000 mennesker. Selvom myndighederne sagde, at man på det kraftigste skulle overveje, om det overhovedet var nødvendigt at samle så mange mennesker, var der alligevel arrangementer, hvor man lukkede 999 mennesker ind.

Tallet blev sat ned til 100, og så var der stadig mennesker, der stimlede sammen i parker, på legepladser og fodboldbaner, fordi de jo var under 100.

Senest blev det 10 mennesker, man højst må være samlet, og så hører man stadig om vandpibecaféer, udendørsarealer og lignende, hvor ni mennesker sidder tæt, hygger og agerer, som de plejer.

Her kommer et opråb: Det er tilladt at prøve at tænke sig om og spørge sig selv: Er det her nødvendigt for, at jeg og samfundet kan fungere? Også selvom jeg lovmæssigt lige nøjagtigt holder mig på den rigtige side, kunne det så ikke være bedre helt at lade være?

For ellers ender vi i en situation, hvor alle mennesker laver deres egne regler for, hvad der er okay for den enkelte, og så ender vi desværre med, at smitten måske spreder sig hurtigere, og at regeringen går efter laveste fællesnævner og laver et decideret udgangsforbud.

Måske det ovenikøbet vil være det bedste for samfundet, for jo længere tid folk stadig laver deres egne regler, jo længere tid vil samfundet være lukket ned.

Hvis man alligevel stadig opfører sig tåbeligt, bryder myndighedernes opfordringer eller bevæger sig på grænsen, kan man til gengæld prale med at være medskyldig i at virksomheder knækker nakken, og at ældre og udsatte risikerer at dø. “Jamen, det ændrer jo ikke noget, at lille mig gør noget på grænsen et par gange."

Nej, det er ikke sikkert, men hvis det gør, så må andre betale den højeste pris.

Derfor bruger jeg denne lille guideline, som jeg finder meget nyttig, når jeg skal finde ud af, hvad der er fornuftigt at gøre i denne tid. Det er to simple spørgsmål, jeg stiller mig selv, inden jeg går i gang med en aktivitet:

  1. Kan det, jeg skal til at gøre, potentielt sprede smitten?
  2. Er det nødvendigt at gøre det i forhold til, at jeg selv, virksomheder eller samfundet skal overleve?

Hvis jeg kan svare nej til det første spørgsmål, så slår jeg mig løs. Laver havearbejde, cykler eller løber en tur i skoven, leger med min datter og hund derhjemme osv.

Hvis svaret derimod er ja, så går jeg videre til næste spørgsmål. Hvis jeg skal på arbejde (det skal jeg ikke i denne tid), eller handle, så gør jeg det. Dog stadig med omtanke og med myndighedernes råd i baghovedet.

Hvis jeg vil samle håndboldgutterne og løbe en tur, fordi det er meget sjovere at gøre flere sammen, eller lave en picnic med ni af mine bedste venner i parken, så stopper jeg op og lader være! Dem, der kan bruge den samme guideline er velkommen til det. Den er helt gratis.

Jeg er med på, at langt de fleste sagtens kan finde ud af tingene, og jeg er ikke ude på at spille frelst. Jeg er med på, at der er virksomheder og mennesker, der virkeligt er trængt økonomisk og menneskeligt, og det derfor er lettere sagt end gjort at gøre det fornuftige, hvis man har kniven for struben.

Jeg vil ligesom alle andre helst hjælpe disse mennesker og tilbage til en normal hverdag så hurtigt som muligt. Det tror jeg på, at vi kommer ved at tro på de hundrede, måske tusindvis af fagfolk i verden, som laver retningslinjerne. Jeg tror rent faktisk, at de er markant klogere end mig på disse områder, og derfor prøver jeg at holde mig til dem og gøre det fornuftige i situationen.

Jeg vælger også at tro på, at hvis Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, gerne ville lære et hopskud i håndbold, at han så ville spørge mig eller en anden håndboldspiller/træner fremfor at kaste sig ud i projektet selv eller endnu værre begynde at belære andre om, hvordan det skal udføres. Ligesom jeg har stor tillid til, at han ved, hvordan vi bedst muligt kommer igennem denne krise hurtigst muligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jubilæum For abonnenter

Fra billettering og klingende mønt til digitalt rejsekort: For halvtreds år siden kørte Kjeld Uhrenholt sin første bus

Svendborg

Grænseåbning bringer glæde på Sydfyn: - Solen skinner på turismen i dag

Annonce