Annonce
Klumme

Min Mening: Hvad skal vi dog på Mars?

Hvad nu hvis en af dem går amok og slår de andre ihjel? Så er pengene spildt, og på Mars vil der sidde en gal morder, som ikke kan blive straffet.

I sidste uge fulgte der med denne avis et tillæg, som indeholdt en artikel om den 39-årige dansker, Christian Ohlendorff Knudsen. Han drømmer om at rejse til Mars.

I artiklen siger han, at han er villig til at opgive sin tilværelse på jorden for menneskehedens skyld. For ham handler det om at give noget tilbage til det samfund, som vi alle nyder godt af. Næsten ethvert afsavn vil være anstrengelserne værd, hvis andre mennesker kan få glæde af hans indsats.

Det lyder heroisk. Vi andre skal vel være taknemmelige, men han skal nu ikke regne med mig i forreste række af gratulanter. Hele projektet forekommer mig fuldstændig absurd. Hvorfor vil man dog forlade jorden for altid og begive sig 225 millioner kilometer væk til en fremmed planet, hvor man skal tilbringe 20-30 år i en oppustelig beboelsesbase? Turen vil indebære et halvt års transport i en rumkapsel til den røde planet, og rejsen er uden returbillet.

Jeg gentager: Det er absurd.

Heldigvis er tidspunktet for Mars-rejsen forbundet med stor usikkerhed. Den planlagte afsendelse i 2031 kan sagtens blive udskudt, mener eksperterne. Måske går der 25 år, inden man kan sende folk afsted. Men indtil videre er det planen, at 100 kandidater skal ansættes til fuldtidstræning med løn i minimum ti år. Blandt denne gruppe skal de kommende Mars-boere udvælges. Det er en dyr form for beskæftigelsesterapi.

Retfærdigvis må man medgive, at månelandingen i 1969 var en teknologisk landvinding. Mange af de ting, som gør hverdagen nemmere for os i dag såsom computere, satellitter, mobiltelefoner og GPS-teknologi, har deres udspring i det arbejde, der førte op til Apollo-projektet. Men astronauterne dengang vendte tilbage til Jorden. De skulle ikke rådne op ude i verdensrummet.

Hvem skal betale for uhyrlighederne? Det er der sikkert op til flere tossede rigmænd som gerne vil. Ellers bliver det formodentlig igen stormagternes militær, der skal stå i spidsen for galskaben. Ligesom det var med månelandingen. Men almindelige, fornuftige mennesker vil spørge sig selv, om alle de mange penge ikke kunne gøre gavn andre steder?

Havde man brugt pengene på noget fornuftigt, kunne man måske have mangedoblet produktionen af sunde fødevarer på en ansvarlig måde. Måske kunne man afskaffe smitsomme sygdomme, som tager livet af folk i hele verden. Måske kunne pengene bruges til at udvikle verden i retning af sund fornuft og social retfærdighed. Måske kunne man forhindre, at vores klode kollapser.

Endelig tænker jeg på, hvad den lange rejse og udsigten til at leve fuldstændig isoleret på en fjern planet sammen med tre andre mennesker resten af livet betyder for de involverede menneskers psykiske tilstand? Hvad nu hvis en af dem går amok og slår de andre ihjel? Så er pengene spildt, og på Mars vil der sidde en gal morder, som ikke kan blive straffet.

Annonce
Thomas Mathiasen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Borgmester tager ejerskab for minimumsnormeringer

Det var en god dag for børn og forældre, da Christiansborg mandag fordelte 500 millioner kroner til dagtilbud i landets kommuner. 4,4 millioner kroner skal til Svendborg, 600.000 til Langeland, 300.000 til Ærø og 4 millioner til Faaborg-Midtfyn, så der kan ansættes flere pædagoger. Det er fantastisk og hårdt tiltrængt, at der er udsigt til flere voksne til at passe på, hjælpe og understøtte vores børns udvikling i børnehaver og vuggestuer. Og beløbet stiger de kommende år til samlet 1,6 milliarder om året på landsbasis. Men af en eller anden grund skal det store og historiske skridt forplumres med at få skudsmålet minimumsnormering igen og igen. Nu er det Svendborgs borgmester, Bo Hansen (S), der mener, at Svendborg nok skal få minimumsnormeringer. - Når vi har nogle år til at løfte opgaven, så skal vi nok nå i mål, siger han til Fyns Amts Avis, og det er han jo sådan set hjertelig velkommen til både at love og leve op til. Men kan man overhovedet det? Altså nå i mål med at have mindst en voksen pr. tre børn i vuggestuerne og en voksen pr. seks børnehavebørn for de beløb, som politikerne snakker om? Det afhænger jo af øjnene, der ser, og allermest af, hvordan man gør tallene op. Her har vi jo på denne lederplads flere gange mindet om, at når man vælger at bruge et ord som minimumsnormering, så er det forældrenes oplevelser i daginstitutionerne, og ikke et regneark, der afgør, om man lever op til det. Der er simpelthen ikke elastik i minimumsnormering, 1:3 og 1:6. Enten er det der, eller også er det der ikke. Nu sætter Bo Hansen så politisk kapital ind på, at Svendborg har minimumsnormeringer i 2025. Og selvom der også er et kommunalvalg i mellem nu og der, så har han altså nu valgt at lade sig måle på et ord, som blev opfundet i 2005 ifølge journalisten.dk, gjort til officiel BUPL-politik i 2007, løftet yderligere op af SF på Christiansborg op til folketingsvalget sidste år, gjort til et ultimativt krav i et nyt regeringssamarbejde og altså nu udmøntes i penge til kommunerne. Det er nærmest uomtvisteligt, at normeringerne bliver bedre. Det er det til gengæld ikke, om der kommer minimumsnormeringer. Men med alle de løfter og skåltaler, det efterhånden er blevet til, risikerer det at svække tilliden mellem folkevalgte og borgere, hvis det ikke bliver til virkelighed. Der er masser af motivation på Christiansborg for at kunne sige: "Missionen fuldført. Vi har leveret minimumsnormeringer." Nu er der det så også på rådhuset i Svendborg. Ikke bare for børnenes skyld håber vi, at det lykkes.

Svendborg

SF inviterer nye kræfter til fadet: Dropper listeopstilling og Bruno Hansen dropper politik

Annonce